RUGBY. Den 21-årige landsholdsspiller Christoffer ”Kiwi” Winstrøm blev årets rugbyspiller 2018 i Erritsø GIF.
Som det er tradition ved årsskiftet, kårede førsteholdstruppen i Erritsø GIF Rugby klubbens bedste spiller. Det skete i en afstemning i hele førsteholdstruppen. Den suveræne og fortjente vinder blev klubbens nyeste A-landsholdsspiller, Christoffer ”Kiwi” Winstrøm.
2018 har været et fantastisk rugbyår for det unge stortalent. Efter tre stærke sæsoner i landets øverste rugbyliga for Erritsø GIF har ”Kiwi” opnået en nøglerolle for sit klubhold, hvor han er vicekaptajn. I juni debuterede han desuden på Danmarks 7-mands landshold. Her gjorde han en virkelig god figur i en international turnering i Dublin. I oktober kom så endelig debuten på 15-mands landsholdet, hvor ”Kiwi” var med til at cementere en sikker dansk hjemmesejr over Norge.
På Erritsø GIFs 1. divisionshold spiller han klyngehalf. Det er en central position imellem klyngen og forsvars-/angrebskæden. På både Sevens-landsholdet og 15-mands landsholdet spiller han samme position. ”Kiwi” tænker og spiller rugby på et højt plan, samtidig med, at han gør sine holdkammerater bedre. Selv siger han:
”Jeg er beæret over titlen som årets spiller 2018 i vores klub. Rugby er en fantastisk sport. Og så glæder jeg mig til den nye sæson, hvor vores nye professionelle cheftræner, Dennis Graversen, skal stå i spidsen for vores talentfulde trup.”
”Kiwi” har dansk far, færøsk mor, og kommer fra en familie, der i dag bor i Spanien. Det multikulturelle aspekt smitter af på hans rugbyspil, som er kontant, opfindsomt og til tider elegant.
Christoffer ”Kiwi” Winstrøm i Erritsø GIFs farver. Foto: Allan Pertti Frandsen / EGIF Rugby.
Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby
Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 61273891, PaulerikJensen@hotmail.dk
Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts