Om vores førstehold – i årets første otte måneder

Hårdt forår

Vores talentfulde førsteholdstrup, som spiller i landets øverste rugbyliga – 1. division – har kæmpet bravt igennem hele forårssæsonen. I april nåede gutterne desuden pokal-semifinalen, som dog blev tabt til RK Speed fra Amager. I juni blev de to ligakampe, ude mod Aalborg RK og hjemme mod CSR/Nanok, desværre også tabt.

I alle forårets fem ligakampe kæmpede holdet sig samlet til to points i tabellen, begge bonuspoints efter smalle nederlag. I skrivende stund ligger vi sidst af de seks hold i 1. division. Se den aktuelle stilling her: www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/table/216.

Situation fra hjemmekampen mod CSR/Nanok den 16. juni 2018, hvor de københavnske gæster vandt 1. divisionsopgøret med 8 – 24. Til venstre ses Erritsø-forward Rune Rytter Larsen, i midten (med bolden) trekvartbacken Jesper Jensen, udlånt fra Odense RC.

Bowl-finale I 7’s turnering

I landets største, årlige 7-mands rugbystævne, Scandinavian Open 7’s, deltog vi midt i august på et fælles hold bestående af spillere fra Erritsø GIF og Odder RK. Det gik sportsligt godt på Amager, idet vores hold nåede den såkaldte Bowl-finale for de bedste 3’ere fra alle puljerne. I Bowl-finalen blev det dog til nederlag imod stærke Hundested RK. Vi fik et par skadede spillere med hjem, som skal restituere kraftigt inden efterårets første ligakamp 1. september.

Smallere trup

I sommerpausen har vi desværre sagt farvel til en lille håndfuld unge, markante førsteholdsspillere, som har fået job eller uddannelsesplads andre steder i landet eller uden for Danmark. Andreas Budsted og Tobias Mulvad kan vi heldigvis forvente tilbage fra henholdsvis Thule-basen og Australien, når vi når til vinter. På gensyn til Andreas og ”Toby”. To andre store talenter, A-landsholdsspillerne Jeppe M. Holm og Vladimir Nedbailo, får vi desværre ikke tilbage. De fortsætter i henholdsvis RK Speed og Aalborg RK. Vi takker Jeppe og ”Vlad” mange gange, og ønsker dem held og lykke i deres nye klubber.

Jeppe M. Holm (t.v.), og Vladimir Nedbailo omgivet af gule Speed-spillere, er skiftet til h.h.v. RK Speed og Aalborg RK Lynet. Begge landsholdsspillere vil blive savnet i Erritsø.

Vores resterende spillertrup klør på til træning og satser på at fuldføre 1. division med bedst mulige resultat, samt til slut vinde pokalkampen den 10. november mod en endnu ukendt modstander. Syv af vores oldboys har – heldigvis – givet håndslag på, at de vil træde ind i førsteholdstruppen og hjælpe til, i det omfang de har kræfterne til det. Tak til alle de gamle kæmper, der nu vil trække i Erritsø-trøjen igen.

Tre ligakampe i september

Efteråret i landets øverste liga starter lørdag den 1. september med fuldt program i 1. division. Dér tager vi til RK Speed på Amager for at få revanche for de to knebne hjemmebanenederlag i april og maj. To uger senere tager vi hjemme imod Aalborg RK Lynet. Også her har vi revanche til gode. Lørdagen efter tager vi så til Viby J for at møde Aarhus RK. Det er kampene imod de to jyske hold, vi rent pointmæssigt har størst forventning til. Holdkaptajn og spillende træner Thor Steendahl er optimist på spillernes vegne.

Holdkaptajn Thor Steendahl.

I oktober venter to kampe mod henholdsvis CSR/Nanok og Frederiksberg RK. Disse to kampe forventes at blive hårde, idet begge hold bejler til DM-medaljerne. Men spændende bliver det, for begge hold spiller fantastisk rugby og er derfor en fornøjelse at spille imod.

Her på hjemmesiden og på www.facebook.com/EGIFRUGBY kan du læse resultaterne og se referat og billeder fra kampene.