Rugbyhold sæsondebuterer hjemme med ny cheftræner

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 28. april 2022

RUGBY. Lørdag den 30. april er Erritsø GIF Rugby vært for sæsonens første kamp i årets 2. division vest. Aarhus Rugbyklub kommer på besøg og der er lagt op til et jævnbyrdigt opgør. Det bliver samtidig den nye cheftræner, Steve Aktins’ første opgave i spidsen for det lokale rugbyhold.

Den newzealandske cheftræner skrev 1. februar 2022 under på en 3-årig aftale og tiltrådte officielt den 19. april. Forud for sin tiltræden har Steve Atkins dog fulgt sine nuværende spillere fra sidelinjen. Han fik derved skabt sig et godt afsæt til sit trænermæssige virke i den lokale rugbyklub.

Cheftræneren har selv i fortid som spiller i netop Aarhus Rugbyklub. Det resulterede i flere gange DM-guld. Selv siger han forud for lørdagens hjemmeopgør mod sin gamle klub:

”Det er altid dejligt at starte en ny sæson og – forhåbentlig – et nyt kapitel for Erritsø GIF Rugby. Efter at have introduceret gutterne for en ny spillemåde, glæder jeg mig til at se dem omsætte det, de har lært, til godt rugbyspil inde på banen.”

Rugby er en sport med mange scoringer fra hvert holds side. Derfor gør den elektroniske måltavle, med stadionur, som blev opsat på rugbystadion sidste efterår, det lettere for nye tilskuere at følge med. Desuden fik det lokale rugbystadion i vinterpausen en tribune med 57 siddepladser. Tribunen er anskaffet for sponsormidler og donationer fra mange af rugbyklubbens 180 medlemmer.

Opgøret Erritsø GIF mod Aarhus RK II spilles lørdag på rugbystadion, Snaremosevej 67, og starter kl. 14.00.


Erritsø GIF i røde trøjer. Fra en hjemmekamp i 2021. Foto: Erritsø GIF Rugby.