Hård ligadebut

1. division: DTU Exiles vs. Erritsø GIF: 47 – 14 (28 – 0). Spillet lørdag den 18. maj 2019.

Points for Erritsø GIF: Kenneth Holm og George Melgaard hver 5. Thomas Arvad Meier 4.

RUGBY. Landets øverste rugbyliga, 1. division, består af syv klubber, hvoraf Erritsø GIF er den ene. Efter nogle gode pokalkampe i marts, kamppause i april, og en god træningskamp hjemme mod Aalborg i starten af maj, fik vores gutter så endelig debut i årets 1. division. Det skete i lørdags med en udekamp mod den ene af de to oprykkere, DTU Exiles fra Lyngby.

DTU Exiles var godt forberedt og stillede med en bred trup. Til denne kamp skulle vi derimod have hjælp fra blandt andre Aalborg RK for at have spillere nok til at gennemføre kampen. Tak til Aalborg-spillerne, som rejste hundreder af kilometer i lørdags for at spillere 1. divisions rugby sammen med os. Men nu til selve kampen.

Stærkt hjemmehold

DTU Exiles lagde stærkt ud, lagde os under pres og scorede fire forsøg i løbet af første halvleg. Nede 0 – 28 ved pausen fik vores hårdtarbejdende cheftræner Dennis Graversen givet vores gutter mod på at skabe modtryk i anden halvleg. Det lykkedes.

Først fik propforward Kenneth Holm lavet sit første forsøg for Erritsø i tre år. Dernæst fik fullback George Melgaard sat yderligere 5 points op på Erritsøs side af scoringstavlen. Efter begge forsøg fik et af vores unge og energiske talenter, Theis Arvad Meier, konverteret. Han stod derved for 4 af vores i alt 14 points i kampen. Godt, Theis!

En anden teenager, Andreas Raun, spillede desuden en ny, god kamp. Både Theis og Andreas har fået en super sæsonstart på vores førstehold, hvor de er nyoprykkere.

DTU Exiles kæmpede sig til i alt tre scoringer i løbet af anden halvleg og vandt fuldt fortjent kampen med 47 – 14. Men flot af vores gutter, at de aldrig gav op. Forwards Casper Bruus Aerts, Emil Boe Sørensen, Rune Rytter Larsen og Per Søndergaard var også iøjnefaldende – både det offensive og defensive kampen igennem. Stærkt kæmpet, gutter!

Vores erfarne forward, Casper Bruus Aerts, viser i denne sekvens af kampen stort overblik, da han løber frem, tager imod en tackling, samtidig med, at han har øjne for sine medspillere, så et nyt Erritsø-angreb kan sættes op.

Realisme og optimisme

At vi skal låne spillere fra andre klubber, for at gennemføre vores udekampe i ligaen, kan blive nødvendigt resten af året. Ved visse hjemmekampe kan det også blive nødvendigt. Det er et vilkår, som vi resten af året skal acceptere, indtil vi får opbygget en trup på over 25 seniorspillere, der alle tørster efter at træne og spille rugby i landets øverste liga. Dette er lykkedes for Frederiksberg RK, imens DTU Exiles har taget godt ved lære. Vi skal gøre det samme og holder derfor kontakt til de to klubber med hensyn til, hvordan man mest effektivt rekrutterer spillere til ens klub og førstehold.

Desuden ser vi frem til, at alle vores skadede spillere vender tilbage til trænings- og kampbanen, blandt andre holdkaptajn og flyhalf Thor Steendahl og fullback Jens Vissing. Endelig ser vi frem til, at vores p.t. eneste landsholdsspiller Christoffer ”Kiwi” Winstrøm, vender tilbage fra Spanien og trækker i Erritsø-trøjen igen.

Vores engagerede cheftræner Dennis Graversen har denne gode vurdering efter vores sæsondebut i årets 1. division:

”Vi tabte ganske vist. Men gutterne viste stor moral. Vi fik vendt momentum og pressede Exiles helt ned på deres scoringslinje gennem størstedelen af 2. halvleg.”

Kenneth Holm, giver også meget godt udtryk for den optimisme, der skal bære os frem i resten af sæsonen. Dagen efter kampen postede han disse ord på facebook:

”Et resultat lyver sjældent. Men det synes jeg, det gjorde. Undskyldninger kan man altid finde, men jeg er sikker på, at når vi stiller med et hold uden skader, så er der tørre tæsk på menuen.”

På lørdag den 27. maj spiller Erritsø GIF sin næste kamp. Det bliver på hjemmebanen ved Erritsø Idrætscenter, hvor de regerende mestre Frederiksberg RK kommer på besøg. Kampen har opspark kl. 14.00. Vel mødt til jer alle.

Fotos: Natasja M. Brodersen / Erritsø GIF Rugby. Tak, Natasja!

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Allan Pertti Frandsen, mobil +45 6139 3065, formand@erritsoerugby.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts