Erritsøspiller udtaget til landsholdssamling

Pressemeddelelse udsendt onsdag den 20. september 2017

RUGBY. Når det danske rugbylandshold mødes i weekenden, er der endnu et Erritsønavn på spillerlisten. Ydercenter på Erritsøs førstehold, Thor Steendahl, er nemlig udtaget til landsholdets træningssamling, der finder sted i København og Malmø den 22. september og 23. september.

– Jeg glæder mig meget. Jeg har arbejdet hårdt for det i flere år, så det er vildt fedt at få chancen nu,

siger Thor Steendahl, der er 24 år.

På søndag den 23. september møder landsholdet på udebane Sverige i en officiel landskamp. Thor Steendahl er i første omgang inviteret med til lørdagens forberedende samling i København. Men gør han det godt, kan han nå at blive udtaget til Sverige-kampen, der spilles i Malmø.

– I første omgang er jeg enormt taknemlig for, at jeg er inviteret med. Men jeg vil selvfølgelig gøre alt, hvad jeg kan, for at bevise mit værd og få lov at repræsentere Danmark i en officiel kamp,

uddyber han.

Til samlingen får Thor Steendahl følge af Erritsøs anfører, Jeppe Maagaard Holm, der allerede spiller på landsholdet og har gjort det i flere år. Hvis Thor Steendahl bliver udtaget til kampen mod Sverige, bliver han den anden Erritsøspiller på det nuværende A-landshold.

Erritsøs Thor Steendahl foretager opspark for sit hold. Fra udekampen mod de danske mestre Aarhus RK, maj 2017. Foto: Natasja Michela Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

I alt tyve Erritsøspillere har gennem tiderne repræsenteret Danmark i en A-landskamp i rugby. Thor Steendahl kan derved blive den enogtyvende Erritsøspiller på Danmarks rugbylandshold.

På grund af landskampen er der spillepause i både 1. division og SUPER 4, hvor Erritsø kæmper med om DM-medaljerne. Først den 30. september genoptages Danmarksturneringen med tredje runde ud af seks i både 1. division og SUPER 4.

Læs mere om bruttotruppen til landskampen Sverige – Danmark her: http://www.rugby.dk/nyheder/landshold/91112461-dan-xv-test-mod-sverige

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 6139 3065, senior@erritsoerugby.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts