Træningskamp: Erritsø GIF vs Roskilde Rugby Klub Vikings: 69 – 0 (33 – 0)
Spillet lørdag den 9. marts 2019 i Erritsø.
Points for Erritsø GIF i kampen: Thor Steendahl 11. Jack Levey, George Melgaard og Per Søndergaard hver 10. Theis Arvad Meier 8. Alexander Hansen, Andreas Raun, Christoffer Ki Winstrøm og Michael Klæsøe hver 5.
Vores nye cheftræner Dennis Graversen fik en glimrende debut i spidsen for vores talentfulde førsteholdstrup. I ugerne op til kampen havde spillerne trænet flittigt under Dennis’ kyndige ledelse hver tirsdag og torsdag aften – med indlagt individuel løbetræning for hver spiller ind imellem træningsaftenerne og specielt i weekenderne.
Lørdagens modstander Roskilde Vikings kæmpede bravt, men kunne ikke forhindre vores i alt 11 forsøg og 7 konverteringer i løbet af kampen. Vores tre debutanter Andreas Raun, Theis Arvad Meier og Jack Levey kom desuden alle på scoringstavlen. Det lover godt for sæsonen og for vores klubs fremtid. Hele truppen fik spilletid og Dennis fik et godt fingerpeg om, hvor vi står som hold og som trup, før sæsonen for alvor går løs.
Fynsk dommer
Den rutinerede fynske dommer Steen Jensen fik kampen igennem god support af dagens linjevogtere Mark Hewson og Thomas Arvad Meier. Afviklingen af træningskampen blev derved helt optimalt for begge hold. Det var en rugbykamp, hvor der blevet gået til den. Hårdt og kontant, men aldrig voldeligt. Det var helt efter reglerne og værdierne i vores elskede rugbysport.
Venskab Uden Kendskab
Flere nye ansigter havde desuden fundet vej til sidelinjen og klubhuset, heriblandt en fotograf fra de lokale medier. De fik sig vist alle en god sportsoplevelse. Vi kan være rimeligt sikre på at se nogle af dem igen.
Vejret var mere april end marts. Så både tilskuere og spillere fik smagt sol, regn og blæst i løbet af de 2 x 40 minutter. På grund af vejret var kåringen af dagens spillere henlagt til klubhuset, hvor alle blev budt på suppe og flûtes, imens vi nød Six Nations på TV. Skotland kunne ikke besejre Wales, der synes helt ustoppelige lige nu. Og England fik efter en lidt tøvende start styr på de italienske gæster og vandt en komfortabel sejr.
Rugby-værdier i højsædet
Herligt at møde Roskilde for første gang på seniorniveau i 15-mands rugby. En god klub med nogle herlige spillere og ledere. Deres formand, Kenneth Nielsen, stammer i øvrigt fra Fredericia, hvilket flere først fik oplyst efter kampen, hvor Kenneth måtte bunde en øl – som den “Fortabte Søn”, der for et kort øjeblik vendte hjem…
Næste kamp
Vi ser meget frem til denne uges træning og – ikke mindst – kvartfinalen i DRUs pokalturnering. Den kamp spilles også på hjemmebane. Nu på lørdag den 16. marts. Modstanderen er Hundested RK. Kampen har opspark kl. 13. VEL MØDT!
Fotos: Paul Erik Jensen og Pertti Frandsen / Erritsø GIF Rugby.