Tre Erritsø-spillere deltog i landsholdstræning

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 12. september 2021

RUGBY. Hele tre spillere fra Erritsø GIF trænede i den forløbne weekend i bruttotruppen til Danmarks rugbylandshold. Landsholdssamlingen, der foregik i Roskilde, gav stort udbytte til alle tre lokale rugbyspillere. Deres landsholdsdrømme kan senere i dette efterår ske at gå i opfyldelse.

Landstræner Christopher Adby havde i weekenden udtaget en bruttotrup på 40 spillere fra rugbyklubber i hele landet. Truppen skal skæres ned til 30 forud for efterårets to landskampe. Det sker med henblik på Danmarks kommende opgør i Rugby Europe Conference 2 North. Der skal Danmark spille hjemme mod Moldova og ude mod Norge.

De tre spillere i landsholdets bruttotrup, der til daglig kæmper for Erritsø GIFs førstehold i 2. division vest, er Thor Steendahl, Jonathan Bach Iversen og Theis Arvad Meier.

Thor Steendahl, 28 år, er den eneste af de tre Erritsøspillere, som tidligere har været udtaget til bruttotruppen. Debut i rødt og hvidt mangler den 28-årige trekvartback dog stadig. Han satser målrettet på, at dette efterår bliver hans entré på landsholdet. I de senere år har Thor Steendahl lagt endnu flere lag på sit spil. Han en fremtrædende spiller for Erritsø. På et hold i markant fremgang.



Jonathan Bach Iversen spiller normalt andenrække i Erritsøs klynge. Klyngen er en samlet betegnelse for et rugbyholds otte forwards. Det er kun halvandet år siden, at den 20-årige forward startede med rugby. I den mellemliggende tid har Jonathan Bach tilkæmpet sig en fast plads i Erritsø GIFs startopstilling. At han allerede nu er muligt emne for landsholdet, vidner om hans store talent.


Modsat sine to holdkammerater har Theis Arvad Meier, også 20 år, allerede spillet rugby for Danmark. Det gjorde han, da han for to sæsoner siden spillede på Danmarks U19-landshold. Siden har Theis Arvad klaret overgangen fra ungdomsspiller til voksenrækkerne med bravur. I de to foregående sæsoner sluttede han således øverst på Erritsøs topscorerliste. Selv siger det unge Erritsø-talent:


”Det var en god træningssamling i weekenden. Udtagelsen giver mig noget mere at sigte efter. Det medvirker til at flytte mig mod et højere niveau, så jeg kan udvikle mig til en bedre rugbyspiller.”

Alle tre Erritsøspillere håber, at landstræneren indkalder dem til 30-mands truppen. Ventetiden bruges blandt andet på træning og forberedelse sammen med deres holdkammerater i Erritsø GIF. Det lokale rugbyhold skal hjemme møde RC Odense. Det sker nu på lørdag den 18. september.

Foto nr. 1: Thor Steendahl. Foto nr. 2: Jonathan Bach Iversen. Foto nr. 3: Theis Arvad Meier.

Foto nr. 1 og 2. Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby. Foto nr. 3: Allan Pertti Frandsen / Erritsø GIF Rugby.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts