Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 10. februar 2022
RUGBY. Efter tre sæsoner med århusianske Dennis Graversen ved roret skifter den lokale rugbyklub cheftræner til foråret. Ny cheftræner i Erritsø GIF Rugby bliver Steve Atkins, født og opvokset i Christchurch. Den 51-årige newzealænder tiltræder den 20. april 2022.
Trænerskiftet er udtryk for den ambition, Erritsø GIF har om at vende tilbage til landets øverste rugbyliga, 1. division. Det mål skal sikres og mere til. Formand for rugbyklubben, Allan Pertti Frandsen, udtrykker det sådan:
”Vi vil igen præge toppen af dansk rugby”. Dertil har vi brug for en cheftræner med Steve Atkins profil. Han stammer fra et land, hvor rugby er nationalsport. Desuden har Steve en fortid som professionel rugbyspiller på højeste niveau i Australien, Frankrig og England. Han har også spillet for de flerdobbelte mestre Aarhus RK og det danske landshold.”
Formanden fortsætter:
”Vi har været ovenud tilfredse med Dennis Graversens indsats og resultater som vores cheftræner siden starten af 2019. Dennis har med sine store kompetencer ændret tankegangen til rugby i vores klub og tilført spillerne langt mere teknik og taktisk forståelse for rugby. Desuden har han gennemført et generationsskifte i truppen og undervejs tiltrukket nye spillere udefra. For den indsats skylder vi Dennis den allerstørste tak.”,
slutter formanden.
Trænerskiftet kom i stand efter, at Dennis Graversen sidste sommer meddelte rugbyklubbens bestyrelse, at han ønskede at hellige sig andre ting end rugby ved udgangen af sæsonen 2022. At skiftet sker allerede her til foråret skyldes, at Steve Atkins var ledig på trænermarkedet. Således kalder Dennis Graversen det selv for et scoop, at det lykkedes Erritsø GIF at tegne kontrakt med Steve Atkins.
Selv siger newzealænderen, der taler dansk og har været bosat i Danmark siden 1998:
”Jeg er tidligere U18- og U19-landstræner for Danmarks herrer. Det gjaldt både Sevens-landsholdet og 15-mands landsholdet. Dansk Rugby Union havde mig også ansat som Strength and Conditioning Coach ved DRUs Elitecenter.”
I sit civile liv er Steve Atkins lærer på Billeshave Efterskole ved Strib, hvor rugby tidligere har været linjefag.
”Dennis har gjort et fantastisk stykke arbejde med de nuværende spillere og har givet mig et solidt fundament at arbejde med. Jeg ser frem til de kommende udfordringer, hvor jeg håber at bygge videre på det fundament og komme med min egen vision af, hvad jeg synes, der er vigtigt både på og uden for banen, samt taktisk og kulturelt.”
På et spillermøde i rugbyklubbens klubhus torsdag aften den 10. februar mødte han for første gang sine kommende spillere.
”Klubben har et fantastisk fundament af tidligere og nuværende supportere og rugbyspillere. Dette fundament har betydet, at Erritsø har været i stand til at skaffe nyt klubhus og bygge rugbyfaciliteter, som er blandt de bedste i Danmark. Uden det fundament og den frivillige støtte kan tingene blive vanskelige i et land, hvor rugby er en nichesport.”,
slutter den kommende cheftræner.
Afgående cheftræner Dennis Graversen, formand Allan Pertti Frandsen og ny cheftræner i Erritsø GIF Rugby, Steve Atkins.
Fotos: Nordjyske og Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.