Erritsø GIF i rugby-kvartfinale

RUGBY. Efter en overbevisende sejr i træningskampen hjemme mod Roskilde Vikings sidste lørdag er det lokale rugbyhold fra Erritsø GIF klar til forårets første store kamp: Kvartfinalen i Dansk Rugby Unions pokalturnering 2018/2019. Modstander er Hundested Rugbyklub. Kampen spilles lørdag den 16. marts ved Erritsø Idrætscenter. Kampstart er kl. 13.

Efter Hundested RKs oprykning skal begge klubber i denne sæson spille i landets øverste rugbyliga, 1. division. Men inden 1. divisionskampene starter til maj, står der pokalkampe på programmet.

Erritsø-spillerne har de seneste tre uger trænet flittigt under cheftræner Dennis Graversens kyndige ledelse og instrukser. Et par unge spillere er rykket op og indlemmet i bruttotruppen. En af dem er Andreas Raun, der fylder 19 år i næste måned. Han har spillet rugby i Erritsø GIF siden efteråret 2017. Han debuterede på førsteholdet mod Roskilde Vikings sidste lørdag. Unge Raun fik en glimrende debut og lavede desuden en flot 5-points scoring, et såkaldt try.

Holdkaptajn Thor Steendahl (med bolden) fører an i et nyt angreb. Fra Erritsø GIFs træningskamp hjemme mod Roskilde Vikings, lørdag den 9. marts. Det lokale rugbyhold vandt træningskampen 69 – 0 efter føring 33 – 0 ved pausen. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

Ansættelsen af Dennis Graversen som Erritsø GIFs første betalte rugbytræner markerer overgangen til en mere eliteorienteret tilgang til denne sportsgren i Trekantsområdets eneste rugbyklub. Selv siger cheftræneren forud for kampen:

”Pokal-kvartfinalen mod Hundested bliver vores første rigtige test. Det skal blive spændende at se, hvordan vi klarer os mod et meget fysisk spillende rugbyhold.”

Erritsø GIFs holdkaptajn, den landsholdsaktuelle Thor Steendahl, tilføjer:

”Vi håber på en god kamp, hvor vi kan bruge den angrebs- og forsvarsstruktur, vi har arbejdet på. Og så går vi selvfølgelig efter en plads i pokalsemifinalen.”

I fjor nåede Erritsø GIF faktisk semifinalen i pokalen. Den blev dog tabt knebent til RK Speed. I år satser det lokale rugbyhold på at nå endnu længere. Men først skal lørdagens modstander Hundested besejres.

Pokal-kvartfinalen Erritsø GIF vs. Hundested RK spilles lørdag den 16. marts 2019 fra kl. 13 på den normale hjemmebane ved Erritsø Idrætscenter på Krogsagervej.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts