Pressemeddelelse, udsendt fredag den 8. marts 2019.
RUGBY. Den nye cheftræner i Erritsø GIF Rugby, Dennis Graversen, står foran sin debut for klubben. Tidligt lørdag eftermiddag spiller hans førsteholdstrup nemlig årets første kamp. Den foregår på den normale hjemmebane ved Erritsø Idrætscenter.
Modstanderen er Roskilde Rugby Klub Vikings. Det er en klub, det lokale rugbyhold aldrig tidligere har mødt på seniorniveau i 15-mands rugby. Til daglig spiller Erritsø GIF i landets øverste rugbyliga, 1. division, imens Roskilde spiller i 2. division øst.
Erritsøspillerne har de seneste to uger trænet flittigt under cheftrænerens kyndige vejledning. Et par nye unge spillere er rykket op og indlemmet i bruttotruppen. En af dem er Andreas Raun, der fylder 19 år til april. Han har spillet rugby i Erritsø siden efteråret 2017 og glæder sig til sin første sæson som senior.
Truppen tæller også fem oldboys, som med deres erfaring ønsker at give klubbens nye cheftræner en håndsrækning. En af dem af 42-årige holdleder Michael Axø, der egentligt trak sig tilbage i slutningen af 2017. En anden er Jimmi Hede på 38. Alle fem Erritsø-oldboys har tidligere spillet på Danmarks ungdomslandshold eller A-landshold eller begge dele. Deres bidrag til den øvrige trup af unge rugbyspillere i Erritsø er enorm.
Ansættelsen af Dennis Graversen som Erritsø GIFs første betalte rugbytræner markerer overgangen til en mere eliteorienteret tilgang til denne sportsgren i Trekantsområdets eneste rugbyklub. Selv siger cheftræneren forud for kampen:
”Endelig skal vi i gang med rugbysæsonen. Det bliver godt at se, hvor vi står og hvad vi fremadrettet skal arbejde mere med.”
Cheftræner Dennis Graversen skal for første gang stå i spidsen for Erritsø GIF Rugby i en kamp. Privatfoto.
Sideløbende med trænergerningen i Erritsø står den 43-årige rugbytræner fortsat i spidsen for Danmarks U/19-landshold. Nyvalgt formand for Erritsø GIF Rugby, Allan Pertti Frandsen, tilføjer:
”Ansættelsen af Dennis som vores nye cheftræner i Erritsø er et scoop. Han er veluddannet og velfunderet inden for rugbyens verden. Samtidig besidder han helt unikke menneskelige egenskaber. Dennis er den helt rette rugbytræner til at føre vores unge talenter ind i vores voksende førsteholdstrup, noget vi har arbejdet målrettet på de seneste 6 – 7 år.”
Træningskampen Erritsø GIF vs. Roskilde Vikings spilles lørdag den 9. marts 2019 fra kl. 13 på den normale hjemmebane ved Erritsø Idrætscenter på Krogsagervej.
Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk
Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts