Erritsø GIF Rugby vandt stort ude over Exiles

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 12. september 2016

DTU Exiles – Erritsø GIF Rugby 0 – 45 (0 – 24)

Points for Erritsø: Thor Steendahl: 15, Jens Vissing: 15, samt Kristoffer Borsheim, Hans Erik Severinsen, Tobias Kragelund Mulvad hver 5.

Lørdag den 10. september smagte Erritsø GIF’s 15-mands rugbyhold for første gang i år sejrens sødme. Det skete på udebane i Lyngby, hvor Erritsø vandt hele 45-0 over Exiles. Opgøret foregik efterårets første runde af rugbyens 1. division, ligaen lige under Super 6.

Det var en solid holdindsats, der i lørdags førte til vores klare udesejr over DTU Exiles. Vi holdt os kampen igennem til taktikken og de ting, vi havde indøvet til træning. Vores landsholdsspiller Jeppe M. Holm viste igen klasse, og alle vores unge spillere trådte i karakter. Kampen var for eksempel knap begyndt, før vores Caper Bruus Aerts brækkede en tommelfinger. Det skete i en tackling af en modstander. Men typisk for vores hold, spillede Casper hele kampen færdig.”, siger en tilfreds spillende træner, Michael Klæsøe, og fortsætter:

”Da hjemmeholdet fra Lyngby er tilknyttet Danmarks Tekniske Universitet, med mange udenlandske studerende i truppen, ved vi aldrig, hvilket niveau DTU Exiles stiller med. Et år spillede de for eksempel med mange franske studerende på holdet, og spillede fantastisk rugby. I lørdags var Exiles dog et meget ordinært hold, selv om de aldrig gav op. Første halvleg var faktisk meget lige, selv om vi fik scoret tre forsøg, og yderligere tre points på et straffespark. Da vi i anden halvleg fortsatte vores spil, og scorede yderligere tre forsøg, endte vi med en klar sejr”, fastslår en tilfreds træner.

Holdkaptajn Hans Erik Severinsen, der tidligere har spillet på Danmarks rugbylandshold, var også tilfreds: ”Vores dygtige sparker, trekvartbacken Jens Vissing, sparkede alt over. Og unge Tobias Mulvad, som debuterede for os i lørdags, scorede en enkelt gang. Det var samtidig vigtigt, vi fik bevist, at vi kan tackle og holde vores modstandere fra at score. Det var hidtil været vores problem i sæsonens første seks kampe, som alle blev tabt. Vi har nu fået arbejdet med vores svagere sider. Samtidig er vi ved at spille mange nye og unge spillere ind på vores seniorhold. Der er stadig en række taktiske og tekniske ting, vi skal forbedre. Men vi er klart på ret kurs”, fastslår holdkaptajnen.

Erritsø GIF Rugby skal i resten af efteråret spille yderligere fem kampe i 1. division, den næste på hjemmebane lørdag den 24. september kl. 14, hvor Erritsø tager imod Hamlet RK fra Helsingør.

For nærmere info, kontakt venligst:

Michael Klæsøe, træner for seniorerne. Mobil 3059 4280

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil 6127 3891

Erritsø GIF Rugby tæt på sejren i Odder

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 5. september 2016

Gode sidste tredive minutter var ikke nok for Erritsø til at slå et fysisk stærkt og resolut Odder-mandskab. Odder løser billet til rugbyens Super 6 om Danmarksmesterskabet.

Erritsø GIF spillede lørdag den 3. september en svær udekamp mod Odder Rugby Klub. Opgøret foregik i grundspillets sidste opgør i rugbyens 1. division, vest. Det var en til tider hårdt spillet kamp, hvor hvert hold skiftedes til at dominere. Trods en stærk afslutning måtte gæsterne fra Erritsø se hjemmeholdet trække det længste strå. Kampens resultat blev 50 – 36 til Odder, efter føring 29 – 10 ved pausen.

Odder RK – Erritsø GIF Rugby 50 – 36 (29 – 10)

Points for Erritsø: Jeppe M. Holm: 15, Jens Vissing: 11, Thor Steendahl og Michael Klæsøe hver 5.

Når man ikke forhindrer sine modstandere i at score i starten af hver halvleg, er det op ad bakke. Det var tilfældet for Erritsø GIF’s 1. divsions rugbyhold i lørdagens udekamp mod Odder RK. For et tændt og fokuseret hjemmehold startede med frisk og fremadrettet rugby, som Erritsø var for sen til at bremse.

Således fik Odder, inden for kampens første fem minutter, bragt sig foran med først 7 – 0 og dernæst 14 – 0. Den ukoncentrerede start fik Erritsøs holdkaptajn Hans Erik Severinsen op i det røde felt, og han gav sine holdkammerater en højlydt skideballe for manglende tacklinger af modstanderne.

Der gik næsten et kvarter, inden Erritsø svarede igen og fik reduceret til 3 – 14 på et straffespark, sikkert udnyttet af Jens Vissing. Efter godt tyve minutter fik Erritsø etableret sit første rigtige angreb. Det gik over venstre fløj, hvor wingen Thor Steendahl modtog bolden og med stort mod og hurtighed løb sit holds første forsøg på tavlen og reducerede til 8 – 14. Jens Vissing udnyttede den efterfølgende konvertering til 10 – 14.

Tættere på kom Erritsø dog ikke. På et straffespark, og yderligere to forsøg, hvor Erritsø igen forsømte at tackle, fik Odder øget til halvlegsføring 29 – 10. Staffespark lavede Erritsø alt, alt for mange af, ofte ved løse klynger, hvorefter Odder hurtigt iværksatte modangreb, som fangede Erritsøspillerne på hælene.

Hans Erik Severinsen brugte pausen til at give sine holdkammerater en tiltrængt opsang, imens spillende træner Michael Klæsøe mindede Erritsø om, at de var oppe mod en modstander, som er til at slå. Alligevel startede gæsterne anden halvleg, som de var starten den første: Odder spillede sig lynhurtigt igennem Erritsøs åbne forsvar og øgede sikkert føringen til 36 – 10. Kampen syntes tidligt afgjort.

Men scoringen vækkede Erritsø, som både begyndte at tackle sine modstandere og langsomt byggede sine modangreb op ved at sætte to til tre faser op i de løse klynger. Selv om Odder fik scoret yderligere en gang, var det Erritsø, som havde tiltvunget sig det spillemæssige overtag og fik løbet mange points på tavlen. Erritsøs flyhalf Kristoffer Borsheim, norsk landsholdsspiller, spillede sine holdkammerater gode, imens flanker Michael Axø var lynhurtigt over sine modstandere efter alle klynger. Stolpen Jimmi B. Hede, som gjorde comeback for Erritsø, vandt desuden mange meter, imens trekvart-backen Alexander Hansen fik en fin debut i Erritsøtrøjen med en række gode tacklinger og pasninger.

Midt i anden halvleg blev Erritsø ramt af en 10 minutters udvisning, efter gult kort til Thor Steendahl for en høj tackling på en modstander, som var i oplagt scoringsposition. Dommer Mike Hawkins benyttede samtidig en rugbyregel, som tillader at dømme scoring, ud fra en forventning om, at det ville have været tilfældet, hvis ikke der var blevet brugt ”nødbremse” i forsvaret. De 10 minutter i undertal endte dog uden scoring, og heller ikke en senere 10-minutters Erritsø-udvisning, til spillende træner Michael Klæsøe, medførte yderligere scoringer til nogen af holdene. Så det var en 10-minutters udvisning til Odder, som var medvirkende til, at Erritsø langsomt fik reduceret modstandernes store forspring.

Især Erritsøs Jeppe M. Holm, som spiller på Danmarks rugbylandshold, var viste resolut handling og udnyttede de stadigt større huller i de trætte Odderspilleres forsvar. Hele tre forsøg løb han ind, det sidste kun et minut før tid. Til Odder-spillernes lettelse kunne Mike Hawkins dog fløjte kampen af, inden Erritsø fik udnyttet modstandernes begyndende nervøsitet.

Odder RK kan nu se frem til klubbens første deltagelse i den såkaldte Super 6, som er det årlige slutspil om Danmarksmesterskabet, hvor de tre bedste rugbyhold fra hver side af Storebælt mødes ude og hjemme i kampen om guld, sølv og bronze. Erritsø har indtil for få år siden været næsten fast deltager i Super 6, men altså ikke i dette efterår, hvor Odder i lørdags løste billet til det forjættede land.

”Vores første halvleg kunne vi ikke være bekendt. Men i anden halvleg viste vi noget af det rugbyspil og den mentalitet, der vinder rugbykampe. Vores seniorhold befinder sig i starten af en opbygningsfase. Vi skal derfor bruge resten af efteråret til at spille holdet yderligere sammen med henblik på næste sæson.”, fastslår Erritsøs træner, Michael Klæsøe.

Erritsø GIF Rugby skal i resten af efteråret spille seks kampe i 1. division, den første ude mod DTU Exiles i Lyngby nu på lørdag den 10. september. Lørdag den 24. september kl. 14 tager Erritsø så hjemme imod Hamlet RK fra Helsingør.

For nærmere info, kontakt venligst:

Michael Klæsøe, træner for seniorerne. Mobil 3059 4280

Allan Pertti Frandsen, seniorformand, næstformand. Mobil 6139 3065

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig

Ædelt metal til Erritsø GIF Rugby

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 29. august 2016

Seniorerne vandt DM-bronze i 7-a-side rugby. Klubbens u/12-hold kan skimte guld.

Erritsø GIF spillede lørdag den 27. august noget af det bedste rugby, klubben har vist i flere år. Det skete ved Danmarksmesterskaberne i 7-a-side rugby, også kaldet DM Sevens, som i den forløbne weekend blev afviklet hos Rugbyklubben Speed i Kastrup. Sevens er den form for rugby, der er på det olympiske program.

Erritsø GIF havde et 7-mands rugbyhold med hos seniorerne, samt hold i ungdomsrækkerne U/10, U/12 og U/16. Alt imens seniorerne spillede finalerunde ved stævnet, afviklede Dansk Rugby Union samtidigt ungdomsturneringens fjerde DM-serie.

Hos seniorerne blev der vist rugby af høj standard. De forsvarende Danmarksmestre i 7-a-side rugby, den arrangerende klub RK Speed, genvandt DM-guld for seniorer. Det skete med en finalesejr på 26 – 0 over Frederiksberg Rugby Klub. Inden da havde Erritsø startet DM Sevens 2016 med en suveræn 38 – 0 over CSR fra København. Siden tog Erritsø DM-bronzen hjem med en klar 28 – 5 sejr over Aalborg RK.

Holdkaptajn Hans Erik Severinsen er yderst tilfreds med sit holds indsats og DM-bronzen. ”Det var en god turnering. Og samtidig en god start på efterårssæsonen, hvor vi med vores 15-mands hold i 1. division begynder en spændende opbygningsperiode”, fastslår Hans Erik Severinsen, som tidligere har spillet for det danske rugbylandshold. Erritsø GIF Rugby skal her i efteråret spille syv kampe i 1. division, den første ude mod Odder RK lørdag den 3. september.

Hos ungdommen var det Erritsøs hold for spillere under 12 år, som ved DM-runden imponerede mest. U/12-holdet vandt således samtlige deres kampe og ligger stadig på en suveræn førsteplads i kampen om Danmarksmesterskabet for deres årgang. Der resterer endnu to runder i DM for ungdom. ”Holder Erritsøs U12-rugbyspillerne stilen, bliver de Danmarksmestre.”, udtaler ungdomsformand Jan Nielsen. Erritsøs U/10-hold vandt halvdelen af deres kampe, imens U/16-holdet vandt fire og kun tabte to kampe.

Læs samtlige resultater fra DM Sevens 2016 her: http://www.rugby.dk/turneringer/2016-03-08-13-19-34/dm-sevens-m-2016/calendar/136

Læs placeringerne i DM Sevens 2016 her: http://www.rugby.dk/turneringer/2016-03-08-13-19-34/dm-sevens-m-2016/table/136

For nærmere info, kontakt venligst:

Jan Nielsen, ungdomsformand. Mobil 2215 0634 eller

Hans Erik Severinsen, holdkaptajn for de nybagte DM-bronzevindere for seniorer. Mobil 4277 1286

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Nyt fra landstrænerne

Til Samtlige klubber

Vi har i dag udtaget følgende spillere til vores næste Danmark XV træningslejr den 17-18 september. Tillykke til de klubber der her spillere med i truppen.

Følgende spillere er udtaget:

  Efternavn fornavn # Klub
1 Jensen Mikkel S 9 ARK
2 Eals Justin 12 ARK
3 Bjerrum PW 12,1 ARK
4 Maher Sean TH Bedford
5 Byelskyy Yuriy 6 CSR
6 Vernon Sebastian 8,6 CSR
7 Rosenfeldt James 9 CSR
8 Morad Abdallah TH CSR
9 Holm Jeppe M 2R Erritsø
10 Hanrahan Eugene 8,6 FRK
11 Thimothée Thomas 10 FRK
12 Grønfeldt Birk Mygind 11,12 FRK
13 Mayne Tomy 13 FRK
14 Stryberg Michael 15 FRK
15 Bresiani Martin LH FRK
16 Larsen Lasse R H 1RH Hamlet
17 Andersen Niclas TH Hamlet
18 Hansen Christian 11 Hundested
19 Egholm Nexmand jonathan 15 Hundested
20 Dufke Rasmus 1RH Hundested
21 Nielsen Kenny 2R Odder
22 Madsen Malte 7 Speed
23 Tell Nicklas 7 Speed
24 Enna Emil 10 Speed
25 Hounou Agbeko Gerard Kossi 11 Speed
26 Melgaard Christian 11 Speed
27 Mackeprang Johannes 8,2R Speed
28 Valbak Gaspard 2R VGA
29 Larsen Michael LH Ålborg

Ungdoms træner søges

Ungdoms træner søges
Jeg søger en ny træner til ungdoms afdelingen for at komme vores udvikling i forkøbet
Du skal i starten hjælpe de andre trænere på skift og tage de hold hvor træneren ikke lige kan komme pga div
På sigt skal du selvfølgelig have dit eget hold
Klubben sørger selvfølgelig for at du får en træner uddannelse
Du skal være villig til at bruge 8-9 lørdage om året til at tage med til stævnerne rundt i landet
Det forventes at du kommer hver gang til træning og er villig til at promovere sporten igennem sjov lørdag, skole rugby osv.
Det vigtigste er at du har lysten til at arbejde med børnene.
For mere info skriv en pb til mig eller ring på 22150634
Mvh Jan Nielsen ungdoms formand