Erritsø Rugby i cup-semifinale mod ungt hold

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 11. maj 2017

RUGBY. Da Erritsø Rugby i november 2016 kæmpede sig i kvartfinalen i Dansk Rugby Unions store pokalturnering, gav det samtidig adgangsbillet til semifinalen i den lille pokalturnering, Challenge Cup.

Så da Erritsø i marts blev slået ud af den store pokalturnering, efter en heroisk pokalfight i Hundested, kiggede det lokale rugbyhold fremad. For i Challenge Cup, som den lille pokalturnering hedder, er der stadig hæder og en pokal at vinde. Erritsøs modstander i Challenge Cup semifinalen er 2. divisionsholdet CBS Sport Rugby. Kampen spilles nu på lørdag den 13. maj og udkæmpes på CBS’ hjemmebane på Holmen i København.

CBS står for Copenhagen Business School. De CBS-studerendes rugbyafdeling er kun ni år gammel. Så det er på alle måder et ungt rugbyhold, Erritsø skal op imod. Faktisk har de to klubber aldrig mødt hinanden før. Også på den måde bliver semifinalen historisk.

Spillende træner for Erritsø, Jan ”Bubsi” Nielsen, siger forud for semifinalen i København:

”Efter vores sejre i de to foregående runder i 1. division, vest, vil vi fortsætte den gode stime. Vi har en trup bestående af både unge og mere erfarne spillere, som har fundet sammen som et hold. Vi bliver bedre og bedre for hver kamp. Vores målsætning i semifinalen mod CBS er både at tage tredje sejr i træk og spille os i finalen. Selv om CBS spiller en division under os, ved vi, at de vil kæmpe som besatte. For dem er semifinalen imod os den største kamp i deres klubs historie. Derfor skal vi tage opgaven lige så seriøst, som vi plejer. Og det agter vi at gøre.”

Challenge Cup semifinalen CBS – Erritsø spilles lørdag den 13. maj og foregår på Arsenalvej 2, Holmen, 1436 København K. Kampen har opspark kl. 14.00.

De to semifinaler i Challenge Cup spilles samtidigt og afvikles på de lavest rangerende holds hjemmebaner. Læs mere på http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/pokalturnering-2016-2017/calendar/162. Finalen i Challenge Cup spilles lørdag den 19. august.

Erritsøs wing Alexander Hansen (med bolden) i aktion i hjemmekampen den 6. maj mod Odder RK, en kamp Erritsø vandt 31 – 7. Alexander Hansen stod for kampens flotteste scoring og er med i lørdagens cup-semifinale ude mod CBS Sport Rugby, København. Foto: Natasja Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Om CBS Sport Rugby: Rugbyafdelingen i CBS Sport i 2008 blev grundlagt af studerende på Copenhagen Business School. I dag har rugbyklubben også medlemmer, som ikke er CBS-studerende. CBS Sport Rugby spiller til daglig i 2. division, øst. Klubben har aldrig spillet i en højere division. Challenge Cup semifinalen mod Erritsø lørdag den 13. maj er et foreløbigt sportsligt højdepunkt for den unge rugbyklub.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, presseansvarlig, Mobil 61273891, paulerikjensen@hotmail.dk