Erritsø-holdkaptajn optimist før VM-kvalifikationskamp

Pressemeddelelse udsendt torsdag den 20. april 2017

RUGBY. Erritsøs stærke forward Jeppe Maagaard Holm har fuld fokus på sin næste rugbykamp i rødt og hvidt. For lørdag den 22. april spiller Danmark en vigtig VM-kvalifikationskamp. Modstanderen er Finland og kampen spilles i Odense. Erritsøs 23-årige holdkaptajn er atter i truppen, der skal forsvare land og ære.

Det er Danmarks tredje kamp i Rugby Europe Championship, som også er kvalifikation til VM i 2019. Danmark er i Conference 2 North med Estland, Ungarn, Norge og Finland.

Jeppe Maagaard Holm siger om kampen mod Finland:

”Jeg glæder mig utroligt meget. Vi skal bygge videre på 20 – 0 sejren over Norge i efteråret, hvor vi som landshold trådte i karakter. Vi skal ud og slå de finner.”

Erritsøs holdkaptajn Jeppe M. Holm kæmper indædt om den ovale bold. En indkast-situation fra pokalkvartfinalen ude mod Hundested RK den 25. marts 2017. Foto: Natasja Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Før lørdagens kamp ligger Danmark på trejdepladsen i gruppen, à points med Finland. Både Danmark og Finland skal således vinde for fortsat at have mulighed for at tage førstepladsen fra hidtil ubesejrede Ungarn. Kun vinderen af gruppen skal spille om oprykning til Conference 1 North, som er næste skridt mod et muligt dansk rugby-VM. Så kampens vigtighed kunne ikke være større. Se resultater og stillingen i Conference 2 North nederst på siden her:
http://results.totallympics.com/forum.php?mod=viewthread&tid=167&page=1#pid2055

Danmark og Finland har kun to gange tidligere spillet A-landskamp mod hinanden. Det var i 1987 og 1990, hvor Danmark på finsk græs vandt så stort som 94 – 0 og 100 – 0. Siden da er finsk rugby gået markant frem. Så der forventes en spændende VM-kvalifikationskamp i Odense.

Landskampen Danmark – Finland spilles lørdag den 22. april og foregår på Odense Atletikstadion, Højstrupvej 5, 5200 Odense. Kampen har opspark kl. 16.00.

Om Jeppe Maagaard Holm: Jeppe er født i 1994. Som syv-årig begyndte han på rugby. Det var i traditionslubben RK Speed på Amager, hvor han fik sin rugbyopdragelse. I oktober 2014 fik Jeppe sin A-landsholdsdebut for Danmark i en kamp ude mod Østrig. Jeppe studerer journalistik i Odense og har siden foråret 2016 spillet for Erritsøs førstehold, fra årsskiftet som holdkaptajn.

Officiel landskampplakat fra Dansk Rugby Union. Læs mere på www.rugby.dk.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby
Paul Erik Jensen, presseansvarlig, Mobil 61273891, paulerikjensen@hotmail.dk.