Erritsø-talent fik stærk landsholdsdebut

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 28. oktober 2018.

Danmark – Norge: 42 – 10 (25 – 3). Rugby Europe International Championship, Conference 2 Nord.

Points for Danmark: Cassius Deschamps 17, Mikkel Andresen 10, Peder W. Bjerrum, Rasmus Dufke og Nicklas V. Tell hver 5.

RUGBY. Den 21-årige klyngehalf for Erritsø GIF, Christoffer Ki Winstrøm, fik i lørdagens landskamp Danmark vs Norge sin længe ventede debut i rødt og hvidt. Og hvilken debut for ”Kiwi”, som han kaldes. Med en række veltimede tacklinger og velplacerede pasninger til sine holdkammerater var han medvirkende til at cementere Danmarks sikre hjemmesejr over Norge. Kampen blev spillet på et velbesøgt Odense Atletikstadion, der dannede en festlig ramme om en både intens og velspillet rugbylandskamp.

Efter tre stærke sæsoner i landets øverste rugbyliga for Erritsø GIF har ”Kiwi” opnået en nøglerolle på sit klubhold. Turen er nu kommet til A-landsholdet, hvor landstrænerne i lørdags endelig gav ham den længe ventede debut.

På Erritsø GIFs 1. divisionshold spiller ”Kiwi” klyngehalf. Det er en central position imellem klyngen og forsvars-/angrebskæden. På A-landsholdet spiller han samme rolle. I lørdagens landskamp måtte han dog følge med fra bænken i de første tre fjerdedele af kampen. Men efter 22 minutter af anden halvleg, ved stillingen 35 – 3 til Danmark, erstattede ”Kiwi” Danmarks normale klyngehalf, Thorbjørn Vestergaard fra Aarhus RK. Det blev et godt bytte.

Fra livestream af landskampen: Indskiftede klyngehalf Christoffer Ki Winstrøm fra Erritsø GIF gør klar til at igangsætte et nyt dansk angreb. Denne første fase udviklede sig siden hen til flere – og en afsluttende scoring til Danmark ved holdkaptajn Nicklas V. Tell. Til stillingen 40 – 3. Efter 38 min. af 2. halvleg. Foto: Paul Erik Jensen.

Fra første stund på banen gjorde Kiwi alting rigtigt. Tacklingerne bed på de norske modstandere og medspillerne fik serveret bolden på de helt rigtige tidspunkter. Kronen på værket blev en pasning bag om ryggen på en fremadstormende holdkammerat, hvilket gjorde det muligt for Danmarks holdkaptajn Nicklas V. Tell at løbe igennem det norske forsvar og bringe Danmark i front 40 – 3. Da manglede der blot to minutter af kampen.

Danmarks landshold mod Norge, den 28.10.18. Erritsø GIFs debutant Christoffer Ki Winstrøm ses knælende som nummer syv fra venstre. Foto: Daniel Storch.

Christoffer ”Kiwi” Winstrøm udtalte efter landsholdsdebuten:

”Jeg er virkelig stolt over vores kamp mod Norge. Vi viste, at vi havde meget mere hjerte i os til at blive bedre. Jeg er også glad for den spilletid, jeg fik.”

Christoffer Ki Winstrøm i Erritsø GIFs farver. Foto: Pertti Frandsen / Erritsø GIF Rugby.

Landskampen Danmark vs. Norge kan genses her:

https://www.rugbyeurope.eu/2018-19-reic-men-xv-rou-m8-denmark-vs-norway

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 61273891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts