Syv Erritsøspillere holdt fanen højt i Viby

1. division, 8. runde: Aarhus RK vs Erritsø GIF: 79 – 12.

Points for Erritsø: Thor Steendahl 5 (1 forsøg) og Jens Vissing 7 (1 forsøg, 1 konvertering)

Tak til jer syv gutter, der tog op og kæmpede for vores klub og vores ære lørdag den 22. september 2018, da vi skulle møde de regerende mestre, Aarhus Rugbyklub, på udebane.

Vores hold bestod af syv spillere, samt tre spillere fra Odder, imens resten var fra Århus. Vi havde dermed flere lånte spillere end vores egne!

En af vores unge forwards, Casper Bruus Aerts, afbrød sin weekend med familien for at køre til Viby og spille kampen. DET er god klubånd!

Vores holdkaptajn og spillende træner Thor Steendahl meddeler, at kampen blev fløjtet af efter ca 70 min. Set i det lys, er 12 – 79 et meget hæderligt resultat.

Fra en tidligere kamp Erritsø GIF vs Aarhus RK, 2017. Vores klyngehalf Christoffer Ki Winstrøm gør klar til at sætte bolden ind i en fast klynge. Foto: Natasja M. Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Jeg beder indtrængende jer seniorspillere om at deltage i træningen fremover. For at øge muligheden for flest mulige spillere til træning, træner vi fremover kl. 18.30 – 20. Fortsat tirsdag og torsdag. Start på træning kl. 18.30 bør kunne øge jeres mulighed for at træne med. Især jer, der bor i Fredericia.

HUSK fortsat: Alle mand i truppen er udtaget til kampene. Du skal derfor selv aktivt melde fra til Thor, hvis du ikke kan spille:

  • hjemmekampen lørdag den 6. oktober mod CSR/Nanok.
  • 10-a-side stævnet i Holstebro lørdag den 13. oktober
  • hjemmekampen mod FRK lørdag den 20. oktober og/eller
  • pokalkampen lørdag den 10. november mod endnu ukendt modstander.

Vores trup består af alle seniorer, samt de syv oldboys, der i sidste måned gav tilsagn om at spille, hvis de er i stand til det.

KOM SÅ, GUTTER!!! For vores klub, for jer selv og for vores ære!

Erritsø GIF møder sårede rugbymestre i Århus

Pressemeddelelse, udsendt fredag den 21. september 2018

RUGBY. I ottende runde af Danmarksmesterskabet 2018 møder Erritsø GIF på udebane Aarhus Rugbyklub. Kampen spilles lørdag den 22. september. Der ventes et nyt, tæt opgør imellem de to klubber.

I sidste efterårs tilsvarende kamp fightede århusianerne sig til en kneben 8 – 3 sejr over Erritsø. Senere samme år tog århusianerne DM-guldet og er derved forsvarende mestre. I forårets kamp mellem de to hold blev det til ny og forholdsvis kneben sejr til Aarhus RK. Kampen i Erritsø sluttede nemlig 24 – 34. Så det lokale rugbyhold har revanche til gode. Og de er tændte. Holdkaptajn og spillende træner for Erritsø GIF, Thor Steendahl bemærker blandet andet, at Aarhus RK ikke længere fremstår så stærke som tidligere.

Aarhus RK kan heller ikke længere nå at genvinde titlen. Dertil har mestrene tabt for mange kampe hidtil i sæsonen. Men hjemmeholdet kan stadig nå sølv eller bronze. Erritsø GIF ligger foreløbig sidst af de seks hold i 1. division. Med tilstrækkeligt mange points i sæsonens sidste tre ligakamp kan det lokale rugbyhold dog nå en fjerdeplads. Det vil, i så fald, være en tangering af klubrekorden. Men først står der Aarhus RK på programmet. Kampen i Viby J vil vise, om Erritsø GIFs 31 – 22 sejr hjemme over Aalborg RK i sidste weekend var det vendepunkt, klubben har kæmpet for igennem hele sæsonen.

Sådan tackler man effektivt i rugby: Erritsø GIFs Vladimir Nedbailo, der nu spiller i Nordjylland, bringer her en grøn- og sortklædt Aarhus RK spiller til fald. Fra de to klubbers seneste opgør i Erritsø, den 19. maj 2018. Foto: Natasja M. Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Blandt Erritsøs spillere er Rune Rytter Larsen, George Melgaard, Casper Bruus Aerts, Jens Vissing, Alexander Hansen og Thor Steendahl alle meldt klar. Det samme er flere af klubbens oldboys, som resten af sæsonen har stillet sig til rådighed for Erritsø GIFs trup.

