Erritsø Rugby storsejrede igen

Pressemeddelelse udsendt mandag den 17. oktober 2016

1. division, 4. runde. Erritsø GIF Rugby – DTU Exiles: 53 – 5 (29 – 5).

Points for Erritsø: Jens Vissing 13, Thor Steendahl 10, samt Alexander Hansen, Jeppe Magaard Holm, George Melgaard, Hans Erik Severinsen, Michael Klæsøe og Kenneth Holm hver 5.

I en god og underholdende rugbykamp lørdag den 15. oktober på hjemmebanen ved Erritsø Idrætscenter hentede Erritsø GIF en ny sejr. Opgøret i rugbyens 1. division imellem Erritsø og gæsterne fra DTU Exiles fra Lyngby endte med en ny storsejr til hjemmeholdet. Sejren blev på hele 53 – 5 efter føring 29 – 5 ved pausen. Erritsø indtager hermed stadig andenpladsen i ligaen, fem points efter topholdet CSR/Nanok fra København. I rugby tildeles et hold op til 5 points i tabellen for en sejr. Der resterer endnu to runder af rugbyens 1. division, som formentlig først afgøres 5. november, når Erritsø hjemme tager imod netop CSR/Nanok.

Erritsø åbnede kampen i lørdags mod Exiles på bedste vis. Tålmodigt byggede hjemmeholdet angreb efter angreb op, ved at sætte to, tre eller fire faser op i klyngerne. På den måde blev udeholdet hurtigt sat under større pres, end de kunne magte. Fra klyngerne fik Erritsøspillerne kvikt passet bolden ud i kæden, hvor de rappe trekvartbacks fandt og udnyttede hullerne i Exiles’ forsvar. På fire scoringer i løbet af de første godt tyve minutter bragte Erritsø sig således foran 22 – 0. Alle 22 points blev scoret af trekvartbackerne Thor Steendahl, George Meldgaard, Alexander Hansen og Jens Vissing.

Så var det som om, hjemmeholdet trådte lidt på bremsen. I hvert fald fik Exiles etableret et sjældent modangreb. Det skete på et langt spark op ad banen, hvor bolden havnede små ti meter fra Erritsøs mål. Det lykkedes ikke hjemmeholdet at sparke bolden ud af farezonen eller generobre den. I stedet begik hjemmeholdets ellers meget velspillende Malik Ramazanov et noget unødvendigt staffespark. Det straffe tog udeholdet hurtigt og løb, med få pasninger fra spiller til spiller, den ovale bold over hjemmeholdets mållinje. Det skete, inden Erritsøspillerne fik sat en resolut tackling ind. Med scoringen fik Exiles reduceret Erritsøs føring til 22 – 5. Udeholdets reducering var dog lige det, der skulle til, for at Erritsøspillerne bogstavligt talt strammede grebet og generobrede både initiativ og angrebslyst.

Erritsø begyndte således igen at sætte tacklingerne ind rettidigt, erobre bolden, etablere modangreb og presse sine modstandere langt tilbage på banen. I klyngerne var især Jimmi Hede og spillende træner Michael Klæsøe iøjnefaldende med deres hårde, vedvarende arbejde. Også Michael Axø, som var tilbage efter en skadespause, fik spillet sine holdkammerater gode med sine velvalgte, aggressive bolderobringer.

Da første halvleg nærmede sig sin afslutning, fik Erritsø igen belønning for sit hårde, vedvarende pres. Hjemmeholdets landsholdsspiller, Jeppe Magaard Holm, udnyttede smart et hul i venstre side af Exiles forsvar, brød igennem og øgede til 27 – 5. Jens Vissing sparkede efterfølgende over til halvegsføring 29 – 5.

I anden halvleg var det kun et spørgsmål om, hvor stor Erritsøs sejr ville blive. Udeholdet fra Lyngby havde brugt næsten alle kræfterne i første halvleg, og kæmpede i hele anden halvleg for at begrænse nederlaget. Det lykkedes ikke, hvilket blev sat i relief, da Erritsøs Kenneth Holm i slutminutterne, fra sin position i klyngen, hentede et højt spark fra en medspiller og rutineret greb den springende bold og løb den sikkert over Exiles’ mållinje og lagde den død. Et fornemt punktum for en solid og godkendt indsats af Erritsøs bedste rugbyspillere.

Med sejren holder Erritsø fast i andenpladsen i 1. division, hvor der kun resterer to runder. Lørdag den 29. oktober drager Erritsø GIF til Helsingør for at møde Hamlet Rugby Klub. Tidligere på sæsonen slog Erritsø hjemme Hamlet RK med de klare cifre 49 – 0. Favoritrollen tilfalder derfor igen Erritsø i denne sidste udekamp i sæsonen. Kampen mellem Hamlet RK og Erritsø GIF foregår på rugbybanen på Gl. Hellebækvej 63 i Helsingør og fløjtes i gang kl. 14.

Stillingen i 1. rugbyens 1. division: http://www.rugby.dk/turneringer/2016-03-08-13-19-34/dm-2016-m/table/138

Kampprogrammet i 1. division for dette efterår: http://www.rugby.dk/turneringer/2016-03-08-13-19-34/dm-2016-m/calendar/138

Besøg www.erritsoerugby.dk, som er Erritsø GIF Rugbys hjemmeside.

samt på vores facebookside https://www.facebook.com/groups/10789897740/?ref=bookmarks

Læs mere om rugby www.rugby.dk, som er Dansk Rugby Unions hjemmeside.

For nærmere info, kontakt venligst: Michael Klæsøe, træner for seniorerne. Mobil 3059 4280

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil 6127 3891

20160924_140845

Erritsø, i de mørkeblå trøjer ned rød tværstribe i bunden, sætter et angreb op i en løs klynge. Situationen er fra forrige hjemmekamp den 24. september mod Hamlet RK. Foto: Erritsø GIF Rugby.