Årets spillere 2019 kåret

2019 har været et nyt godt år for Erritsø GIF Rugby.

UNGDOM

Ud over en fantastisk forældreopbakning har vores mange børn og unge haft nogle virkelig gode kampe og ture, hvor de har spillet mod mange interessante hold og har knyttet nye venskaber i rugbysporten. Især turene til Göteborg og Hamburg var mindeværdige.

Den helt store rugbydag var dog DM-runden i Erritsø lørdag den 24. august, hvor ikke færre end 493 børn og unge spillede rugby i Erritsø. Med deltagende hold fra hele landet, samt fra Sverige og Tyskland. Det hidtil største rugbystævne af sin art i Danmark.

Rent medaljemæssigt i 2019 vandt vores U/12-drenge DM-bronze, imens U/16 vandt DM-sølv. Fantastiske resultater efter en række superspændende DM-stævner. Stærkt, drenge.

Det er desuden en glæde, at alle vores dygtige ungdomstrænere fortsætter i 2020. Det er Kenneth Holm, Morten ‘Conny’ Jørgensen og Thomas Arvad Meier. Herligt.

I ungdomsrækkerne foretog vi i december disse fuldt fortjente kåringer for 2019:

Årets u/10 spiller: Hannibal Ullerup

Årets upcomming u/12: Jens Hansen
Årets u/12 spiller: Victor Brodersen

Årets upcomming u/16: August Severinsen
Årets u/16 spiller: Sebastian Guldager

KÆMPE tillykke, drenge!!!

SENIORER

Det blev en sæson med store sportslige udsving. Vi nåede semifinalen i pokalen, vandt begge træningskampe og sejrede suverænt i 10-a-side stævnet i Århus i oktober. Til gengæld tabte vi samtlige 10 ligakampe og sluttede nr. 6 og sidst i 1. division.

Vi fik dog tilgang af nogle nye og unge spillere som Andreas Raun og Nicolai Lykkegaard, imens Theis Arvad Meier og Mads Larsen begge rykkede op i seniortruppen. Desuden spillede Christoffer Kiwi Winstrøm sig tættere på en stamplads på både XV- og Sevens-landsholdet. Vores hårdtarbejdende cheftræner, Dennis Graversen, fortsætter heldigvis også i 2020, hvor han vil stå i spidsen for vores førstehold, der skal kæmpe i 2. division vest.

Årets seniorspiller 2019 blev fuldt fortjent Casper Aerts Brodersen. Casper har været en stærk klippe i vores forsvar og har desuden fået lagt nye lag på sin offensiv i løbet af 2019. Her ses han gå forrest i udekampen mod DTU Exiles i maj måned.

OLDBOYS

Det blev blot til to stævner for vores oldboys i den forløbne 2019-sæson. Det gik til gengæld supergodt. I februar vandt gutterne således ‘Fast Five Touch’ i Erritsø Idrætscenter, imens det blev til bronzemedaljer i Scandinavian Open Sevens i Kastrup i august. Billedet herunder stammer derfra.

Årets logebroder i støtteforeningen “Fratres Ovalibus” (Ovale Brødre) blev fuldt fortjent Thomas ‘Liller’ Pedersen. Liller har i det forløbne år virkelig knoklet i vores klubhus, så lokalerne og redskabsskuret her ved udgangen af 2019 står flottere end nogensinde. Det er forbilledligt.

TILLYKKE TIL JER ALLE! Og på gensyn i 2020.