Kampen Aarhus RK vs Erritsø GIF spilles lørdag den 22. september 2018 og foregår på ArkPARK, Vårkjærvej 75, 8260 Viby J. Kampen har opspark kl. 14.00.

Læs stillingen i 1. division her: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/table/216

Læs resultater og kampprogrammet i 1. division her: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/calendar/216

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, næstformand, Mobil 61393065, senior@erritsoerugby.dk

En ung rugbypionér

Pressemeddelelse, udsendt tirsdag den 18. september 2018

RUGBY. At være så ung som 17 år og samtidig være pionér i en sport med mange traditioner. Det lyder selvmodsigende. Og så alligevel ikke. For det drejer sig om Theis Arvad Meier og han har en stærk passion for rugby. Samtidig er han så heldig, at han allerede har prøvet at spille på Danmarks rugbylandshold.

Theis stammer fra Odder, hvor han fra sidelinjen så sin far spille rugby. Senere lærte Theis selv spillet ved at kæmpe med og mod de ældre drenge. Selv om familien rykkede nord på, over Limfjorden til Thy, var interessen for rugby stadig stor. Så stor, at familien måtte ud på lange køreture, for at Theis kunne dyrke rugbysporten i Aalborg RK Lynet, den eneste aktive rugbyklub i Nordjylland lige nu. Som årene gik, rykkede familien til Strib ved Middelfart. Det er fra den base, at Theis kom til at spille rugby i Erritsø GIF.

Rugby er en ægte holdsport. Det tiltaler virkelig Theis. Han fortæller med stort engagement, at alle spillere får mulighed for at være med overalt på en rugbybane. Alle er inde i kampen, både i forsvaret og i angrebet. Alle får lov at bidrage med det, de kan. Rugby er nemlig en sport, hvor det gælder om at være aktiv hele tiden. Dermed er det en sport for alle.

Rugby har givet Theis en masse oplevelser. I enkelte tilfælde har han sågar været pionér for rugbysporten. I dette pionerarbejde har Theis været blandt de første efterskoleelever i landet, der i fjor fik et skoleophold i Canada, hvor han mødte og spillede mod jævnaldrende, der også spillede rugby i skoletiden. Dermed har denne form for studierejse åbnet mulighed for, at øvrige unge fra Danmark rejser til udlandet i en periode for at dygtiggøre sig i rugbysporten. Det skal hermed siges, at det er ikke den efterskole, som Theis går på, som arrangere disse rejser. Det er en anden efterskole på Fyn, som arrangerer det, og denne efterskole, Billeshave, har rugby på skoleskemaet i idræt. Dette er noget nyt indenfor rugby i Danmark. Den ældre generation af rugbyspillere i Danmark har ikke altid haft denne muligheder for at rejse ud i verden og suge mere rugbyerfaring til sig.

Derudover har Theis for nylig været udtaget til det danske U-18 rugbylandshold. Det var i den variant af sporten, der kaldes Sevens. Som navnet antyder, kæmper man i Sevens med syv spillere på hvert hold. Til gengæld er kampene kortere og mere intense. En Sevens-rugbykamp varer oftest 2 x 7 minutter. Af disse årsager er Sevens blevet en olympisk disciplin.

Foto fra Dansk Rugby Union: Theis Arvad Meier i rødt og hvidt.

U-18 EM foregik i Ungarn, hvor Theis og de øvrige unge i rødt og hvidt kæmpede om Europamesterskabet. Theis er ikke den første unge spiller fra Erritsø GIF, der er blevet udtaget til det danske landshold i hans aldersklasse. Men han er den seneste og en af de mest talentfulde i klubbens 34-årige historie.

Theis fremhæver, at Sevens er en form for rugby, der er meget tilskuervenlig. Det spilles hurtigere end i den mest gængse form for rugby, hvor de er 15 spillere på hvert hold og hver kamp varer 2 x 40 minutter. Fejltagelser i Sevens koster med det samme i form af en stor scoringsmulighed til modstanderne. Til gengæld er der i Sevens ikke så meget kontakt med modspillere som i 15-mands rugby.

Theis forældre, Thomas og Iben, har været med fra begyndelsen. Også farmor er stolt. Det samme er hans klub. Ja, hele rugby-Danmark glæder sig på Theis’ vegne.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 61273891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Årets første rugbysejr til Erritsø GIF

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 17. september 2018

1. division, 7. runde: Erritsø GIF – Aalborg RK Lynet: 31 – 22 (26 – 5).

Points for Erritsø: Alexander Hansen 10. Jens Vissing 6, Chris ’Ali’ Thomsen, George Melgaard og Gilles Boué hver 5.

Points for Aalborg: Matt Howells, Andreas Robertson, Vladimir Nedbailo, Andy Nielsen hver 5. Sune Jensen 2.

RUGBY. Ti måneder uden sejr. Det kan man kalde tørke. Men endelig lykkedes det for Erritsø GIFs godt kæmpende førstehold at bryde stimen. Efter en foreløbig hård sæson med lutter nederlag, et par af dem meget knebne og et par af dem meget store, kom så endelig forløsningen. Det skete i lørdags den 15. september, hvor det lokale rugbyhold kæmpede sig til en fortjent hjemmesejr. Den blev på 31 – 22 efter pauseføring 26 – 5. Modstanderen var Aalborg Rugbyklub Lynet med flere landsholdsspillere i truppen.

Lørdagens rugbykamp i Erritsø blev et seværdigt opgør imellem to ligeværdige hold. Stærkt forwardarbejde, hurtige pasninger og flot timede løb bevirkede, at Erritsø GIF efter 10 – 15 minutters spil begyndte at finde hullerne i gæsternes forsvar. Og udnyttede dem.

Før pausen scorede Erritsøs lynhurtige højre wing Alexander Hansen to gange, imens indercenter George Melgaard og Chris ’Ali’ Thomsen hver scorede én gang. Efter pausen, og en tidlig reducering fra gæsternes side, fandt Erritsøs franske forward Gilles Boué, et nyt hul i gæsternes forsvar og øgede sikkert til 31 – 10.

Erritsø GIFs franske forward Gilles Boué (med bolden) spillede i lørdags mod Aalborg RK Lynet en ny stor kamp. Han kom desuden på scoringstavlen for sit hold. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

Ved stillingen 31 – 10 og tyve minutter igen tog Erritsø dog lidt for let på sagen. Der blev aldrig spænding om, hvem der ville vinde kampen. Men da for mange af Erritsøs spillere i slutminutterne hellere ville høre, hvorfor dommeren dømte frispark til modstanderne, i stedet for at bringe deres forsvar på plads, kostede det i kampens sidste fem minutter to helt unødvendige scoringer til nordjyderne. Lige som i fodbold må man i rugby nemlig gerne tage et frispark hurtigt. Tre af Aalborgs fire scoringer i kampen faldt således efter hurtig foretagne frispark eller straffespark. Her har Erritsø noget meget konkret, de skal arbejde med og forbedre sig på. Blandt Erritsøs forwards var Rune Rytter Larsen i særklasse sit holds bedste, noget som også modstanderne anerkendte efter kampen.

Med sejren over Aalborg ligger Erritsø GIF stadig sidst af de seks hold i 1. division, landets øverste rugbyliga. Men det lokale rugbyhold har nu kun ét point op til Aalborg. Med tre ligakampe igen inden vinterpausen er Erritsøs muligheder for avancement i tabellen derfor stadig til stede. Men frem for alt: Erritsøs rugbyspil, variation og struktur er begyndt at fungere. Det lover godt for resten af sæsonen og den næste.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 61393065, senior@erritsoerugby.dk

Resultater og kampe i 1. div..: www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/calendar/216

Stillingen i 1. division: www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/table/216.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her ww.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Erritsø GIF i nyt rugbybrag lørdag

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 13. september 2018

RUGBY. Lørdag den 15. september spiller Erritsø GIF sæsonens næstsidste hjemmekamp i 1.division. Gæsterne og modstanderne er den nordjyske traditionsklub Aalborg Rugbyklub Lynet. De to klubber ligger henholdsvis sidst og næstsidst af de seks hold i rugbysportens øverste hjemlige liga. Så der er lagt op til en spændende og intens kamp.

Begge klubber har haft en svær sæson. Både Erritsø og Aalborg kæmper for at få flere points i tabellen og rekruttere flere spillere til deres respektive førsteholdstrupper. For Erritsøs vedkommende bliver der trukket store veksler på klubbens oldboys. Flere tidligere førsteholdsspillere, fx Jan ”Bubsi” Nielsen og holdleder Michael Axø, stiller sig således til rådighed for 1. divisionstruppen i resten af sæsonen.

Selv om Erritsø har vundet fire af de seneste fem opgør over nordjyderne, forudses en lige kamp imellem to jævnbyrdige hold. Hjemmeholdets 25-årige holdkaptajn Thor Steendahl, der også er Erritsø GIFs spillende træner resten af året, siger før lørdagens vigtige hjemmekamp:

”Kampen bliver nok vores bedste mulighed for at få hentet den første sejr i år. Holdet er klar og ser stærkt ud. Nu handler det om at gå ud spille vores spil og tro på det.”

George Melgaard, Erritsøs erfarne 26-årige trekvartback, tilføjer:

”Jeg er glad for den måde, vi ser ud som hold lige nu, forud for denne weekends kamp. Jeg er overbevist om, at vi vil klare os godt imod Aalborg. Forhåbentlig kan vi også hive sejren hjem.”

Topscorer og wing Jens Vissing, fullback Gilles Boué, wing Alexander Hansen, forward Rune Rytter Larsen, og klyngehalf Christtoffer Ki Winstrøm er blandt hjemmeholdets profiler. De er alle meldt klar.

Rugbykampen i 1. division, Erritsø GIF – Aalborg RK Lynet, spilles på den normale hjemmebane på Krogsagervej ved Erritsø Idrætscenter, og foregår lørdag den 15. september. Kampen har opspark kl. 14.00.

Erritsø GIFs forward Rune Rytter Larsen, med bolden, tackles fra flere sider. Fra holdets seneste hjemmekamp imod Aalborg RK Lynet, nov. 2017. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

 Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 61393065, senior@erritsoerugby.dk

Resultater og kampe i 1. div..: www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/calendar/216

Stillingen i 1. division: www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/table/216.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Mod og mandshjerte i svær udkamp

1. division, 6. runde: RK Speed vs. Erritsø GIF: 58 – 10 (22 – 3)

Points for Erritsø GIF: Chris Thomsen 5 (1 forsøg), Thor Steendahl 5 (1 straffe, 1 konvertering)

Det var med ryggen mod muren, at vi i lørdags sendte 12 spillere til Kastrup for at forsvare Erritsø GIFs farver og vores rugbyklubs ære. Som beskrevet andetsteds her på siden har vi i sommerpausen desværre mistet flere bærende kræfter i seniortruppen; en trup som resten af sæsonen bliver forstærket af en håndfuld af vores oldboys, der stadig har fysikken til rugby på eliteniveau. Stor tak til dem. Og nu til kampen lørdag den 1. september.

Vores unge, talentfulde holdkaptajn, Thor Steendahl, beretter:

Vi lånte tre spillere fra Speed i 1. halveg og tre fra Aalborg i 2. halvleg. Første halvleg var ret lige. Speed scorede først på et straffe, hvorefter vi udlignede. Dernæst scorede de et try. Det skete inden for de første 15 min, men de fik ikke mere før sent i halvegen. Der scorede hjemmeholdet to tries, det sidste lige inden pausen.”

Vores klyngehalf Christoffer Ki Winstrøm, næsten midt i billedet, fører an i jagten på den bold, som en blå- og rødklædt holdkammerat fra Erritsø GIF har sparket fremad.

Alexander Hansen, vores lynhurtige højre wing, supplerer:

Vi spillede en stærk første halvleg, men en mindre stærk anden halvleg. Chris scorede dog et flot try midt i anden halvleg, og vi var tæt på et par gange mere.”

Vores trekvartback George Melgaard og vores forward Kenneth “Achmed” Nielsen tackler en forward fra RK Speed.

Kampen gav desuden comeback til “gamle” kæmper som Kenneth “Achmed” Nielsen og Hans Erik “Hanne” Severinsen. Deres mod, mandshjerte og kontante stil var et kæmpe løft for vores hold. Dejligt at se dem tilbage. Desuden hjalp landholdsspilleren Vladimir Nedbailo, til. Han er ellers skiftet til Aalborg RK, men valgte at spille anden halvleg for sin gamle klub. Tak for det, Vlad!

Vores tryscorer Chris Thomsen forsøger et chip henover hjemmeholdets forsvar.

Vores tidligere holdkaptajn, landsholdsspilleren Jeppe M. Holm, som i sommers skiftede tilbage til sin barndomsklub, var med hos Speed. Det var rart for vores spillere at se ham igen, og glæden var gengældt.

Hjemmeholdets sejr på 58 – 10 efter 22 – 3 ved pausen var en tilfredsstillende udgang på opgøret, når alt blev taget i betragtning. Vigtigst var det, at vi gennemførte kampen og fik spillet en god rugbykamp. Alle i blåt og rødt kæmpede bravt og tacklede forbilledligt. Vi ser derfor frem til sæsonens sidste fire ligakampe, samt den afsluttende pokalkamp i november.

Vi skal naturligvis have endnu flere spillere til træning i Erritsø. Her går det langsomt fremad: Fra kun 6 spillere til træning før sommerpausen er vi nu oppe på 8 – 10 spillere hver tirsdag og torsdag. Med en kraftanstrengelse, og en højere prioritering af rugby og vores klub, kan vi godt blive endnu flere. KOM SÅ, GUTTER!!!

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 61393065, senior@erritsoerugby.dk

Alle fotos: Steffen Weiss.

Om vores førstehold – i årets første otte måneder

Hårdt forår

Vores talentfulde førsteholdstrup, som spiller i landets øverste rugbyliga – 1. division – har kæmpet bravt igennem hele forårssæsonen. I april nåede gutterne desuden pokal-semifinalen, som dog blev tabt til RK Speed fra Amager. I juni blev de to ligakampe, ude mod Aalborg RK og hjemme mod CSR/Nanok, desværre også tabt.

I alle forårets fem ligakampe kæmpede holdet sig samlet til to points i tabellen, begge bonuspoints efter smalle nederlag. I skrivende stund ligger vi sidst af de seks hold i 1. division. Se den aktuelle stilling her: www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/table/216.

Situation fra hjemmekampen mod CSR/Nanok den 16. juni 2018, hvor de københavnske gæster vandt 1. divisionsopgøret med 8 – 24. Til venstre ses Erritsø-forward Rune Rytter Larsen, i midten (med bolden) trekvartbacken Jesper Jensen, udlånt fra Odense RC.

Bowl-finale I 7’s turnering

I landets største, årlige 7-mands rugbystævne, Scandinavian Open 7’s, deltog vi midt i august på et fælles hold bestående af spillere fra Erritsø GIF og Odder RK. Det gik sportsligt godt på Amager, idet vores hold nåede den såkaldte Bowl-finale for de bedste 3’ere fra alle puljerne. I Bowl-finalen blev det dog til nederlag imod stærke Hundested RK. Vi fik et par skadede spillere med hjem, som skal restituere kraftigt inden efterårets første ligakamp 1. september.

Smallere trup

I sommerpausen har vi desværre sagt farvel til en lille håndfuld unge, markante førsteholdsspillere, som har fået job eller uddannelsesplads andre steder i landet eller uden for Danmark. Andreas Budsted og Tobias Mulvad kan vi heldigvis forvente tilbage fra henholdsvis Thule-basen og Australien, når vi når til vinter. På gensyn til Andreas og ”Toby”. To andre store talenter, A-landsholdsspillerne Jeppe M. Holm og Vladimir Nedbailo, får vi desværre ikke tilbage. De fortsætter i henholdsvis RK Speed og Aalborg RK. Vi takker Jeppe og ”Vlad” mange gange, og ønsker dem held og lykke i deres nye klubber.

Jeppe M. Holm (t.v.), og Vladimir Nedbailo omgivet af gule Speed-spillere, er skiftet til h.h.v. RK Speed og Aalborg RK Lynet. Begge landsholdsspillere vil blive savnet i Erritsø.

Vores resterende spillertrup klør på til træning og satser på at fuldføre 1. division med bedst mulige resultat, samt til slut vinde pokalkampen den 10. november mod en endnu ukendt modstander. Syv af vores oldboys har – heldigvis – givet håndslag på, at de vil træde ind i førsteholdstruppen og hjælpe til, i det omfang de har kræfterne til det. Tak til alle de gamle kæmper, der nu vil trække i Erritsø-trøjen igen.

Tre ligakampe i september

Efteråret i landets øverste liga starter lørdag den 1. september med fuldt program i 1. division. Dér tager vi til RK Speed på Amager for at få revanche for de to knebne hjemmebanenederlag i april og maj. To uger senere tager vi hjemme imod Aalborg RK Lynet. Også her har vi revanche til gode. Lørdagen efter tager vi så til Viby J for at møde Aarhus RK. Det er kampene imod de to jyske hold, vi rent pointmæssigt har størst forventning til. Holdkaptajn og spillende træner Thor Steendahl er optimist på spillernes vegne.

Holdkaptajn Thor Steendahl.

I oktober venter to kampe mod henholdsvis CSR/Nanok og Frederiksberg RK. Disse to kampe forventes at blive hårde, idet begge hold bejler til DM-medaljerne. Men spændende bliver det, for begge hold spiller fantastisk rugby og er derfor en fornøjelse at spille imod.

Her på hjemmesiden og på www.facebook.com/EGIFRUGBY kan du læse resultaterne og se referat og billeder fra kampene.

Opstart af ungdom og nyt u 8 tag rugby hold

Tag rugby for u 8 år
På tirsdag starter træning op for ungdom igen kl 16.45 til 18.00.
Vi vil som noget nyt prøve at starte et u 8 hold op som skal spille tag rugby .
Så kender du nogen børn som er mellem 5 og 8 år så spred budskabet om at nu er det muligt at spille rugby uden kontakt men med alt andet Hvad rugby indeholder.
Tag rugby er for både piger og drenge.
Alt dette foregår på rugby klubbens anlæg på Krogsagervej 46 A i Erritsø (bag Erritsø hallen )
For yderligere information omkring tag rugby eller vores andre hold er i velkommen til at skrive eller ringe på tlf 22150634
Mvh Jan Nielsen ungdoms ansvarlig.

Regn, sved – men ingen rugbysejr

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 18. juni 2018

1. division, 5. runde: Erritsø GIF – CSR/Nanok: 8 – 24 (3 – 17).

Points for Erritsø GIF: Jens Vissing 3, Jimmi B. Hede 5.

RUGBY: Det lykkedes ikke Erritsø GIF at hente sæsonens første rugbysejr. Lørdagens hjemmekamp endte med en fortjent 24 – 8 gevinst til københavnske CSR/Nanok efter føring 17 – 3 ved pausen. Opgøret blev derved ikke det vendepunkt, det lokale rugbyhold havde satset på.

Erritsø GIF spejder fortsat efter sæsonens første sejr i landets øverste rugbyliga. I lørdagens 1. divisions opgør ved Erritsø Idrætscenter var det gæsterne, som fra start sad på kampen.

Som det skete for Erritsø i sæsonens fire første ligakampe, bragte modstanderne sig hurtigt foran. Efter 19 minutter havde københavnerne således scoret to gange og førte 12 – 0. Derfra var det op ad bakke for det lokale rugbyhold, som kæmpede bravt, men ikke kunne tiltvinge sig overtaget.

Inden pausen reducerede topscorer Jens Vissing for Erritsø. Det skete på et straffespark. Pauseføringen 17 – 3 til CSR/Nanok blev dog sikret via endnu en scoring efter et flot gennembrud.

Anden halvleg blev en stillingskrig, hvor gæsterne scorede en enkelt gang. Ti minutter før tid foretog Erritsø sin første og eneste udskiftning i kampen. Veteranen Jimmi B. Hede erstattede Per Søndergaard som propforward. Efter massivt Erritsøpres sendte klyngehalf Christoffer Ki Winstrøm bolden i favnen på netop indskiftede Jimmi B. Hede. Med kolossal opbakning fra sine øvrige forwards fik han presset sig igennem gæsternes forsvar. Reduceringen til 8 – 24 blev kampens slutresultat.

Farvel til tre
Hele tre forwards vil mangle, når Erritsø GIF efter sommerpausen igen trækker i rugbytrøjerne. Landsholdsspiller og tidligere holdkaptajn Jeppe Maagaard Holm, 24 år, vender nu tilbage til sin barndomsklub RK Speed, imens Per Søndergaard, der er 34 år, stopper med rugby. Derudover drager 25-årige Tobias Mulvad på studieophold i Australien. Han satser på at suge mere rugbyerfaring til sig ’Down Under’, idet Australien hører til blandt verdens absolut førende rugbynationer. Næste ligakamp for Erritsø GIF spilles lørdag den 1. september, hvor RK Speed på Amager er vært.

Erritsø GIFs talentfulde forward, Tobias Mulvad, i et gennembrud. Fra lørdagens opgør hjemme mod CSR/Nanok. Foto: Natasja M. Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 61393065, senior@erritsoerugby.dk

Resultater og kampe i 1. div.: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/calendar/216

Stillingen i 1. division: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/table/216.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts