Pressemeddelelse, udsendt fredag den 12. oktober 2018.
RUGBY. Erritsø GIFs Christoffer ”Kiwi” Winstrøm, 21 år, og Thor Steendahl, 25 år, er for første gang blevet udtaget til det danske rugbylandshold. De er dermed begge i Danmarks trup, der i morgen lørdag skal spille ude mod Finland. ”Kiwi” og Thor bliver dermed A-landsholdsspiller nummer 22 og 23, som Erritsø GIF Rugby har udklækket i klubbens snart 35-årige historie.
På Erritsø GIFs 1. divisionshold spiller ”Kiwi” klyngehalf. Det er en central position imellem klyngen og forsvars-/angrebskæden. På A-landsholdet er han tiltænkt samme rolle. Thor, der er spillende træner og holdkaptajn i Erritsø GIF, spiller normalt flyhalf. Han er dermed spilleren, der har det tætteste samarbejde med klyngehalfen.
Samspillet imellem ”Kiwi” og Thor ligger på et højt niveau efter flere sæsoners indgående kendskab til hinandens spil. Det bliver interessant at se, om de i landskampen mod Finland kommer til at give eksempler på deres gode og tillidsfulde samspil. Og om Danmark kan drage fordel af det.
Erritsø GIFs klyngehalf, Christoffer ”Kiwi” Winstrøm, passer bolden til flyhalf Thor Steendahl.
Danmark skal spille ude mod Finland i morgen lørdag den 13. oktober. Dernæst hjemme mod Norge lørdag den 27. oktober, kl. 16.00 på Odense Atletik stadion. ”Kiwi” og Thor kommer til at spille sammen med flere tidligere Erritsøspillere, nemlig Christian Melgaard, Vladimir Nedbailo og Jeppe Maagaard Holm. Disse tre ex-Erritsø-spillere repræsenterer i dag andre danske klubber.
Både ”Kiwi” og Thor ser meget frem til kampene mod Finland og Norge, hvor de får deres debut i rødt og hvidt. Deres klubkammerater og supportere i Erritsø GIF er stolte på deres vegne.
Christoffer ”Kiwi” Winstrøm udtaler før kampen:
”Jeg er spændt på at vise de nye landstrænere, hvad jeg kan. Forhåbentligt bliver det en god første landskamp. Jeg er klar til at give 110%.”
Thor Steendahl tilføjer:
”Jeg glæder mig helt vildt og håber selvfølgelig på en god portion spilletid. Og ikke mindst, at vi hiver en sejr hjem over Finland.”
Flyhalf for Erritsø GIF, Thor Steendahl, er klar til at igangsætte et nyt angreb.
Rugbylandskampen Finland vs. Danmark live-streames på https://www.rugbyeurope.eu/2018-19-reic-men-xv-rou-m9-finland-vs-denmark. Kick-off er i morgen lørdag kl. 14 dansk tid.
Danmarks trup til morgendagens A-landskamp Finland vs. Danmark.
Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby,
Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 61273891, PaulerikJensen@hotmail.dk
Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts