Under den årlige idrætsfest i Fredericia Idrætscenter, tirsdag den 5. februar 2019, fik vi af Fredericia Idrætsfond overrakt en check på hele 20.000 kroner!!!
De 20.000 kroner er øremærket vores talentudvikling. Dette tilskud er helt afgørende for, at vores talent- og elitesatsning kommer godt fra land. I de kommende år vil vi målrettet udvikle endnu flere unge rugbytalenter i vores rugbyklub, som nu tæller over 165 medlemmer.
På billedet ønsker formand for Kultur- og Idrætsudvalget og medlem af Idrætsfonden, Lars Ejby Pedersen, os tillykke med det kærkomne bidrag fra Idrætsfonden.
I vores hidtidige 35 år som eneste rugbyklub i kommunen har vi udklækket over 40 ungdomslandsholdsspillere og over 20 A-landsholdsspillere. Undervejs har vores børne- og ungdomshold vundet DM-medaljer af alle slags. Kun vores førstehold mangler at vinde DM-metal og løfte de helt store pokaler. Det vil vi ændre på fremover.
Derfor ansatte vi fra årsskiftet cheftræner Dennis Graversen. Han bliver en helt central person i vores fremtidige talentudvikling.
Vi glæder os til at berette mere herom senere på vinteren.