Kære alle sammen, det har været et meget anderledes år, end vi alle havde forventet.
Rent sportsligt og socialt fik vi ikke mulighed for at udfolde os, som det ellers var planlagt. Det blev til begrænset træning, få kampe eller stævner, og næsten ingen sociale sammenkomster.
Dog vil vi rette en varm tak til jer alle for fortsat at bakke op om vores kære rugbyklub og vores elskede sport. Det glæder alle: Spillere og medlemmer i alle aldre, forældre, trænere, frivillige, oldboys, supporters, vores trofaste sponsorer, kommunen, Fredericia Eliteidræt, samarbejdspartnere i og uden for EGIF, samt landets øvrige rugbyklubber og Dansk Rugby Union. I har alle bidraget til, at vi medlemmer af Erritsø GIF Rugby ser lyst på fremtiden for vores klub og vores sport.
Vi kigger meget snart ind i et 2021, som på alle måder bliver spændende og udviklende. Vores nye klubhus bliver opført i januar og februar, samtidig med at vores fem nye rugbybaner bliver anlagt og gjort klar til sæsonstart. Ja, vi får tre baner mere end i dag. Som noget nyt får vi også en kombineret måltavle / stadion-ur på vores store rugbybane.
Alt dette og meget mere glæder vi os til at dele med jer.
Tak for i år – og på gensyn i 2021.
De bedste jule- og nytårshilsner fra bestyrelsen.