Erritsø GIF sejrede stort over RC Odense

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 11. september 2022

Erritsø GIF vandt lørdagens hjemmekamp i rugbyens 2. division vest. Gæsterne fra RC Odense blev slået hele 81 – 10 efter 48 – 5 ved pausen. Kampen blev afviklet på rugbystadion på Snaremosevej, foran godt 60 tilskuere, som overværede et brag af en rugbykamp i sensommersolen.

Sejren var den mest helstøbte præstation af et Erritsømandskab i en årrække. Cheftræner Steve Atkins’ taktik blev fulgt til punkt og prikke. Der blev således spillet bredt og i de rigtige løb. Unge Erritsøtalenter som Marcus Tournadre og Sebastian Guldager tog virkelig ansvar, offensivt som defensivt. Også propforward Nicolai Lykkegaard, 29 år, spillede op til sit allerbedste.

En anden Erritsøforward, Thor Lütje Hansen, var i hopla. Det var ikke kun fordi, han spillede mod sine gamle holdkammerater fra RC Odense. Det er fordi, han har udviklet sig ekstraordinært meget under Steve Atkins’ ledelse. Det samme kan siges om en række andre af hjemmeholdets spillere, fx ukrainske Pavel Zemskiy, der med sin opfindsomhed tilfører Erritsøs rugbyspil noget ekstra. Det er nu snart 6 år siden, han kom til klubben.

Hele syv Erritsøsspillere kom på scoringslisten. Holdkaptajn og klyngehalf Jens Vissing blev topscorer, fulgt af de to trekvartbacks Jean Houllier og Thor Steendahl. Fullback Andreas Raun, de to forwards Kenneth Holm og Per Søndergaard, samt højre wing Chano Jensen, fik hver scoret et forsøg, dvs. lagt den ovale bold død bag Odenses mållinje. For Chano Jensens vedkommende var det hans første scoring i Erritsøtrøjen, et år efter hans debut i rugbysporten.

Jens Andersen spillede sin kamp nr. 300 for hjemmeholdet. Efter kampen blev det fejret, idet bestyrelsesmedlem Fie Bøgh på klubbens vegne overrakte ham en flot lommelærke som varigt minde. 300-kamps jubilaren er for øvrigt en af fire ældre oldboys i den lokale rugbyklub, der stadig har klassen og fysikken til at spille rugby på dette niveau. Flot af jubilaren, der fyldte 50 år i maj og hvis søn, Jens Kristian, er blandt hans holdkammerater på Erritsøs bedste rugbymandskab.

Med sejren over fynboerne ligger Erritsø nummer tre i 2. division vest. Med en kamp til gode i forhold til nr. 1 og 2, Aarhus RK II og Aalborg-Holstebro. Næste opgave for Erritsø bliver den svære udekamp mod Aalborg-Holstebro. Kampen spilles i Holstebro lørdag den 24. september.

Erritsø GIF v RC Odense: 81 – 10 (48 – 5). 2. division vest. Spillet lørdag den 10. september 2022.

Points for Erritsø GIF: Jens Vissing 15(3t) + 3 (1p) + 18 (9c). Jean Houllier 15 (3t). Thor Steendahl 10 (2t).Andreas Raun, Kenneth Holm, Per Søndergaard og Chano Jensen hver 5 (1t).



Erritsø GIFs holdkaptajn og klyngehalf finter sig fri af RC Odenses forsvar. Fra 1. halvleg af lørdagens hjemmesejr over RC Odense. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF. Privatfoto til fri afbenyttelse.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby på www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts