Lørdag den 23. februar er Erritsø GIF Rugby vært for et indendørs Touch Rugby stævne med deltagende hold fra Jylland og Fyn.
Lidt om Touch Rugby
Touch Rugby kan spilles både udendørs og indendørs. Der et teknisk baseret spil, der – som navnet angiver – ikke indeholder tacklinger, som normalt i rugby. I stedet for en tackling berører man sin modstander med en eller begge hænder, hvorefter boldbæreren skal passe bolden til en medspiller. Ellers mister man bolden til modstanderne.
Touch Rugby kræver hurtighed, overblik, samspil, og er desuden god konditionstræning. Denne variant af rugby er i fremgang verden over, nok fordi den ikke kræver den store forudgående forståelse for reglerne og ikke er så hård og så fysisk betonet.
Indendørs spilles Touch Rugby på en normal håndboldbane. Spilletiden pr. kamp kan variere. I dette stævne varer hver kamp 10 minutter.
FAST-4 stævnet i EIC lørdag den 23. februar
Disse 5 hold deltager i vores indendørs Touch Rugby stævne, der foregår i Erritsø Idrætscenter lørdag den 23. februar kl. 12.00 – 15.30.
Der spilles i Hal 1 – med gode tilskuerforhold – med kampstart kl. 12. Idrætscenterets café vil være åben under hele stævnet. Holdene er:
1 Aalborg RK Lynet
2 ARK Misfits (Aarhus)
3 Rugby Club Odense
4 Erritsø Oldboys
5 Erritsø Ynglinge / Seniorer
Spilletid: 10 minutter per kamp. 5 min. pause imellem hver kamp.
Afvikling: Alle hold mødes i kamp én gang – med efterfølgende broncekamp og finale.
Præmie: Pokal til vinderen af finalen overrækkes umiddelbart efter slutkampen, der forventes færdigspillet kl. 15.
Kampplanen for hel stævnet ses nedenfor. VEL MØDT!
Så er det tid til at betale kontingent. For første halvår 2019.
Ungdom og Senior bedes betale kontingent for forårssæsonen 2019 (1. januar – 30. juni). Betaling for efterårssæsonen skal først falde til august/september.
NB: Oldboys betaler dog for hele 2019 nu. Derved skal de ikke betale mere klubkontingent resten af året.
Kontingentbeløbene er:
500 kr for Ungdom (alle under 18 år pr. 1. januar i år)
1.000 kr Senior (alle 18 år eller derover pr. 1. januar i år)
500 kr for Oldboys (alle 35 år eller derover pr. 1. januar i år)
Beløbet kan enten indbetales på vores konto i FRØS Sparekasse 7572 – 22985 eller via Mobilepay til 85920. Husk og skrive navn på betalingen.
Kontingent bedes indbetales senest 1. marts 2019.
NB: Er du medlem af vores oldboysloge “Fratres Ovalibus”, vil du senere på foråret modtage en særskilt opkrævning på 150 kroners logekontingent for 2019. Denne opkrævning vil komme fra logen. Blot til din info.
Pressemeddelelse, udsendt mandag den 18. februar 2019
RUGBY. Fredericia Idrætsfond gav tidligere på måneden den lokale rugbysport et vigtigt økonomisk tilskud. I alt 20.000 kroner fik Erritsø GIF Rugby tildelt af fonden. Beløbet er øremærket udviklingen af et talent-setup i rugbyklubben, der nu tæller over 165 medlemmer.
Vigtigt afsæt
Næstformand og senioransvarlig i Erritsø GIF Rugby, Allan Pertti Frandsen, kvitterer således:
”Vi er dybt taknemlige for støtten fra Fredericia Idrætsfond. Den betyder, at vores nye talent- og elitesatsning har fået det rigtige afsæt. Vores nye cheftræner, Dennis Graversen, aflønnes jo gennem vores særskilte talent- og eliteprojekt. Lige nu søger vi private og virksomheder, der for et relativt beskedent beløb på 5.000 kroner i hvert af de tre år 2019, 2020, 2021 medvirker til, at vores cheftræner får sin aflønning. Vi tror for alvor på, at vi i løbet af året får lavet de sidste elitesponsor-aftaler.”
Flere lokale rugbytalenter
Ansættelsen af den nye cheftræner i Erritsø GIF Rugby markerer overgangen til en mere eliteorienteret tilgang til rugby i Fredericia og omegn. For det første skal Dennis Graversen styrke overgangen fra ungdom til seniorspiller i klubben. For det andet skal han træne og udvikle førsteholdstruppen til at præstere og vinde DM-metal. For det tredje skal han indgå i de forskellige trænerfora, som byen og kommunen kører. For det fjerde satser Erritsø GIF Rugby, via Dennis Graversens trænerarbejde, på et tættere samarbejde med Fredericia Eliteidræt. Det skulle meget gerne udmønte sig i, at talentlinjen på Ullerup Bæk Skole i Fredericia om få år også får unge, lokale rugbyspillere blandt deres elever.
Erritsø GIFs rugbytalenter (i blåt og rødt) kæmper ude mod Odder RK.
Formand for Erritsø GIF Rugby, Kurt Due Petersen, tilføjer:
”I vores hidtidige 35 år som eneste rugbyklub i kommunen har vi udklækket over 40 ungdomslandsholdsspillere og over 20 A-landsholdsspillere. Undervejs har vores børne- og ungdomshold vundet DM-medaljer af alle slags. Kun vores førstehold mangler at vinde DM-metal og løfte de helt store pokaler. Det vil vi ændre på fremover. Derfor har vi lavet denne talent- og elitesatsning 2019 – 2021.”
Godt for integrationen
Rugby er en international udbredt sport, som verden over bruges til at integrere børn, unge og voksne i deres nye nærmiljø. Således findes der blandt Erritsø GIF Rugbys over 165 medlemmer mange udenlandske tilflyttere til Fredericia om omegn. Disse tilflyttere, eller expats, søger aktivt rugbysporten, fordi de kender den fra deres hjemland og forbinder den med noget positivt.
Erritsø GIFs George Melgaard med nr. 9 på ryggen igangsætter et angreb fra en løs klynge. Fra pokalkvartfinalen ude mod Hundested RK, marts 2017.Formand for Kultur- og Idrætsudvalget og medlem af Idrætsfonden, Lars Ejby Pedersen, lykønsker Erritsø GIF Rugby med det kærkomne bidrag fra Idrætsfonden. Fra venstre i billedet ses rugbyklubbens kasserer Niels Hejslet, Lars Ejby Pedersen, næstformand Allan Pertti Frandsen og suppleant Henrik. N. Christensen.
Vores nye cheftræner, Dennis Graversen, har hele vinteren glædet til at starte vores udendørs træning, der skal lede op til vores sæsonstart 2019.
Tirsdag den 19. februar trækker vi derfor i træningstøjet, binder rugbystøvlerne, og tager fat på den nye udendørs rugbysæson.
Vores talentfulde førsteholdstrup træner hver tirsdag og torsdag kl. 18 – 20. Det foregår under lysbanen ved siden af vores store rugbybane – med omklædning inde i Erritsø Idrætscenter. Vores klubhus vil være åbent før og efter træning.
Vores holdkaptajn, Thor Steendahl, iværksætter et nyt Erritsø-angreb. Fra hjemmekampen Erritsø GIF vs Aalborg RK Lynet 11. november 2017 – en pokalkvartfinale som Erritsø vandt 45 – 5.
Spillermøde torsdag den 21. februar – efter træning
Efter træningen på torsdag afholder Dennis et spillermøde for hele truppen. Der serveres varm suppe og kolde øl og vand til alle spillere. Som altid, uden beregning. VEL MØDT!
Oversigt over alle førsteholdets kampe i 2019 finder du under menupunktet “Seniorer” / “Førsteholdskampe 2019” på denne hjemmeside. Du kan også klikke på fotoet nedenfor. Dette opslag med kampoversigten 2019 hænger også på vores opslagstavle i klubhuset.
Vil du gøre en forskel og arbejde for mere og bedre lokal udbredelse af verdens bedste sport?
I Elbo-Bladet af 5. februar 2019 indrykkede vi denne meddelelse.
Så næste lørdag den 23. februar fra kl. 18.30 skal vi blandt andet vælge ny formand, flere nye bestyrelsesmedlemmer, samt ikke mindst vælge nye og idérige medlemmer af vores vigtige udvalg.
Det foregår i vores klubhus på Krogsagervej tæt på Erritsø Idrætscenter.
Under den årlige idrætsfest i Fredericia Idrætscenter, tirsdag den 5. februar 2019, fik vi af Fredericia Idrætsfond overrakt en check på hele 20.000 kroner!!!
De 20.000 kroner er øremærket vores talentudvikling. Dette tilskud er helt afgørende for, at vores talent- og elitesatsning kommer godt fra land. I de kommende år vil vi målrettet udvikle endnu flere unge rugbytalenter i vores rugbyklub, som nu tæller over 165 medlemmer.
På billedet ønsker formand for Kultur- og Idrætsudvalget og medlem af Idrætsfonden, Lars Ejby Pedersen, os tillykke med det kærkomne bidrag fra Idrætsfonden.
I vores hidtidige 35 år som eneste rugbyklub i kommunen har vi udklækket over 40 ungdomslandsholdsspillere og over 20 A-landsholdsspillere. Undervejs har vores børne- og ungdomshold vundet DM-medaljer af alle slags. Kun vores førstehold mangler at vinde DM-metal og løfte de helt store pokaler. Det vil vi ændre på fremover.
Derfor ansatte vi fra årsskiftet cheftræner Dennis Graversen. Han bliver en helt central person i vores fremtidige talentudvikling.
Vi glæder os til at berette mere herom senere på vinteren.
Kunne du tænke dig at stå i spidsen for en af bedst organiserede Rugbyklubber i DK? Så er muligheden der d.23/2 til Generalforsamlingen. Du kan blive formand for en fantastisk dynamisk bestyrelse der arbejder med nogle rigtig spændende projekter. Vi har en solidarisk fordeling af arbejdsopgaverne, så kommer ikke til at “sidde med det hele” Vil du vide mere om denne spændende post er du meget velkommen til at kontakte mig på 20 26 33 37.
Også i år har vi opgaver ved Dilettant forstillingerne i forsamlingshuset. Der fordeler sig så ledes:
4 personer til 0pstilling af borde og stole + borddækning.
FREDAG DEN 1. MARTS: Kl. 15.00 – 16.30 Henrik – Birthe – Hvem? – Hvem?
TIRSDAG DEN 5. MARTS: Kl. 15.30 – 17.00 Henrik – Birthe – Hvem? – Hvem?
LØRDAG DEN 9. MARTS: Kl. 10.00 – 11.30 Henrik – Birthe – Ditte – Kurt
1 person til flg. opgaver sammen med folk fra 3 andre afdelinger
TIRSDAG DEN 5. MARTS: kl. 16.45 – 23.30 Hvem? Klargøring af bar Klargøring af buffet Betjening af bar Betjening af gæsterne i salen Ansvarlig for at toiletterne er pæne rene Kaffebrygning Afrydning af borde og opvask Oprydning Sætte borde og stole på plads til torsdags forestillingen
HUSK: Det er lette opgaver og sidste år fik vi 200 kr./time til at lave aktiviteter for.
Så begynder igen vi at rekruttere hjælpere til diverse opgaver for at skaffe penge til aktiviteter, til glæde for os alle.
Første opgave er at hjælpe vores sponsor, OK benzin på butikstorvet d.9/2 kl. 10 – 14. Vi skal stille med to mand i det tidsrum, og vi regner med vagter på 2 timer. Dvs. 10-12 og 12-14. Jeg tager den ene vagt kl.12-14, så mangler vi bare 3 andre. Kom frisk, det er en nem tjans. Skriv på 20 26 33 37 (Kurt)