Pressemeddelelse, udsendt mandag den 2. oktober 2017
RK Speed – Erritsø GIF: 38 – 7 (24 – 0). SUPER 4 DM-slutspil, 3. runde. Lørdag 30. september 2017.
RUGBY. I tredje runde af DM-slutspillet viste Erritsøs rugbymandskab store spillemæssige og taktiske forbedringer. Indsatsen på udebane mod RK Speed var præget af mod og mandshjerte. De nybagte pokalmestre og sølvvindere fra sidste sæson vandt dog en fortjent sejr i Kastrup. Men med stærk anden halvleg genvandt Erritsø respekten og troen på, at holdet kan komme i nærheden af klubbens første DM-medaljer på seniorniveau. Der resterer endnu tre runder af SUPER 4 om DM 2017.
I Erritsø ved rugbyspillerne godt, at de er underdogs i slutspillet om det danske mesterskab. De øvrige tre hold i SUPER 4, Aarhus, Frederiksberg og Speed, er alle tidligere danske mestre og pokalvindere. Det har Erritsø endnu til gode. Chancen for de første DM-medaljer til Erritsø lever dog endnu, trods nederlag i lørdagens opgør i SUPER 4, hvor traditionsklubben RK Speed på Amager tog imod.
Ligesom hjemme mod Frederiksberg RK i forrige runde holdt Erritsø ikke bare stand, men evnede også at presse sine modstandere langt tilbage. Der blev tacklet, forsvaret og forsøgt gennembrud. Først midt i første halvleg kom RK Speed på tavlen 7 – 0. Erritsø genvandt dog hurtigt momentum og truede ofte Speeds forsvarslinje, dog uden et afgørende gennembrud. Med ti minutter tilbage af første halvleg gik det pludselig stærkt med to hurtige scoringer til hjemmeholdet. Lige som mod Frederiksberg faldt scoringerne på kontrastød, bedst som Erritsø havde etableret massivt pres. Kørt før pausen gjorde Speed det så til 24 – 0.
I rugby er det dog ingen stor føring. Erritsø holdkaptajn og faste landsholdsspiller, Jeppe M. Holm, var desuden tilfreds med holdets første halvleg. Han fortalte medspillerne, at anden halvleg kunne blive rigtig god, men kun hvis alle holdt hovedet højt og fortsatte det spilkoncept, det var blevet afprøvet til træning. Det kom til at holde stik.
Trods en tidlig Speed-scoring i starten af anden halvleg, bevarede Erritsø roen og fortsatte det slidsomme arbejde. Ikke blot blev forsvaret bedre hos Erritsø. Taktikken med at rykke flere forwards ud i angrebskæden virkede. Jimmi Hede, Michael Axø, Rune Larsen, Tobias Mulvad, Michael Klæsøe og Jeppe M. Holm selv var derfor både en defensiv gardering og en offensiv trussel. På et velgennemført angreb efter godt 65 minutter fik Erritsøs forwards sendt bolden ud til ydercenter Thor Steendahl. Han fintede en aflevering udad, for dernæst at udnytte et lille hul i hjemmeholdets forsvar til at slippe igennem. Reducering til 5 – 31. Det efterfølgende spark over udnyttede han selv sikkert til 7 – 31.
Reduceringen styrkede Erritsø og samtlige spillere tog større ansvar. Især højre wing, Alexander Hansen, var et stort aktiv med sine tacklinger. At han holdt Speeds landsholdsaktuelle Gerard Honou fra at slippe forbi var meget sigende om Alexander Hansens indsats og præstation.
Indercenter Hans Erik Severinsen var med sin aggressive stil derudover en konstant kilde til uro hos Speed, både offensivt og defensivt. Klyngehalf Christoffer Ki Winstrøm, som var blevet fløjet hjem fra Barcelona, hvor han studerer og træner med et stærkt universitetshold, lyste klart mest op hos Erritsø. Hans overblik og fremadrettede stil var stærkt medvirkende til, at Erritsø kunne lægge langt større pres på modstanderne end tidligere i slutspillet. Winstrøm blev efter kampen af modstanderne kåret til Erritsøs bedste spiller. At RK Speed sluttede med en scoring i overtiden til 38 – 7, ødelagde på ingen måde Erritsøs humør. Fremgangen var tydelig over alt.
Erritsøs klyngehalf Christoffer Ki Winstrøm gjorde comeback mod RK Speed. Her igangsætter han endnu et angreb. Foto: Natasja M. Brodersen / Erritsø GIF Rugby.
Holdkaptajn Jeppe M. Holm siger:
– “I første halvleg lod vi dem desværre få nogle lette scoringer, hvor vi ikke tacklede. Men i anden halvleg rettede vi op og kom tilbage. Jeg synes, vi spillede en rigtig god anden halvleg, og det kan vi være stolte af!”
Spillende træner Jan ”Bubsi” Nielsen fortsætter:
– ”Jeg er helt enig med Jeppe. Lidt personlige fejl i første halvleg kostede et par dumme scoringer. Anden halvleg var rigtig positiv. Holdet følger vores nye spillesystem godt. Jeg er stolt over, at vi formår at rejse os og spille rigtig godt.”
Lørdag den 7. oktober får Erritsø næste mulighed for at erobre points i SUPER 4. Det bliver i holdets anden udekamp i SUPER 4, hvor mestrene Aarhus RK tager imod. Århusianerne fører SUPER 4 foran Frederiksberg. RK Speed indtager tredjepladsen, imens Erritsø ligger nummer 4.
Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby
Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 6139 3065, senior@erritsoerugby.dk
Kampprogrammet i SUPER 4 for dette efterår: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/calendar/190
Stillingen i SUPER 4 for dette efterår: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/table/190
Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts