Semifinale-exit for Erritsø Rugby

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 31. marts 2019

Pokalsemifinale: CSR/Nanok vs. Erritsø GIF: 36 – 14 (19 – 0). Spillet lørdag den 30. marts 2019.

Points for Erritsø GIF: Craig Johnson og Casper Bruus Aerts hver 5. Thor Steendahl 4.

RUGBY. For andet år i træk blev semifinalen i Dansk Rugby Unions pokalturnering endestationen for Erritsø GIF. Denne gang var det københavnske CSR/Nanok, som stod i vejen for det lokale rugbyhold. Som kampen forløb var det dog ganske fortjent, at det var CSR/Nanok, der løste billet til pokalfinalen den 29. juni.

Københavnerne viste fra starten, at de var meget opsatte. Hurtigt passede de bolden rundt, og efter kun tre minutter bragte de sig foran 7 – 0 efter et flot gennemspillet angreb. Med forårssolen i øjnene og vinden i ansigterne kæmpede Erritsø GIF hårdt for at komme tilbage. Men hjemmeholdet bevarede klogt overtaget, undtagen i de faste klynger, hvor Erritsø fik ro og stabilitet til at igangsætte gode modangreb. Erritsøs normale trekvartback George Melgaard var rykket ind som klyngehalf, en opgave han løste glimrende. Men Erritsø havde svært ved at udnytte de få huller i CSR/Nanoks forsvar. Desuden fik hjemmeholdet med kontante tacklinger lukket Erritsøs angreb ned.

CSR/Nanok lagde Erritsø GIF (i blåt og rødt) under massivt pres. Foto: Erritsø GIF Rugby.

I løbet af første halvleg måtte først Erritsøs tilbagevendte fullback Jens Vissing, dernæst indercenter Hans Erik Severinsen og til sidst højre wing Andreas Raun lade sig udskifte. Det skete efter hændige uheld i kampens hede. De tre udskiftninger tvang Erritsø til omrokeringer, hvor George Melgaard blev rykket ned som fullback og Henrik H. Jørgensen kom ind som klyngehalf. CSR/Nanok lagde yderligere pres på, og i første halvlegs meget lange overtid scorede de yderligere to gange.

Bagud med tre scoringer var det Erritsøs plan at slå tilbage i anden halvleg. Alligevel blev det CSR/Nanok, der startede med en ny scoring. Men i stedet for et sammenbrud tog Erritsøspillerne sig selv i nakken og kæmpede heroisk videre. Det kostede på kræfterne og yderligere fire Erritsøspillere måtte lade sig udskifte, heriblandt de to forwards Andreas de Neergaard Budsted og Per Søndergaard.

Efter lang tids pres fik Erritsø endelig trykket hjemmeholdet i bund, hvorefter ydercenter Craig Johnson flot udnyttede et lille hul i CSR/Nanoks forsvar til Erritsøs første scoring. Begge hold fik hen mod slutning af kampen scoret hver én gang. Først hjemmeholdet, dernæst Erritsøs venstre wing Casper Bruus Aerts, der i overtiden fik presset bolden i græsset bag hjemmeholdets mållinje. Thor Steendahl lukkede dernæst kampen med et sikkert spark over til slutresultat 36 – 14.

Efter sejre i årets første to rugbykampe løb Erritsø GIF dermed ind i sæsonens første nederlag. Cheftræner Dennis Graversen var fattet efter sit holds exit fra pokalturneringen.

”Vi mødte et bedre hold, ingen tvivl om det. Jeg sidder dog med en fornemmelse af, at vi godt kunne have gjort det bedre. Holdet begynder nemlig at fungere med det nye system, vi arbejder med. Specielt synes jeg, at en spiller som Thor Steendahl, vores holdkaptajn, videreudvikler sig virkelig positivt.”

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

 

Elitesponsoraftale nummer to er indgået

Vi er virkelig glade for at offentliggøre, at Mogens Rasmussen A/S har valgt at indgå dette samarbejde med os. Vores talent- og elitesatsning kan derved tage endnu et skridt fremad.

Mogens Rasmussen A/S drives af Peter Gjerløff. Han var i slut-80’er og langt op i 90’erne en stærk andenrække for Erritsø GIF Rugby. Peter kom på både ungdomslandsholdet og A-landsholdet og var med på Erritsø-holdet, der i sommeren 1989 sikrede vores klubs første oprykning til landets øverste rugbyliga, 1. division. Peter spillede over 200 kampe for vores klub, før han indstillede rugbykarrieren.

Læs her mere om løsning af dit behov for facader, akustiklofter og solafskærmning via Mogens Rasmussen A/S: https://www.mras.dk/

Erritsø GIF kæmper sig i pokalsemifinale

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 17. marts 2019

Pokalkvartfinale: Erritsø GIF vs. Hundested Rugbyklub: 32 – 24 (15 – 12). Spillet lørdag den 16. marts 2019.

Points for Erritsø GIF: Thor Steendahl 17. Michael Klæsøe, Andreas Raun og Thomas Arvad Meier hver 5.

RUGBY. Moralen var høj og sammenspillet flot, da det lokale rugbyhold fra Erritsø GIF lørdag sikrede sig adgang til semifinalen i Dansk Rugby Unions pokalturnering 2018/2019. Det skete med en 32 – 24 kvartfinalesejr over de forsvarende pokalmestre, Hundested Rugbyklub.

Pokalkampen på Erritsø GIFs hjemmebane blev en spændende, intens og til tider velspillet affære. Begge hold scorede fire såkaldte forsøg i kampen. Men på to udnyttede straffespark, et i hver halvleg, skabte Erritsø sig et forspring, der holdt helt til slutfløjt, trods en sen Hundestedreducering.

Kampen var den første af betydning for Erritsø GIF siden ansættelsen af klubbens nye cheftræner Dennis Graversen. Et par nye unge spillere er rykket op og indlemmet i bruttotruppen. En af dem er Andreas Raun, der fylder 19 år i næste måned. Han har spillet rugby i Erritsø siden efteråret 2017. Raun debuterede på førsteholdet forrige lørdag i storsejren over Roskilde Vikings, endda med en scoring. Den bedrift gentog Raun mod Hundested i slutningen af første halvleg. Ved stillingen 8 – 7 til Erritsø satte Hundested hjemmeholdet under massivt pres. Det varede i næsten et kvarter, dog uden scoring. Herefter igangsatte Erritsø et kontraangreb tæt under eget mål. Bolden blev hurtigt spillet bredt og endte hos Raun på venstre wing. Herfra løb og sled han sig fri af tre Hundestedspillere og spurtede over en halv banelængde yderligere 5 points hjem til sit hold. Et moralsk boost for unge Raun og hele holdet.

Erritsø GIFs holdkaptajn Thor Steendahl i færd med at sparke bolden hen over Hundesteds forsvar. Steendahl kom selv først til den løse bold og bragte sikkert sit hold i front 27 – 19. Fra anden halvleg af pokalkvartfinalen Erritsø GIF vs. Hundested RK. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

Erritsø GIFs holdkaptajn, den landsholdsaktuelle Thor Steendahl, var lettet efter kampen:

”Det var godt med en sejr. For os var det et trin op i forhold til træningskampen mod Roskilde. Det er positivt, at vi kan beholde strukturen i vores spil kampen igennem. Jeg glæder mig allerede til at møde Hundested igen i ligaen. Vi spiller altid nogle tætte kampe mod dem.”

Ansættelsen af Dennis Graversen som Erritsø GIFs første betalte rugbytræner markerer overgangen til en mere eliteorienteret tilgang til sportsgrenen i Trekantsområdets eneste rugbyklub. Talentudviklingen er kommet helt i fokus. Cheftræneren har denne vurdering efter kvartfinalen mod Hundested RK:

”Jeg glæder mig over sejren. Jeg er ikke helt tilfreds med måden, vi fik den på. Men gutterne viste moral og spillemæssig fremgang i forhold til storsejren i træningskampen over Roskilde forrige lørdag. Jeg synes, det var et godt lag, vi fik lagt på det, vi arbejder på ved træning. Allerede nu synes jeg, vi står godt rustet til pokalsemifinalen om knap to uger.”

Pokalsemifinalen CSR/Nanok vs. Erritsø GIF spilles lørdag den 30. marts 2019 på Holmen, Christianshavn.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

 

Erritsø GIF i rugby-kvartfinale

RUGBY. Efter en overbevisende sejr i træningskampen hjemme mod Roskilde Vikings sidste lørdag er det lokale rugbyhold fra Erritsø GIF klar til forårets første store kamp: Kvartfinalen i Dansk Rugby Unions pokalturnering 2018/2019. Modstander er Hundested Rugbyklub. Kampen spilles lørdag den 16. marts ved Erritsø Idrætscenter. Kampstart er kl. 13.

Efter Hundested RKs oprykning skal begge klubber i denne sæson spille i landets øverste rugbyliga, 1. division. Men inden 1. divisionskampene starter til maj, står der pokalkampe på programmet.

Erritsø-spillerne har de seneste tre uger trænet flittigt under cheftræner Dennis Graversens kyndige ledelse og instrukser. Et par unge spillere er rykket op og indlemmet i bruttotruppen. En af dem er Andreas Raun, der fylder 19 år i næste måned. Han har spillet rugby i Erritsø GIF siden efteråret 2017. Han debuterede på førsteholdet mod Roskilde Vikings sidste lørdag. Unge Raun fik en glimrende debut og lavede desuden en flot 5-points scoring, et såkaldt try.

Holdkaptajn Thor Steendahl (med bolden) fører an i et nyt angreb. Fra Erritsø GIFs træningskamp hjemme mod Roskilde Vikings, lørdag den 9. marts. Det lokale rugbyhold vandt træningskampen 69 – 0 efter føring 33 – 0 ved pausen. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

Ansættelsen af Dennis Graversen som Erritsø GIFs første betalte rugbytræner markerer overgangen til en mere eliteorienteret tilgang til denne sportsgren i Trekantsområdets eneste rugbyklub. Selv siger cheftræneren forud for kampen:

”Pokal-kvartfinalen mod Hundested bliver vores første rigtige test. Det skal blive spændende at se, hvordan vi klarer os mod et meget fysisk spillende rugbyhold.”

Erritsø GIFs holdkaptajn, den landsholdsaktuelle Thor Steendahl, tilføjer:

”Vi håber på en god kamp, hvor vi kan bruge den angrebs- og forsvarsstruktur, vi har arbejdet på. Og så går vi selvfølgelig efter en plads i pokalsemifinalen.”

I fjor nåede Erritsø GIF faktisk semifinalen i pokalen. Den blev dog tabt knebent til RK Speed. I år satser det lokale rugbyhold på at nå endnu længere. Men først skal lørdagens modstander Hundested besejres.

Pokal-kvartfinalen Erritsø GIF vs. Hundested RK spilles lørdag den 16. marts 2019 fra kl. 13 på den normale hjemmebane ved Erritsø Idrætscenter på Krogsagervej.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Førsteholdet sejrede i årets første kamp

Træningskamp: Erritsø GIF vs Roskilde Rugby Klub Vikings: 69 – 0 (33 – 0)

Spillet lørdag den 9. marts 2019 i Erritsø.

Points for Erritsø GIF i kampen: Thor Steendahl 11. Jack Levey, George Melgaard og Per Søndergaard hver 10. Theis Arvad Meier 8. Alexander Hansen, Andreas Raun, Christoffer Ki Winstrøm og Michael Klæsøe hver 5.

Vores nye cheftræner Dennis Graversen fik en glimrende debut i spidsen for vores talentfulde førsteholdstrup. I ugerne op til kampen havde spillerne trænet flittigt under Dennis’ kyndige ledelse hver tirsdag og torsdag aften – med indlagt individuel løbetræning for hver spiller ind imellem træningsaftenerne og specielt i weekenderne.

Lørdagens modstander Roskilde Vikings kæmpede bravt, men kunne ikke forhindre vores i alt 11 forsøg og 7 konverteringer i løbet af kampen. Vores tre debutanter Andreas Raun, Theis Arvad Meier og Jack Levey kom desuden alle på scoringstavlen. Det lover godt for sæsonen og for vores klubs fremtid. Hele truppen fik spilletid og Dennis fik et godt fingerpeg om, hvor vi står som hold og som trup, før sæsonen for alvor går løs.

Fynsk dommer

Den rutinerede fynske dommer Steen Jensen fik kampen igennem god support af dagens linjevogtere Mark Hewson og Thomas Arvad Meier. Afviklingen af træningskampen blev derved helt optimalt for begge hold. Det var en rugbykamp, hvor der blevet gået til den. Hårdt og kontant, men aldrig voldeligt. Det var helt efter reglerne og værdierne i vores elskede rugbysport.

Venskab Uden Kendskab

Flere nye ansigter havde desuden fundet vej til sidelinjen og klubhuset, heriblandt en fotograf fra de lokale medier. De fik sig vist alle en god sportsoplevelse. Vi kan være rimeligt sikre på at se nogle af dem igen.

Vejret var mere april end marts. Så både tilskuere og spillere fik smagt sol, regn og blæst i løbet af de 2 x 40 minutter. På grund af vejret var kåringen af dagens spillere henlagt til klubhuset, hvor alle blev budt på suppe og flûtes, imens vi nød Six Nations på TV. Skotland kunne ikke besejre Wales, der synes helt ustoppelige lige nu. Og England fik efter en lidt tøvende start styr på de italienske gæster og vandt en komfortabel sejr.

Rugby-værdier i højsædet

Herligt at møde Roskilde for første gang på seniorniveau i 15-mands rugby. En god klub med nogle herlige spillere og ledere. Deres formand, Kenneth Nielsen, stammer i øvrigt fra Fredericia, hvilket flere først fik oplyst efter kampen, hvor Kenneth måtte bunde en øl – som den “Fortabte Søn”, der for et kort øjeblik vendte hjem…

Næste kamp

Vi ser meget frem til denne uges træning og – ikke mindst – kvartfinalen i DRUs pokalturnering. Den kamp spilles også på hjemmebane. Nu på lørdag den 16. marts. Modstanderen er Hundested RK. Kampen har opspark kl. 13. VEL MØDT!

Fotos: Paul Erik Jensen og Pertti Frandsen / Erritsø GIF Rugby.

Rugbytræner debuterer i Erritsø

Pressemeddelelse, udsendt fredag den 8. marts 2019.

RUGBY. Den nye cheftræner i Erritsø GIF Rugby, Dennis Graversen, står foran sin debut for klubben. Tidligt lørdag eftermiddag spiller hans førsteholdstrup nemlig årets første kamp. Den foregår på den normale hjemmebane ved Erritsø Idrætscenter.

Modstanderen er Roskilde Rugby Klub Vikings. Det er en klub, det lokale rugbyhold aldrig tidligere har mødt på seniorniveau i 15-mands rugby. Til daglig spiller Erritsø GIF i landets øverste rugbyliga, 1. division, imens Roskilde spiller i 2. division øst.

Erritsøspillerne har de seneste to uger trænet flittigt under cheftrænerens kyndige vejledning. Et par nye unge spillere er rykket op og indlemmet i bruttotruppen. En af dem er Andreas Raun, der fylder 19 år til april. Han har spillet rugby i Erritsø siden efteråret 2017 og glæder sig til sin første sæson som senior.

Truppen tæller også fem oldboys, som med deres erfaring ønsker at give klubbens nye cheftræner en håndsrækning. En af dem af 42-årige holdleder Michael Axø, der egentligt trak sig tilbage i slutningen af 2017. En anden er Jimmi Hede på 38. Alle fem Erritsø-oldboys har tidligere spillet på Danmarks ungdomslandshold eller A-landshold eller begge dele. Deres bidrag til den øvrige trup af unge rugbyspillere i Erritsø er enorm.

Ansættelsen af Dennis Graversen som Erritsø GIFs første betalte rugbytræner markerer overgangen til en mere eliteorienteret tilgang til denne sportsgren i Trekantsområdets eneste rugbyklub. Selv siger cheftræneren forud for kampen:

”Endelig skal vi i gang med rugbysæsonen. Det bliver godt at se, hvor vi står og hvad vi fremadrettet skal arbejde mere med.”

Cheftræner Dennis Graversen skal for første gang stå i spidsen for Erritsø GIF Rugby i en kamp. Privatfoto.

Sideløbende med trænergerningen i Erritsø står den 43-årige rugbytræner fortsat i spidsen for Danmarks U/19-landshold. Nyvalgt formand for Erritsø GIF Rugby, Allan Pertti Frandsen, tilføjer:

”Ansættelsen af Dennis som vores nye cheftræner i Erritsø er et scoop. Han er veluddannet og velfunderet inden for rugbyens verden. Samtidig besidder han helt unikke menneskelige egenskaber. Dennis er den helt rette rugbytræner til at føre vores unge talenter ind i vores voksende førsteholdstrup, noget vi har arbejdet målrettet på de seneste 6 – 7 år.”

Træningskampen Erritsø GIF vs. Roskilde Vikings spilles lørdag den 9. marts 2019 fra kl. 13 på den normale hjemmebane ved Erritsø Idrætscenter på Krogsagervej.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

 

Første elitesponsor-aftale er i hus

Vi er virkelig glade for, at P.L. Jessen ApS har valgt at indgå dette samarbejde med os. Vores talent- og elitesatsning har derved fået ekstra luft under vingerne.

P.L. Jessen ApS drives af Henrik L. Jessen. Han var i slut-80’er og start-90’erne en flittig målscorer for Erritsø GIF Rugby. Henrik var bl.a. med på holdet, der efter kun fem års rugby i Fredericia sikrede Erritsø GIF oprykning til landets øverste rugbyliga, 1. division. Det var i sommeren 1989.

Læs her mere om løsning af dine transportopgaver via P.L. Jessen ApS: http://www.pljessen.dk/

FAST-4 Indoor Touch Rugby Stævne

Lørdag den 23. februar er Erritsø GIF Rugby vært for et indendørs Touch Rugby stævne med deltagende hold fra Jylland og Fyn.

Lidt om Touch Rugby

Touch Rugby kan spilles både udendørs og indendørs. Der et teknisk baseret spil, der – som navnet angiver – ikke indeholder tacklinger, som normalt i rugby. I stedet for en tackling berører man sin modstander med en eller begge hænder, hvorefter boldbæreren skal passe bolden til en medspiller. Ellers mister man bolden til modstanderne.

Touch Rugby kræver hurtighed, overblik, samspil, og er desuden god konditionstræning. Denne variant af rugby er i fremgang verden over, nok fordi den ikke kræver den store forudgående forståelse for reglerne og ikke er så hård og så fysisk betonet.

Indendørs spilles Touch Rugby på en normal håndboldbane. Spilletiden pr. kamp kan variere. I dette stævne varer hver kamp 10 minutter.

FAST-4 stævnet i EIC lørdag den 23. februar

Disse 5 hold deltager i vores indendørs Touch Rugby stævne, der foregår i Erritsø Idrætscenter lørdag den 23. februar kl. 12.00 – 15.30.

Der spilles i Hal 1 – med gode tilskuerforhold – med kampstart kl. 12. Idrætscenterets café vil være åben under hele stævnet. Holdene er:

1 Aalborg RK Lynet

2 ARK Misfits (Aarhus)

3 Rugby Club Odense

4 Erritsø Oldboys

5 Erritsø Ynglinge / Seniorer

Spilletid: 10 minutter per kamp. 5 min. pause imellem hver kamp.

Afvikling: Alle hold mødes i kamp én gang – med efterfølgende broncekamp og finale.

Præmie: Pokal til vinderen af finalen overrækkes umiddelbart efter slutkampen, der forventes færdigspillet kl. 15.

Kampplanen for hel stævnet ses nedenfor. VEL MØDT!