September 2024 nummeret af SPORT er nu på gaden. Hovedtemaet er RUGBY.
Læs blandt andet om:
40-års jubilæum var en kæmpe fest – bl.a. med fire nye æresmedlemmer International bronzemedalje til vores U16-pige DM-sølv til vores U18 Træner til rugbykvinder søges Donation ledte til måltavle med stadionur
RUGBY. I den forløbne weekend var der åben træningssamling for Danmark bedste rugbykvinder. Det blev to dages intens træningslejr hos Erritsø Rugby, hvor der samtidig var U18-herrekamp og Herrelandskamp. I alt 30 kvinder fra ni danske rugbyklubber fik finpudset teknikkerne og forberedt sig på næste store udfordring: Landskampen ude mod Norge senere på efteråret.
Én af spillerne ved landsholdssamlingen var Erritsø GIFs Frederikke Norup Andersen, 17 år. Frederikke Norup viste god teknisk spilforståelse under den åbne træningssamling i weekenden. Det skyldes nok, at hun i det seneste skoleår studerede i Irland, hvor rugby er en meget stor idrætsgren. Dér stiftede hun for første gang bekendtskab med sporten om den ovale bold.
Siden foråret, hvor hun vendte tilbage til Danmark, har hun trænet i Erritsø GIF Rugby, som er ved at genstarte et rugbyhold for kvinder. Indtil det er etableret, må Frederikke stille op for en anden dansk klub. I morgen lørdag spiller hun derfor for Rugbyclub Odense. Det sker i næstsidste runde af Dansk Rugby Unions Sevens-turnering, som består af 7 serier. Stævnet afvikles i Odense-forstaden Holluf Pile.
Selv siger Frederikke om sidste weekends landsholdstræning og udsigterne til at spille turneringsrugby i morgen.
”Landsholdstræningen viste mig mange nye ting og jeg fik lov til at se, hvordan man træner på et højere niveau, hvilket var meget spændende og jeg håber på at kunne gøre det igen. I morgen lørdag stiller jeg op for Odense og jeg håber meget på, at der vil komme flere kampe i fremtiden, så jeg kan forbedre mig.”
Frederikke Norup Andersen med rugbybolden. Situationen er fra en træningsaften i Erritsø i august 2024. Foto: Pertti Frandsen / Erritsø GIF Rugby.
RUGBY. Hele syv U18-spillere fra Erritsø GIF Rugby kæmpede bravt foran hjemmepublikum, da Danmark U18 i lørdags spillede mod Malmö U18. Det rakte ikke til dansk sejr på et velbesøgt Erritsø Rugbystadion, men stoltheden blandt Erritsøspillerne, deres trænere og deres rugbyklub er ikke til at tage fejl af. Hele 400 tilskuere fulgte kampen på lægterne.
Forud for i lørdags var det 18 år siden, at der sidst var blevet spillet rugbylandskamp i Fredericia. Dengang i 2006 spillede Danmark mod Østrig, og vandt, på det for længst nedrevne Fredericia Stadion på Baldersvej. I lørdags var det så endelig tid til mere international rugby på disse kanter, ovenikøbet dobbeltprogram med U18-forkamp efterfulgt af herrelandskampen Danmark mod Finland. I førstnævnte kamp var Erritsø med.
Det skulle egentlig have været Sveriges U18, som de danske U18-herrer skulle have stået overfor. Men to døgn før den planlagte ungdomslandskamp i Erritsø blev det ændret til, at en kraftigt forstærket Malmö U18-trup tog turen til Fredericia. Det var dog en fuldgod erstatning, for Malmö U18 stillede med et særdeles stærkt og velspillende mandskab.
Svenskerne sejrede fortjent 32 – 10 efter at have ført 15 – 10 ved pausen. Oversat til andre sportsgrene scorede Malmö seks gange mod Danmarks to. Tobias Benzon fra Hundested Rugbyklub og Hans S. Nielsen fra Dragør Rugbyklub stod for de to danske forsøg, begge efter massivt dansk pres, hvor bolden blev båret frem fra den ene løse klynge efter den anden, inden der blev brudt igennem og bolden trykket i græsset bag mållinjen. Et forsøg er rugbysprog for det at lægge bolden død i modstandernes målzone.
I den 23 mand store danske U18-trup var hele syv fra de nykårede DM-sølvvindere fra Erritsø GIF. Fire af dem var i startopstillingen og alle syv kom i kamp. Det var Mateusz Rosborg Jørgensen, Victor Brodersen, Lauge Jørgensen (Danmarks holdkaptajn), Simon Guldager, Adam Kvist, Nick Pokhodin og William Friend. De to reserver til truppen, begge fra Erritsø GIF, var Noah Devantier og Oliver Holm Axelsen. Ingen af dem kom i kamp i lørdags og må vente på deres landsholdsdebut.
Den ene EGIF’er, propforward Victor Brodersen, havde denne vurdering efter sin første kamp i rødt og hvidt:
”Jeg synes, vi spiller en god kamp, hvor vi får implementeret en masse af de ting, vi har trænet. Vi taber dog kampen. Det skyldes nok, at Malmö er et rigtig samspillet hold, som har spillet sammen længe, hvor vi er et helt nyt hold. Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan få mange flere kampe i rødt og hvidt og blive ved med at repræsentere Danmark. Jeg håber også, at jeg en dag kan spille mig på A-landsholdet. Tusind tak for opbakningen fra både klubben, trænerne og alle de mennesker, der kom og så kampen.”
Hele U18-kampen Danmark v Malmö findes på Youtube:
Landskampen Sverige U18 mod Danmark U18 er flyttet til lørdag den 26. oktober og spilles i sydsvenske Trelleborg. Her forventes samtlige ni Erritsø-spillere at være med i truppen.
U18-landsholdstræner Morten ’Conny’ Jørgensen og de ni Erritsø-spillere i truppen, hvoraf alle i rødt fik U18-landsholdsdebut mod Malmö. Fra venstre ses Mateusz Rosborg Jørgensen, Morten ’Conny’ Jørgensen, Oliver Holm Axelsen, Victor Brodersen, Lauge Jørgensen (Danmarks holdkaptajn), Noah Devantier, Simon Guldager, Adam Kvist, Nick Pokhodin og William Friend. Foto: Jan ‘Bubsi’ Nielsen / Erritsø GIF Rugby.
Lørdag den 5. oktober er der stor international rugbydag i Erritsø GIF Rugby. Med GRATIS adgang.
Rugby Europe Landskamp
Det danske herrelandshold XV møder Finland XV i en kamp i Rugby Europe Conference 2 North 2024/2025. Det er begge nationers første opgør i turneringen. Vores aktuelle landsholdsspiller Nils Hagen er desværre skadet og ikke udtaget til landsholdet. Han var ellers blevet en fast del af truppen. Kampen har kick-off kl. 15.
U18-forkamp
Allerede kl. 12 spiller Danmark U18 mod Malmö U18. Her har Erritsø seks spillere udtaget. Det er: Victor Brodersen, Simon Guldager, Lauge Jørgensen, Adam Kvist, William Friend og Mateusz Rosborg Jørgensen.
To reserver til truppen er også udtaget, begge fra Erritsø. Det er Noah Devantier og Oliver Holm Axelsen.
Fanzonen mellem parkeringsplads og klubhus åbner allerede kl. 11. VEL MØDT!
Dette videoklip er fra U18-landsholdstræningen i Erritsø, lørdag den 28. september 2024, hvor U-18 landstrænerne Jan Andersen og Morten ‘Conny’ Jørgensen havde 40 spillere til træning hele weekenden.
Kvindelandshold holder træningssamling
Det danske kvinde Sevens-landshold er stærkt. Det viste de i foråret med flotte resultater i Prag og Budapest i Rugby Europe turneringen, hvor det blev til ædelt metal.
Det er over 20 år siden, at det danske kvindelandshold XV har spillet kamp, dvs. med 15 spillere for hvert hold på banen og kampe på 2 x 40 minutter. I 2024 er der allerede afholdt to træningslejre, i København og Aalborg, med over 30 spillere fra klubber over hele landet. Nu er Dansk Rugby Union klar til det næste store skridt, den åbne træningslejr d. 5. – 6. oktober i Erritsø, hvor alle interesserede kvinder i XV-rugby kan deltage. Efter denne lejr udtages en trup på 23 spillere, som vil repræsentere Danmark i vores første kvindelandsholdskamp i over 20 år med 15 spillere på hvert hold. Det bliver på udebane mod Norge.
Flere oplysninger kan fås hos landsholdstræner Nina Vistisen på
Pressemeddelelse, udsendt fredag d. 6. september 2024
RUGBY. I morgen lørdag er Erritsø GIF Rugby vært for årets DM-stævne for de ældste ungdomsrækker. Her står klubbens Danmarksmestre 2021, 2022 og 2023 foran årets helst store styrkeprøve. For det er nu, de unge 18-løver skal vise, at de stadig kan regnes landets bedste rugbymandskab for herrespillere under 18 år.
Efter DM-guld som U14, og to gange DM-guld som U16, rykkede hele truppen ved sæsonstart op som U18-hold. Da turneringsstrukturen er ændret til U18 Cross Border kampe mellem klubberne vest og øst for Storebælt, har Erritsøs tredobbelte Danmarksmestre hidtil i sæsonen ikke spillet officielle kampe som hold i egen ret.
Det skal de nu, hvor Danmarksmesterskabet 2024 skal afgøres. Disciplinen bliver 7’s, hvilket vil sige, at hvert U18-hold spiller med 7 spillere på banen ad gange, og hvor kampstiden er 2 x 10 minutter.
Stævnet i Erritsø omfatter også kampe for U10, U12 og U14, og U16-hold fra de fleste rugbyklubber i landet. Derved ventes omkring 200 deltagere i stævnet, inkl. trænere, holdledere, forældre og en række frivillige. Den lokale værtsklub stiller også med hold i U10 og U14-rækkerne.
Ungdomsansvarlig og næstformand Jan ’Bubsi’ Nielsen i Erritsø GIF Rugby udtaler:
”Det bliver superfedt at igen spille på hjemmebane. Der er ingen tvivl om, at vi år bliver mere presset af de andre U18-hold og der bliver en indædt kamp om DM-guldet, hvilket er super fint. Så må vi se, hvor det ender. Det vigtigste er, at alle har det sjovt og spillerne hele tiden udvikler sig. Men vi siger da ikke nej til en guldmedalje mere.”
Erritsø GIFs William Friend vinder et indkast. Fotoet er fra et DM-stævne i 2023, hvor Erritsø endte sæsonen som Danmarksmester. For tredje år i træk. Privatfoto til friafbenyttelse optaget af Patrick Friend.
Pressemeddelelse, udsendt tirsdag d. 3. september 2024
RUGBY. U16-spilleren Ingrid Friend fra Erritsø GIF Rugby vandt i den forløbne weekend ny hæder i udlandet.
Det var en fantastisk weekend for de danske Super 3-rugbypiger, hvor Erritsø GIFs Ingrid Friend igen kom på scoringstavlen. Hun og de øvrige Super 3-piger vandt desuden bronze ved Shield Maidens Rugby Tournament i svenske Uppsala. Et virkelig stærkt resultat.
Super 3 er et talenthold bestående af de bedste rugbypiger fra de danske klubber. Ingrid Friend, der fyldte 15 år i foråret, har været med i truppen, siden den blev dannet i fjor. For at være med i Super 3 skal man træne ugentligt med sin egen rugbyklub, lave ugentlige løb/styrke-træninger, og være pige årgang 2005 – 2011. Ovenpå succes’en i Uppsala siger Ingrid:
”Det var fantastisk at spille mod andre pigerugbyhold i en international turnering i Sverige. Alt vores hårde arbejde gav pote, da vi vandt bronzemedaljen!”
Turneringen i Sverige var Super 3-holdets femte stævne, som alle er blevet spillet i udlandet. De talentfulde rugbypiger har virkelig gjort indtryk på trænerne Helene B. Konner, Jesper Jensen og Søren Rasmussen, alle fra Rugby Club Odense. Helene B. Konner siger således på sin Facebook:
”Super 3 melder, at de er supertilfredse med resultaterne og den spilmæssige udvikling pigerne viser. Så tak til klubberne for at sende pigerne til Super3.” Og hun fortsætter:
”Rugby Club Odense glæder sig til at Super 3 træner i Odense den 20. – 21. september.”
Facts:
5 turneringer spillet
21 kampe
14 kampe vundet
5 kampe tabte
2 kampe uafgjorte
Prag 2023: Fairplay pris
Malta 2024: Guld
Berlin (u17) 2024: Guld
Uppsala 2024: Bronze
Uppsala 2023: Glæden ved at deltage.
Super 3-holdet med deres tre fynske trænere. Erritsø GIF Rugbys Ingrid Friend ses knælende som nummer to fra venstre. Privatfoto.
Senest torsdag den 15. august skal du tilmelde dig vores 40-års jubilæumsfest. Fejringen foregår i vores rugbyklub lørdag d. 31. august 2024. Det bliver FESTLIGT!
Udover velkomst, taler og den sædvanlige hyggelige stemning, vil der er traditionen tro også blive afholdt Highland Games. Der vil også være mulighed for at deltage i festmiddagen, og i festen om aftenen.
Tema Temaet for dagen er klubbens farver. Det forventes derfor, at man kommer i tøj som matcher RØD, BLÅ og GRØN. I en trøje / skjorte med logo eller måske slips. Find din egen stil.
Musik Til en god fest skal der også være god musik. Så vi har hyret bandet ‘BarbeQue’ til at komme og spille for os.
Mad & drikke Som udgangspunkt foregår mad- og drikkevarekøb via en pakkeløsning. Men der vil også være mulighed for at købe en grillpølse på dagen. Din pakkeløsning:
• Pakke 1. Til dig, der kun kommer om eftermiddagen. Pakken indeholder / Sandwich + 3 billetter / pris 40 kr.
• Pakke 2. Til dig, der kommer om eftermiddagen og gerne vil deltage i festmiddagen om aftenen. Pakken indeholder / Sandwich + festmiddag + 5 billetter / pris 250kr.
• Pakke 3. Til dig, som vil give den fuld gas til sent på aftenen/natten. Pakken indeholder / Sandwich + festmiddag + fest + musik + 20 billetter / pris 350 kr.
NB: Er du medlem af klubben og under 18 år, kan du købe pakke 2 til halv pris.
Festen om aftenen efter festmiddagen er kun for personer over 18 år.
Festmiddagen vil være en grill-buffet med forskellige slags tilbehør, lavet af klubbens kok, Allan Bjerre.
Ønsker du en pakkeløsning, så send beløbet til MobilePay 85920 og skriv hvilken pakke, antal pakker samt navn.
Din Pakkeløsning skal være købt senest d. 15. august.
Det er muligt at købe billetter (min. 5) i løbet af hele arrangementet.
Highland Games
Vi håber, du har lyst til at deltage i klubbens version af Highland Games.
• Alle kan deltage, uanset højde, drøjde og alder. • Man deltager på et hold bestående af 5 deltagere. • Der vil være mulighed for at tilmelde sit eget hold, eller deltage på åbne hold, som laves på dagen. • Holdsammensætningen skal afspejle flere af klubbens afdelinger, fx ungdom, senior, oldboys, bestyrelse, trænere, udvalg, forældre m.m.
Vi ser også gerne, at vores gæster og/eller sponsorer deltager.
Der kan deltage 8 hold i alt. Der dystes i discipliner så som: • Pælekast • Slalomløb • Bowling • Ringridning
Tilmelding
Hvis du ønsker at deltage i Highland Games, skal du sende en mail og/eller SMS til Gitte på: Guldager_g@yahoo.dk eller 2217 1138.
Skriv navn + eks. U8 el. U10 el. Oldboys el. Klubhusudvalg el. forældre osv.
Tilmeldingsfristen er d. 15. august.
Dagens program Kl.14.00 Velkomst v. formanden Kl.14.30 Highland Games begynder Kl.17.00 Præmieoverrækkelse eventuelle taler Kl.18.00 Festmiddag Kl.19.00 Festen 18+ starter Kl.02.00 Godnat
Vi ser frem til at se dig til en fantastisk dag i Erritsø GIF Rugby.