Normalt spilles rugby med 15 spillere på hvert hold. Det gælder eksempelvis den hjemlige 1. division, hvor vi fra EGIF er én af de seks klubber. 15-mands rugby kræver dog relativt mange spillere i hver trup set over en hel sæson.
Stadig flere rugbyklubber vest for Storebælt har vanskeligt ved at stille fuldt hold til alle kampe i sæsonen. Derfor introducerede Dansk Rugby Union (DRU) i oktober et stævne, hvor klubberne kun skulle stille med 10 mand hver, plus reserver. I 10-a-side er reglerne anderledes end i 15-mands rugby. Hver 10-a-side kamp varer eksempelvis kun 2x 15 minutter, der er flyvende udskiftning, og der spilles på en mindre bane: 60 m x 70 m.
Dette allerførste 10-mands stævne, som blev afviklet i Holstebro den 13. oktober 2018, blev en sportslig succes. Nedenstående otte klubber deltog og spillede hver fire kampe.
- Aalborg RK Lynet
2. Aarhus RK
3. Erritsø GIF
4. Esbjerg RK
5. Grenå RK / Randers RC / Silkeborg RK
6. Holstebro RK
7. Lindø RUFC / Odense RC
8. Odder RK
Vores hold fra EGIF hentede to sejre og led to nederlag. Men bedst af alt: Vi fik spillet en god gang rugby imod hold, der ligger enten lidt over eller lidt under vores sportslige niveau. Vores spillere var ovenud tilfredse med at spille 10-a-side for første gang.
Af tilbagemeldingerne at bedømme kan vi forvente, at der i 2019 vil blive afviklet flere 10-a-side stævner for klubberne vest for Storebælt. Et godt DRU-initiativ, der medvirker til, at flest mulige klubber stiller med hold bestående af egne spillere, uden at låne fra andre klubber.