For kun 5.000 kroner om året i 3 år kan du eller din virksomhed støtte vores udvikling af flere unge lokale rugby-talenter. Læs mere her.
Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret
Masser af RUGBY i det nye nummer af EGIF-bladet SPORT
August-nummeret af SPORT er på gaden. Temaet er fodbold, men som altid er vores sport og vores rugbyafdeling solidt omtalt i bladet.
Vores indlæg er endnu engang samlet og indsendt til redaktøren af vores PR-ansvarlige, Paul Erik Jensen. Godt arbejde, Paul Erik.
I dette nummer af SPORT kan du blandt andet læse om:
- Sølv til vores U/16 hold i Viking Cup.
- Første landsholdsscoring – og OL-kval kampe – af ‘Kiwi’.
- Bronze til vores oldboys i Scandinavian Open Sevens 2019.
- Status på vores elitesatsning.
- Vores nye PR-plakat, digitalt og på tryk.
- Fremgang i vores sponsorarbejde.
- Interessant efterår og fuldt kampprogram for vores 1. divisionshold.
- Hvordan udbredes vores sport bedst muligt?
- Og meget mere.
Download hele denne udgave af SPORT-bladet her: http://www.egif.dk/bladetsport/2019/2019-08.pdf
Eller find trykt udgave af bladet i vores klubhus.
Heroisk rugbyfight på varm jubilæumsdag
Pressemeddelelse, udsendt mandag den 2. september 2019
1. division: Erritsø GIF vs. DTU Exiles: 3 – 20 (3 – 10). Spillet lørdag den 31. august 2019.
Points for Erritsø GIF: Theis Arvad Meier 3 (på et straffespark).
RUGBY. Det blev ikke til hjemmesejr for Erritsø GIF, da den lokale rugbyklub i lørdags fejrede klubbens 35-års jubilæum. Dertil var det gæstende mandskab fra DTU Exiles for stærke. Helt fortjent kunne universitetsholdet fra Lyngby hente sæsonens fjerde sejr, imens Erritsø stadig har sine første ligapoints til gode i år. Men indstillingen blandt Erritsø GIFs rugbyspillere kan der ikke pilles ved. Kampen var i øvrigt både velspillet og intens, så de godt 100 tilskuere i det flotte og varme sensommervejr fik sig en god oplevelse og samtidig en flot start på jubilæumsdagen i Erritsø.
Få minutter inde i kampen bragte gæsterne sig foran 0 – 3. Det skete på et straffespark. Erritsø formåede dog hurtigt at svare igen. Det 18-årige talent Theis Arvad Meier udlignede for Erritsø, også på et straffespark.
Kampen var meget intens, hvor Erritsøspillerne måtte yde deres allerbedste, især i tacklingerne. Hjemmeholdets indkast fungerede derimod ikke, hvilket fik cheftræner Dennis Graversen til at justere Erritsøs taktik. DTU Exiles formåede med klogt spil at presse Erritsø i store dele af første halvleg. Godt fem minutter inden pausen fik udeholdet så lavet det gennembrud, der bragte dem foran 3 – 10. Det skete efter et særdeles flot angreb med mange korte pasninger. I halvlegens overtid havde gæsterne endog chancen for yderligere points, men Exiles’ faste sparker brændte et straffespark tæt under mål.
Hos hjemmeholdet spillede franske Gilles Boué sin afskedskamp. Efter næsten tre år i Erritsø-trøjen flytter han i næste måned til Holland. I dagens anledning var franskmanden derfor udnævnt til holdkaptajn, for første gang siden han kom til klubben. Gilles Boué spillede en ny stor kamp og vil blive savnet i Erritsø, på og uden for banen.
Allerede i første minut af anden halvleg måtte Erritsø erkende, at Exiles var en tand skarpere på dagen. Da hjemmeholdet spillede bolden bredt på tværs af banen, løb en Exiles-spiller lynhurtig frem og opsnappede bolden midt i luften. Dernæst løb han trekvart banelængde uden at blive indhentet, selvom hjemmeholdets unge, stærke Mads Larsen var meget tæt på. Bagud 3 – 17 skulle Erritsø nu grave dybt for at komme tilbage i kampen.
Cheftræner Graversen fik sine spillere til at tro på opgaven. Det var dog først i kampens sidste 20 minutter, at Erritsø truede gæsternes føring. Men så blev det også hedt. Erritsø-forward Rune Rytter Larsen var således centimer fra at reducere for Erritsø. Men da Erritsøspilleren kastede sig over Exiles’ mållinje med bolden i favnen, lykkedes det i sidste øjeblik en Exiles-spiller at få presset end hånd under bolden. Helt korrekt tilkendte kampens dommer Diane Lintonbon ingen Erritsø-scoring i den situation. I stedet blev det Exiles, som på et nyt straffespark knap fem minutter før slutfløjt, satte punktum for scoringen til slutresultat 3 – 20.
Erritsø GIFs enlige pointscorer i kampen, Theis Arvad Meier, med hvid hjelm og med nr. 9 på ryggen, presser DTU Exiles’ klyngehalf. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.
Kampresultater i 1. division samt resterende kampe 2019: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2019-xv-maend/calendar/267
Stillingen i 1. division 2019: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2019-xv-maend/table/267
Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk
Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts
Erritsø GIF Rugby fejrer 35 år med fest og farver
Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 29. august 2019
RUGBY. Den lokale rugbyklub markerer lørdag den 31. august 35-året for rugbyens indtog i Fredericia.
Først spiller klubbens førstehold hjemmekamp i landets øverste rugbyliga. Imod københavnske DTU Exiles. Sidenhen bydes på de såkaldte Highland Games, hvor tilmeldte hold dyster i pælekastning og andre traditionelle skotske sportsdiscipliner. Her deltager DTU Exiles, hjemmeholdet, og mange medlemmer og supportere af Erritsø Rugby i løjerne. Om aftenen er der fælles spisning og jubilæumsfest i klubhuset. Det bliver en dag og aften for spillere, medlemmer, fans, familier og venner. Det er det, rugby især handler om.
Rugby lever stadig med et ry om, at det er en voldsom sport. Og det er da også korrekt, at rugby er en fysisk betonet kontaktsport, navnlig blandt voksne spillere. Men rugby er ikke voldeligt. Det fastslår formanden for Erritsø GIF Rugby, Allan Pertti Frandsen, 54 år. Umiddelbart før lørdagens 35-års jubilæum udtaler han:
”Rugby er for alle. Store og små. Piger og drenge. Kvinder og mænd. I dag har vores rugbyklub godt 165 medlemmer i alle aldre og begge køn. I sidste weekend havde vi godt 500 børn og unge til kæmpe rugbystævne her i Erritsø. Her blev der gået til sagen, uden at nogen kom slemt til skade. Det var fantastisk.”
Formanden fortsætter:
”Der er sket meget, siden vores stifter, Paul M. Kjærgaard, i 1984 fik idéen om at indføre rugby i vores by. Jeg var selv blandt de første til at møde op ved banerne i Erritsø og se, hvad der foregik. Dér mødte jeg jævnaldrende teenagere, som snart blev mine venner og holdkammerater. Vi indså, at rugby er langt mere end en sport. Det er en livsstil, hvor vi udlever værdierne Passion, Sammenhold, Respekt, Disciplin og Fairplay. Også med vores modstandere efter kampen. Vores rugbyklubs motto er ’Venskab Uden Kendskab’. Du behøver ikke kende os eller rugby, før du kommer til vores klubhus eller rugbybane. Som alle andre rugbyklubber har vi tradition for at have spillere fra mange lande. I Erritsø har vi haft spillere fra flere afrikanske lande, New Zealand, Nordamerika, og mange europæiske lande. Rugby er godt for integrationen.”
Ovenstående fire fotos er fra klubbens 25-års jubilæum i 2009.
Rugbyformanden tilføjer:
”I januar lavede vi en elitesatsning med støtte fra gode sponsorer og Fredericia Idrætsfond. Det muliggjorde ansættelse af klubbens første professionelle cheftræner, Dennis Graversen. Han gør det fremragende. Men var det ikke for vores dygtige ungdomstrænere, hårdtarbejdende frivillige, utrættelige forældre, loyale supportere og trofaste medlemmer af Erritsø GIF Rugby, var vi aldrig kommet så langt som til at fejre 35-års jubilæum lørdag. Vi glæder os til at se mange tilskuere og medlemmer møde op ved vores rugbybane ved Erritsø Idrætscenter.”
Formanden for Erritsø GIF Rugby, Allan Pertti Frandsen, byder lørdag den 31. august, fra klokken 12, velkommen til klubbens 35-års jubilæum. Alle fotos: Erritsø GIF Rugby.
Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk
Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts
Rekord ved børne- og ungdomsstævne hos Erritsø GIF Rugby
Pressemeddelelse udsendt mandag den 26. august 2019
Erritsø GIF Rugby slog rekorden ved børne- og ungdomsstævne.
Det var ny rekord i antal rugbyspillere ved et stævne i Danmark. For Erritsø GIF Rugby havde i lørdags den 24. august 2019 hele 493 ungdoms rugbyspillere ude på rugbybanerne ved Erritsø Idrætscenter. Den gamle rekord havde Rugbyklubben Speed på Amager med 388 deltagere. Det hele foregik ved Erritsø GIF Rugbys 35-års jubilæumsstævne, arrangeret af hjemmeholdet og Dansk Rugby Union.
Det var et imponerende syn at se så mange mennesker rundt omkring diverse rugbybaner. De var der i alle aldre, helt nede fra under 8 år og helt oppe i 18-års alderen; den veltrænede, den store, den høje, den lille drenge, og ikke at forglemme pigerne, som spillede sammen med drengene om den hvide ovale rugbybold. Der var endda nogle førstegangs rugbyspillere i pige- og drengerækkerne.
På banerne, midt i hele kampens hede, skal vi ikke glemme de frivillige dommere. Ude på sidelinjen var diverse holds frivillige trænere, og tæt på dem var de stolte forældre og dele af familien, som var med til at se deres unger, og heppe på dem.
Engelsk og dansk var hovedsprogede i baneområdet. Men i år havde Erritsø Rugby fået besøg af flere ungdomshold fra vores nabolande Tyskland og Sverige. De var med til at sætte deres præge på kampene.
Der var omkring 100 tilskuere, inklusive forældre og familie rundt på banerne, samt de mange frivillige, som der var godt 100 af. Dette syn denne lørdag var helt fanatisk.
Tilbagemeldingerne til arrangørerne var positive, imens opbakningen blandt de frivillige og sponsorerne var super. Der var få og små skader i betragtning af, at der var så mange spillere på banerne hele dagen. Der er ingen tvivl om, at Erritsø Rugby vil gentage succesen igen næste år.
Med venlig hilsen, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, PaulerikJensen@hotmail.dk
Over 400 børn og unge spiller lørdag rugby i Erritsø
Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 22. august 2019
RUGBY. Lørdag den 24. august er Erritsø GIF Rugby værter for et kæmpe rugbystævne for børn og unge. Stævnet arrangeres af Dansk Rugby Union og Erritsø GIF Rugby. Det kan blive det største rugbystævne for børn og unge i Danmark i mange år.
Denne lørdag befolkes græsbanerne ved Erritsø Idrætscenter af over 400 børn og unge. De kommer fra rugbyklubber i Hovedstaden, Sjælland, Fyn, Jylland, samt fra Tyskland og Sverige. De mange børne- og ungdomsspillere er fordelt på næsten 40 hold, som skal kæmpe mod jævnaldrende om at score fleste points i spillet med den ovale bold.
Langt de fleste børn og unge, der spiller rugby i Danmark, er drenge. Men rugbystævnet i Erritsø får også deltagelse af enkelte pigehold. Ungdomsansvarlig og næstformand i Erritsø GIF Rugby, Jan ”Bubsi” Nielsen, siger forud for stævnet:
”Det er fantastisk. Vi glæder os til at byde alle hjerteligt velkommen. I Erritsø GIF Rugby har vi gjort alt for at skabe så gode rammer som muligt, så alle børn og uge, deres trænere, forældre og tilskuere får en supergod dag i rugbyens tegn.”
Rugbystævnet afvikles i øvrigt på Erritsø GIF Rugbys 35-års jubilæumsdag. Mærkedagen krydres derfor med en venskabskamp for voksne spillere, hvor Erritsø GIFs førstehold møder tyske FC St. Pauli Rugby Club. Den kamp starter kl. 16.30.
Det hele foregår ved Erritsø Idrætscenter, starter lørdag kl. 11.30 og slutter kl. 18.00.
Fra sidste års DM-runde i Erritsø for børn og unge. Fotos: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.
Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby
Jan ”Bubsi” Nielsen, ungdomsansvarlig og næstformand. Mobil 26779670, bubsi@erritsoerugby.dk
Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil 61273891, paulerikjensen@hotmail.dk
Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts
Er du vores næste rugbyspiller?
Rugby-træning
Efter en velfortjent sommerpause rugbytræner vi igen.
Ynglinge og seniorer: Hver tirsdag OG torsdag kl. 18 – 20.
ALLE er velkomne – uanset, om du har erfaring med rugby eller ej.
Du finder os på vores rugbybane og klubhus på adressen Krogsagervej 46A i Erritsø. VEL MØDT.
Bemærk: Børn og unge starter først rugbytræningen senere i august. Nærmere info om dette følger.
Masser af RUGBY i EGIF-bladet SPORT
Selv om forsiden af EGIF-bladet kun hver syvende gang viser rugby, så snyd ikke dig selv.
Hver udgave af SPORT giver dig et godt overblik over vores ungdoms og seniorers seneste resultater på banen. På klubniveau og på landsholdene.
Du kan også læse om vores cheftræner og vores generøse sponsorer. Alt sammen i SPORT.
Vores indlæg redigeres og indsendes til EGIF-redaktøren af vores PR-ansvarlige Paul Erik Jensen.
I dette seneste nummer af SPORT kan du bl.a. læse om vores unge talenter Theis Arvad Meier, Andreas Raun og Hans Kristensen samt om Christoffer “Kiwi” Winstrøms seneste bedrifter i rødt & hvidt. Desuden kan du læse om vores 1. divisionsholds forårssæson.
Digital version kan downloades her: http://egif.dk/bladetsport/2019/2019-06.pdf
Trykt udgave af bladet finder du i vores klubhus.
GOD LÆSELYST.
Unge rugbytalenter vandt sølv i Viking Cup
Pressemeddelelse, udsendt søndag den 16. juni 2019
RUGBY. Otte unge rugbytalenter fra Erritsø GIF har haft en fantastisk rugbyweekend i Göteborg. Der spillede de Viking Cup og mødte flere stærke udenlandske hold.
U16-talentholdet bestod af spillere fra Erritsø, Aarhus, Holstebro, Frederiksberg og svenske Enköbing. Talentholdet, som bærer navnet Rugby Alliance West, nåede helt til finalen. Den flotte anden plads blev en realitet efter finalenederlag til et stærkt walisisk skolehold.
De unge, der repræsenterede Erritsø GIF Rugby på talentholdet, var August Severinsen, Casper Honoré, Jens Kristian Andersen, Frederik Winum, Sebastian Guldager, Marcus Tounadre, Jonas Larsen og Frederik Zinther.
Indkast vindes af Erritsøs unge talenter. Fra finalen i Viking Cup mellem walisiske Ysgol i gult og sort og Erritsøs talenter i blåt og rødt. Foto: Jan “Bubsi” Nielsen / Erritsø GIF Rugby.
Undervejs i Viking Cup hentede de flotte sejre over Pingvin Trelleborg, Erikslund og Spartacus Göteborg, samt en klar semifinalesejr på 19 – 7 over Malmö. I finalen mødte de unge talenter Ysgol Penrhyn Dewi fra Wales. Helt fortjent hentede waliserne en finalesejr på 29 – 0. Da rugby er tæt på at være nationalsport i Wales, var udfaldet var ikke overraskende. Finalen blev i øvrigt live-streamet på Youtube. Det bevirkede, at spillernes familier, venner og mange rugbyfans kunne følge med.
Fra live-stream af finalen. Foto: Allan Pertti Frandsen / Erritsø GIF Rugby.
En stolt U/16-træner i Erritsø GIF Rugby, Thomas Arvad Meier, udtaler oven på den flotte andenplads i Viking Cup:
”Vores unge U16-talenter tabte ganske vist finalen mod et dygtigt hold fra Wales. Men drengene spillede en virkelig flot turnering og byggede meget på deres spil.”
En lige så stolt ungdomsansvarlig og næstformand, Jan ”Bubsi” Nielsen, supplerer:
”Det har været fantastisk med vores U16-talenter, som nåede helt til finalen. Samtidig besejrede vores U12-hold alle de store klubber i Sverige.”
Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Allan Pertti Frandsen, mobil +45 6139 3065, formand@erritsoerugby.dk
Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts