Erritsø GIF tabte til titelfavoritter

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 23. april 2018

RUGBY. 1. division, 2. runde: Frederiksberg RK vs Erritsø GIF: 43 – 6 (24 – 3).

Points for Erritsø: Jens Vissing 6 (på to straffespark)

Frederiksberg RK har landets p.t. stærkeste rugbymandskab. Det måtte Erritsø GIF sande, da de i lørdags gæstede hovedstaden i anden runde af årets rugbyturnering om Danmarksmesterskabet. For FRK gav ikke ved dørene, heller ikke selv om Erritsø GIF for tiden spiller det bedste rugby, klubben har præsteret i mange år.

FRK bragte sig ret hurtigt foran 3 – 0 på et straffe. Kort tid efter øgedes stillingen til 10 – 0 på et forsøg og en konvertering. Erritsøs wing og faste sparker, Jens Vissing, fik i løbet af første halvleg reduceret på et straffe, men hjemmeholdet sad solidt på kampen og førte 24 – 3 ved pausen.

Anden halvleg blev resultatmæssig en anelse mere lige, men FRK bevarede overtaget kampen igennem.

Debutanten Sabelo Dube (med bolden) var en stærk mand for Erritsø GIF. Foto: Daniel Storch.

Hos Erritsø spillede Andreas de Neergaard Budsted en solid første halvleg, ligesom Rune Rytter Larsen. Bedst hos Erritsø var de unge forwards Tobias Mulvad, Christoffer Ki Winstrøm og Sabelo Dube. Sidstnævnte spiller, der stammer fra Sydafrika, fik debut for Erritsø og var en solid forstærkning af et ungt og talentfuldt Erritsømandskab.

Nu ser det lokale rugbyhold frem mod pokalsemifinalen lørdag den 5. maj. Den kamp spilles på hjemmebanen ved Erritsø Idrætscenter, hvor modstanderen er RK Speed fra Amager.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 61393065, senior@erritsoerugby.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Erritsø Rugby går efter point

I første runde af dette års øverste rugbyliga, 1. division, led Erritsø GIF et meget knebent nederlag på 8 – 13 til sidste års bronzemedaljevindere, RK Speed. Et virkelige flot resultat, der gav Erritsø sæsonens første point, et defensivt bonuspoint.

Næste modstander er sidste sæsons sølvvindere, Frederiksberg RK, på udebane. FRK ligger på førstepladsen, efter en klar udesejr over Aarhus RK, sidste års Danmarksmester.

Fra Erritsøs forrige kamp mod Frederiksberg RK, den 16. september 2017.

Erritsøs anfører, 24årige Thor Steendahl udtaler:

Vi vil bygge på resultatet fra vores seneste kamp, den mod Speed. Vi vil ud og spille en god kamp, selv om Frederiksberg ser stærke ude i år. Vi ved, at det nok vil blive vores sværeste kamp i år. Der er ingen tvivl om, at vi går efter sejren. Men vi ved, at det bliver en hård kamp. Derfor skal vi tage, hvad vi kan få. Kan vi bruge kampen til at bygge videre på vores spil, så gør vi også det.

Christoffer Ki Winstrøm, holdets 21-årige klyngehalf, supplerer:

Det bliver en spændende kamp. Det bliver nok den sværeste i år. Kampen kommer også til at give os et fingerpeg om, hvor vi står og hvor vi skal arbejde fremadrettet. Kan vi ramme indstillingen og spillet som i Speedkampen, bliver det interessant.

Til udekampen mod FRK må Erritsø undvære nogle markante spillere, så som de to forwards Jimmi Hede og Tahi Zu. Til gengæld har Erritsø igen trekvartbacken Pavel Zemskiy tilbage i truppen.

Kampen har opspark lørdag kl.15.00 på Jens Jessens vej 20, 2000 Frederiksberg.

Endnu en Erritsø-spiller på U-18 landsholdet

Pressemeddelelse, udsendt den 13. april 2018

RUGBY. Theis Arvad Meier, 16 år, fik tidligere på måneden sin debut på det danske U-18 rugby landshold. Det skete i en kamp mod Sverige. Han er dermed et af de mange rugbytalenter i Erritsø GIF, som siden klubbens start i 1984 har spillet på U-18 landsholdet.

Theis startede med at spille rugby i ungdomsrækkerne i Odder Rugby Klub, inden han, sammen med sine forældre, flyttede her til trekantområdet. De seneste 2½ år har han spillet for Erritsø GIF.

Theis Arvid Meier ses i midten, iført lys rugbyhjelm.

Hans position på banen er hovedsagelig klyngehalf og flyhalf. To positioner som nærmest kan betegnes som spilstyrende i angrebs- og forsvarskæden. I U18-landskampen spillede Theis indercenter, som er også i angrebskæden. Desværre tabte Danmark kampen mod Sverige.

I næste weekend skal Theis deltage i en Sevens træning for U-18 spillere. Sevens er betegnelsen for den form for rugby, hvor de kun er syv spillere for hvert hold på banen ad gangen, og der spilles kampe med høj intensitet i 2x 7 minutter.

Theis håber at komme med bruttotruppen, så han får mulighed at blive udtaget til selve Sevens-landsholdet, der skal deltage i en stor turnering i Ungarn til efteråret. Med til Sevens rugby hører, at denne form for rugby er olympisk disciplin.

Med venlig hilsen
Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, presseansvarlig
Mobil +45 61273891

Erritsø GIF Rugby fik point i sæsondebut

RUGBY. 1. division, 1. runde: Erritsø GIF – RK Speed: 8 – 13 (3 – 5).

Points for Erritsø: Jens Vissing 3 (straffe) og Thor Steendahl 5 (et forsøg)

Erritsø GIFs førstehold spillede sin bedste rugbykamp i flere år, da de i lørdags tog hul på den nye sæson i landets øverste rugbyliga, 1. division. Hjemmekampen imod sidste sæsons bronzevinderne, RK Speed, blev nøjagtig den lige affære, som det på forhånd var spået.

Ved stillingen 8 – 8, og tyve minutter igen, var spændingen på sit højeste. Erritsø GIFs unge mandskab lugtede overraskelsen og havde flere gode muligheder for at score yderligere. Men mulighederne blev ikke udnyttet. Stor var derfor RK Speeds lettelse, da de ni minutter før tid, på et forsøg bragte sig 5 points foran. Det skete efter et flot angreb over højre fløj. Erritsø forsøgte at svare igen. Men selv om tempoet var højt og presset massivt, blev mulighederne ikke udnyttet. Gæsternes knebne sejr på 13 – 8 var derfor fortjent.

Det generationsskifte, Erritsø GIF igangsatte i vinterpausen, bærer dog allerede nu frugt. Unge Erritsøspillere med enten landsholdserfaring eller landsholdspotentiale trådte virkelig i karakter. 20-årige Vladimir Nedbailo spillede en uvant plads som hooker i klyngen. Alligevel præsterede han igen på højeste niveau. Det samme gjorde Erritsøs to andre landsholdsspillere, Christoffer Ki Winstrøm på 21 og Jeppe Maagaard Holm på 23. De to unge flankers, Tobias Mulvad og Tahi Fu, begge midt i tyverne, var også ekstremt værdifulde fremad banen og bagude. Endelig var den 25-årige wing Casper Bruus Aerts igen en defensiv stærk mand, som tacklede effektivt hele kampen igennem.

Jeppe M. Holm udtalte:

”Det var den bedste kamp, vi har spillet, i den tid, jeg har været her i klubben.”

For to år siden skiftede Jeppe M. Holm til Erritsø GIF fra netop RK Speed. Han har siden da været en hovedkraft i opbygningen af det nye, unge førstehold i Erritsø.

Den ene af Erritsøs tre landsholdsspillere, Jeppe M. Holm, med sort hjelm, kæmper om en indkastbold med RK Speeds Malte Madsen (rød hjelm).
Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

Holdets nye holdkaptajn, den 24-årige flyhalf Thor Steendahl, har denne vurdering:

”Vi spillede næsten lige op imod et hold, som vi sidste år tabte til med 20 til 25 point. Vi starter godt og holder en høj intensitet. Så går vi ned på intensitet i det sidste kvarter, hvor de få lov at dominere. Det er fand’me ærgerligt, vi taber. Men en rigtig god start på sæsonen. Det var en kæmpe fornøjelse at spille sammen med gutterne i dag. Jeg håber, vi kan tage samme indstilling med til den næste kamp ude mod Frederiksberg.”

Et defensivt bonuspoint blev Erritsø GIF’s resultatmæssige udbytte af sæsondebuten. Holdets næste opgave bliver 1. divisionskampen ude mod titelaspiranterne fra Frederiksberg RK. Den kamp spilles lørdag den 21. april.

Frederiksberg fører efter første runde 1. division med maksimum 5 points, Speed ligger nummer to med 4 points, imens Erritsø indtager tredjepladsen med 1 point. Mestrene Aarhus er RK er fortsat uden point, imens CSR/Nanok og Aalborg RK først kommer i kamp senere på måneden.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 61393065, senior@erritsoerugby.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Alle fotos: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

Erritsø GIF sæsondebuterer hjemme

Pressemeddelelse, udsendt fredag den 6. april 2018

RUGBY. Lørdag den 7. april tager Erritsø GIF hjemme imod københavnske RK Speed. Det sker i sæsonens første turneringskamp i landets øverste rugbyliga, 1. division.

Efter at flere ældre og erfarne Erritsøspillere satte rugbystøvlerne på hylden efter sidste sæson, er det et yngre og mere energisk hjemmehold, der nu skal i ilden.

I startopstillingen har Erritsø eksempelvis de tre unge landsholdsspillere Vladimir Nedbailo på 20, Christoffer Ki Winstrøm på 21, samt Jeppe Maagaard Holm på 24 år. Den 24-årige vejlenser Andreas de Neergaard Budsted forventes desuden at debutere for Erritsø. Det samme gør sydafrikanske Sabelo Dube, der med sine 21 år også trækker hjemmeholdets gennemsnitsalder ned.

Flere andre Erritsøspillere er i tyverne, fx den nye holdkaptajn Thor Steendahl. Han forudser et meget lige opgør imod sidste sæsons bronzevindere fra RK Speed. Erritsø sluttede sidste sæson lige efter københavnerne og har ambitioner om at slutte blandt medaljetagerne i 1. division, der tæller i alt seks hold.

Erritsø GIFs Tobias K. Mulvad, med bolden, bryder igennem tacklinger fra tre modstandere fra RK Speed. Fra de to klubbers seneste møde, der foregik i Erritsø den 4. november 2017. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

Senioransvarlig og næstformand i Erritsø GIF Rugby, Allan Pertti Frandsen, har denne vurdering før kampen:

”Vores spillere har trænet hele vinteren og set frem til det her. Vores træningskamp imod de danske mestre fra Aarhus RK for tre uger siden gik godt. Det blev et begrænset nederlag på 2 scoringer imod deres 4. Desuden kæmpede gutterne forbilledligt. Vores sæsondebut imod Speed bliver et opgør imellem sidste sæsons nummer 3 og 4 i dansk rugby. Det bliver et brag af en kamp.”

1. divisionsopgøret Erritsø GIF – RK Speed spilles på den normale hjemmebane på Krogsagervej ved Erritsø Idrætscenter, og foregår lørdag den 7. april, med opspark kl. 14.00.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 61393065, senior@erritsoerugby.dk

Kampprogram for 1. division i 2018: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/calendar/216

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Læs også om Dansk Rugby Unions optakt til den nye sæson: http://www.rugby.dk/nyheder/turnering/91112537-saesonstart-2018

Træningskamp mod mestrene

De seks-dobbelte og regerende danske mestre fra Aarhus RK var Erritsø GIFs modstander i årets første træningskamp for førsteholdet.

Kampen foregik lørdag den 17. marts, efter et god fællestræning for begge hold under ledelse af ARK’s cheftræner Chris Adby og vores egen Michael Klæsøe.

På en knaldhård og frossen træningsbane ved Erritsø Idrætscenter fik spillerne passet, tacklet og spillet en god gang rugby under meget vanskelige vejrforhold. Ud over kulden kæmpede begge holds spillere med at kontrollere bolden i den stride blæst.

Træningskampen blev en lige affære, hvor gæsterne fra Smilets By dog var stærkest. Udesejren på 10 – 20, efter 0 – 10 ved halvleg, var fuldt fortjent. Alle EGIFs points blev scoret af klyngehalf George Melgaard på to forsøg, det sidste efter et flot lob og en pasning fra vores nye holdkaptajn Thor Steendahl. Han spillede en klog kamp. Det samme gjorde forward Tobias Mulvad og venstre wing Jens Vissing.

Vores 24-årige debutant Andreas de Neergaard Budsted, der lærte rugby som udvekslingsstudent i New Zealand, have desuden en god debut, ligesom højre wing Casper Bruus Aerts tacklede frygtløst. Forwarden Vladimir Frolov var desuden meget iøjnefaldende, offensivt som defensivt. Indercenter Hans Erik Severinsen blev indskiftet i slutningen af første halvleg og var en solid forstærkning.

Mike Hawkins, årets dommer 2017, og Dennis Graversen, sørgede sammen for, at sol, vind – og frosttemperaturer – blev ligeligt fordelt under træningskampen. Stor tak til dem begge. Alt i alt en god optakt for førsteholdet inden sæsonstarten lørdag den 7. april, hvor vi på hjemmebane har sæsondebut i 1. division, landets øverste liga, mod RK Speed.

Fotos: Pertti Frandsen / Erritsø GIF Rugby.

Flere landsholdsspillere fra Erritsø GIF

Erritsø GIF fortsætter med at udvikle og levere unge spillere til Danmarks rugbylandshold.

Ud over forwarden Jeppe Maagaard Holm, der er 24 år, har nu også vores 21-årige klyngehalf Christopher ”Kiwi” Winstrøm og 25-årige trekvart-back George Melgaard været udtaget fællestræning på Sevens-landsholdet. Det skete i både januar og februar.

I Danmark spilles rugby med enten 7 eller 15 spillere på hvert hold, og vi har landshold for begge typer af rugby. Ud over Sevens-landsholdet har både Jeppe og Kiwi været udtaget til seneste samling for 15-mands landsholdet.

Seneste træningssamling for Danmarks Sevens-landshold var i weekenden 17.-18. marts i Odense. Og her fra Jeppe og Kiwi med igen.

Truppen til Danmarks Sevens-landshold under den seneste samling, som foregik i Odense. Erritsø GIFs Jeppe Maagaard Holm ses stående som nummer tre fra højre, imens Christopher Ki Winstrøm ses knælende som nummer tre fra højre. Foto: Dansk Rugby Union.

Virkelig flot af vores unge talenter, som derved bidrager med stadig bedre rugby, hver gang de spiller i Erritsøtrøjen.

Flere kursusmuligheder

Så er det igen kursustid, og du har nu mulighed for hele 4 forskellige.
Det drejer sig om følgende kurser

  1. Kids First trænerkursus: søndag den 8. april i Odder.
  2. Kids First dommerkursus: søndag den 22. april i Roskilde.
  3. WR niveau 1 trænerkursus: søndag den 15. april i Munkebo.
  4. WR niveau 1 trænerkursus: onsdag den 18. april og mandag den 23. april hos Rugbyklubben Speed.

Kurserne er åbent for alle, og vi dækker naturligvis udgifterne. Kontakt Kurt på 20263337 hvis du vil vide mere. Tilmeldingen er nem du går bare ind på www.rugby.dk/tilmeld og tilmelder dig kurserne. Giv lige Kurt besked hvis du tilmelder dig.