Om Rugby

Rugby er en af verdens største idrætsgrene og er organiseret i World Rugby.

På verdensplan er sporten opdelt i det mest udbredte Rugby Union, der indtil 1995 udelukkende var for amatører, og Rugby League, der siden 1895 – i over 125 år – er blevet spillet af professionelle. Reglerne imellem de to grene af rugby varierer på en række punkter.

I Danmark spilles udelukkede Rugby Union, og resten af teksterne på hele denne hjemmeside omhandler Rugby Union – og hovedsageligt den form for rugby, hvor der er 15 spillere på hvert hold på banen ad gangen.

I flere lande er Rugby Union nationalsport, i for eksempel New Zealand. I Europa er Irland, Wales, England, Skotland, Frankrig og Italien i særklasse de bedste rugbynationer. Disse seks lande kendes som Six Nations og spiller hvert vinter og forår en intern turnering om Six Nations trofæet. Irland er regerende Six Nations mester.

Georgien har i de seneste år udviklet rugby i en grad, så de ved årsskiftet 2020/2021 faktisk lå nr. 12 i verden – foran Italien, der lå nr. 14.

På den sydlige halvkugle er Argentina, Australien, New Zealand og Sydafrika i en klasse for sig. Hvert sommer spiller disse lande om Four Nations trofæet, en pendant til Six Nations. Sydafrika er regerende Four Nations mester (og verdensmester). I mange år er All Blacks – som New Zealands landshold kaldes – dog med rette blevet regnet som verdens bedste rugbyhold. I nedenstående videoklip kan du se All Blacks foretage deres kendte ritual, den såkaldte HAKA, før en VM-kamp mod Frankrig.

Haka’en er en oprindelig krigsdans udført af New Zealands oprindelige befolkning, Maorierne. Haka’en er derfor både en hyldest til landets kultur og historie og en effektiv måde at skræmme sine modstandere på før en kamp.

USA hører også til top-15 nationerne i rugby, og der spilles rugby på de fleste universiteter i landet. Stillehavsnationer som Japan, Fiji, Samoa og Tonga har desuden en fantastisk rugbytradition og ligger alle i verdens top-20. Seneste rugby-VM i 2019 blev med succes afholdt i Japan, der endte som en flot nummer fire.

Fiji og Japan kan – på en god dag – besejre et af Four Nations eller Six Nations landede. Når det sker, vækker det opsigt blandt hele verdens rugbyfans, som følger med på TV og internet. Live eller på andre platforme. Verdensranglisten toppes af New Zealand foran Irland – og opdateres løbende her:https://www.world.rugby/

Traditioner

Rugby Union bærer tydeligt præg af at være en britisk sportsgren med mange traditioner og ritualer. Indtil 1995 var rugby union stadig officielt en rendyrket amatørsport, men det er gået meget hurtigt siden da. Fairplay og gentlemanship er dog stadig uløseligt forbundet med rugby – også i dansk rugby. Eksempelvis kan det nævnes, at begge hold efter kampens sidste fløjt altid takker hinanden for kampen. Det gør de ved at klappe hinanden ud af banen i en form for æresport. I klubhuset efter kampen taler begge kaptajner og kårer dernæst begge holds bedste spillere på dagen.

Fysiske krav til spillerne

Rugby er en kontaktsport, der kan forekomme at være voldsom – men de er ikke voldelig. Dette giver sig udslag i et omfattende regelsæt, hvor enhver form for ulovligt spil straffes af dommeren på stedet. Modsat mange andre sportsgrene nyder dommeren i rugby en udbredt grad af respekt fra spillernes side. Disciplin er derfor et af kodeordene i rugby, også i Danmark. De øvrige kodeord i dansk rugby er: Passion, Respekt, Sammenhold og Fairplay.

 

Der er stor forskel på de fysiske krav til hver enkelt spiller på et hold. Holdets forwards (klyngespillere) har brug for at være store og stærke, imens alle backs (kædespillerne) i højere grad har brug for at være hurtige og teknisk dygtige.

Sydafrikas Bryan Habana scorer i en landskamp mod New Zealand, 15. september 2012. Habana er en af de mindre, men lynhurtigere spillere i international rugby. Foto: REUTERS/Anthony Phelp.

Rugby er også et meget teknisk spil, hvor indøvede kombinationer (moves) ved bl.a. indkast og klynger kun lykkes, hvis alle spillere holder sig til holdets taktik. Når dette sker, er rugby et meget imponerende og elegant spil.

VM i Rugby

World Rugby arrangerer VM i Rugby, som afvikles hvert fjerde år, senest i England i 2015. Det allerførste VM i rugby foregik i 1987. Derfor har der kun været afholdt rugby-VM i alt otte gange. Som nævnt ovenfor er Sydafrika regerende verdensmestre. Sydafrika har – ligesom New Zealand – vundet VM foreløbig tre gange. Australien har vundet VM-titlen to gange, imens England er blevet verdensmester en enkelt gang.

Sydafrikas tidligere præsident, Nelson Mandela, lykønsker holdkaptajn Jacobus Francois Pienaar med landets første VM-titel – på hjemmebane i 1995 efter finalesejr på 15 – 12 over New Zealand.

Som sportsbegivenhed er VM i Rugby en af verdens største sportsbegivenheder, og overskuddet fra Rugby World Cup anvendes hovedsagelig til udviklingsarbejde verden over – også i Danmark.

Reglerne

I den mest gængse form for rugby er der 15 spillere på hvert hold. 15-mands rugby var oprindeligt OL disciplin, men blev taget af programmet allerede i 1924. Der spilles også rugby med 10 spillere på hvert hold, en variant som fra 2018 også spilles i Danmark.

Et godt overblik over de vigtigste regler kan i rugby læses her: https://da.wikipedia.org/wiki/Rugby_union

Sevens eller 7-a-side

En tredje variant af rugby kræver kun 7 spillere på hvert hold. Denne form for rugby er meget populær, også i Danmark. Sevens er et meget hurtigt spil og favoriserer derfor sportens mest atletiske typer.

Sevens spilles på en normal rugby bane, der er godt 100 meter lang og 70 meter bred. En Sevens-kamp varer oftest 2 x 7 minutter og er særdeles publikumsvenligt.

Ved OL i Rio i 2016 vendte rugby endelig tilbage som olympisk disciplin, hvor der blev spillet en flot Sevens-rugbyturnering. Fiji slog i OL-finalen selveste Storbritannien. Der afholdes hvert fjerde år et officielt VM i Sevens.

Danmark har i disse år større succes i Sevens end i 15-mands rugby og deltager i både VM- og OL-kvalifikationerne i denne variant af rugby. Danmark deltog i forsommeren 2019 i forkvalifikationen til OL – både på kvinde- og herresiden. Kvinderne nåede her længst.

Rugby i Danmark

I Danmark har der været spillet rugby siden 1931, men Dansk Rugby Union (DRU) blev først stiftet i 1950. DRU blev optaget i Danmarks Idræts-Forbund i 1971 og senere samme år i FIRA-AER (den europæiske rugby union). I 1974 var DRU medstifter af Nordisk Rugby Union (nu Scandinavian Rugby Union) og i 1988 blev DRU optaget i IRB (International Rugby Board), i dag World Rugby. DRUs hjemmeside er www.rugby.dk

DRU har knap 2.500 medlemmer fordelt på mere end 30 klubber, som befinder sig på Sjælland, Fyn og i Jylland.

Danmarksturneringen for seniorer, herrer, afvikles hvert år fra maj til november med en kort sommerpause i hele juli. Der spilles i 1. division, samt i 2. division øst og 2. division vest. Sideløbende har DRU en pokalturnering for seniorer, hvor alle klubber med et eller flere seniorhold kan tilmelde sig.

Kvindernes DM afvikles som en række stævner med syv spillere på hvert hold, det såkaldet Sevens eller 7’s, hvor den samlede vinder kåres til sidst. Internationalt klarer kvindernes 7’s landshold sig bedre end mændenes. Kvindelandsholdet spiller i den europæiske B division (Conference).

Derudover afvikles både regionale og landsdækkende rugbystævner for børn og unge i rækkerne u/8, u/10, u/12, u/16 og u/18. De største af stævnerne kan samle op mod 500 deltagere, hvor forældre og frivillige spiller en meget stor rolle i afviklingen.

Alle de årlige ligaer og turneringer arrangeret af DRU kan ses her:http://www.rugby.dk/turneringer

DRU’s A-landshold for herrer spiller både 15-mands og Sevens.

DRU har desuden et ungdomslandshold i aldersrækkerne U/19. Dette er udelukkende Sevens. Ungdomslandsholdene indgår i DRU’s talentudvikling og holdene deltager i internationale turneringer i og uden for Europa.

Danmarks plads på verdensranglisten

Ved årsskiftet 2020/2021 var Danmarks herrelandshold rangeret som nr. 71 i verden, foran Finland og Norge, men efter Sverige, der ligger nr. 53.

Danmarks 15-mands herrelandshold hjemme mod Norge, 27. september 2018. Kampen blev afviklet i Rugby Europe International Championship, Conference 2 North, og endte med sikker dansk sejr på 42 -10 efter 25 – 3 ved pausen.

DRUs 15-mands herrelandshold deltager hvert år i den europæiske nationsturnering (EM). Danmark er placeret i Europas Conference 2, Nord. Med lande som Norge, Finland og Østrig.