Ungt Erritsø-talent på rugby-landshold til Polen

Pressemeddelelse, udsendt onsdag den 11. september 2019

RUGBY. Dansk Rugby Union sender i den kommende weekend to 7-mands landshold i alderen u/19 til en international turnering i Polen. Det 18-årige talent Theis Arvad Meier repræsenterer som eneste mand Erritsø GIF i truppen på 24 spillere, der i Krakow Sevens skal kæmpe i rødt og hvidt.

I det danske u/19-rugbylandsholds første turnering i 7-mands rugby i dette efterår har Dansk Rugby Union, DRU, valgt at rejse til Krakow. Det er en international turnering, hvor Danmark kommer til møde hold fra Polen og andre europæiske lande.

Det sportslige niveau i Krakow Sevens forventes at være højt. Sevens er blevet utroligt populært, især efter at denne form for rugby i 2016 blev olympisk disciplin. Det ses også ved, at DRU har valgt at sende hele to u/19-landshold afsted til Polen. Formålet er, at alle de unge danske rugbyspillere får en fornemmelse af at spille i en stort internationalt stævne.

18-årige Theis Arvad Meier i kamp for Erritsø GIF, i holdets seneste hjemmekamp i 1. division, landets øverste rugbyliga.

Erritsø GIF’s 18-årige talent, Theis Arvad Meier, som tidligere har spillet for Danmarks ungdomslandshold, siger før det går løs i Krakow:

”Jeg ser utrolig meget frem til turneringen. Vi har som u/19-landsholdsspillere trænet godt i Billeshave ved Strib. Det bliver spændende at se, hvor vores niveau ligger i denne turnering. Turen til Polen bliver noget, vi kan arbejde med frem mod andre turneringer i år.”

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 61273891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts