Pressemeddelelse, udsendt mandag den 21. maj 2018
1. division, 3. runde: Erritsø GIF – Aarhus RK: 24 – 34 (7 – 10).
Points for Erritsø GIF: Jens Vissing 14, Christoffer Ki Winstrøm 5, Jeppe Maagaard Holm 5.
RUGBY: De regerende danske mestre, Aarhus RK, sejrede i pinselørdagens rugbyopgør i Erritsø. Trods en stærk indsats, og to føringer undervejs, kunne Erritsø GIF ikke holde ved. Men der var masser af fremgang at spore for det lokale rugbyhold, der fortrinsvis består af en række unge talenter.
Gæsterne fra Aarhus RK lagde stærkt ud. Efter knap fem minutter bragte de sig foran 5 – 0 på en flot scoring ude ved højre hjørneflag. Erritsøspilerne holdt hovedet koldt og kæmpede sig tilbage. Trods Århusdominans de næste 25 minutter lykkedes det klyngehalf Christoffer Ki Winstrøm at udligne. Efter flot pres fra Erritsøs forwards fandt han et hul i gæsternes forsvar. På det efterfølgende spark bragte Jens Vissing bragte Erritsø i front 7 – 5.
Resten af første halvleg var et langt Aarhuspres, og i overtiden løb gæsterne yderligere 5 points hjem. Denne gang via en scoring ude ved venstre hjørneflag. Hjemmeholdet ærgrede sig over, at føringen ikke holdt til pausen. Alligevel var holdkaptajn Thor Steendahl og hele holdet fortrøstningsfulde.
Indstillingen gav pote. Erritsø tiltvang sig initiativet og lagde gæsterne under massivt pres. Inden for ni minutter af anden halvleg lavede Jens Vissing sin første 5-points scoring i sæsonen. Dernæst scorede han på straffespark. Det gav Erritsø ti points på tavlen og en føring på 17 – 10.
Erritsø GIFs topscorer, Jens Vissing, tackler en boldbærende modstander fra Aarhus RK. Fra pinselørdagens 1. divisionskamp i Erritsø. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.
Dernæst viste mestrene fra Smilets By deres rutine og klasse. På knap tyve minutter scorede de fire gange. Det skete via et varieret spil over begge fløje, hvor den mindste fejl i Erritsøs forsvar blev straffet. Bagud 17 – 34 gav hjemmeholdet dog ikke op. I kampens sidste minutter svarede Erritsø igen. Fast mand på Danmarks Sevens landshold, Jeppe Maagaard Holm, reducerede i overtiden på et flot løb gennem gæsternes forsvar. Jens Vissing satte punktum for kampen med sit spark over til slutstillingen 24 – 34. Et lettet Aarhus RK mandskab kunne dernæst juble over årets første sejr i 1. division.
Afbud fra fire stamspillere betød, at de to oldboys Jan ”Bubsi” Nielsen og holdleder Michael Axø igen var trukket i Erritsøtrøjen. De kæmpede fornemt, inden de i anden halvleg lod sig udskifte. To andre veteraner, Thomas Arvad og Kevin Harmon, kom ind i anden halvleg og bidrog godt med deres rutine. Forwards Tobias K. Mulvad, Kenneth Holm, Rune Rytter Larsen, Emil Boe Sørensen og Per Søndergaard var nok engang solide, imens wingen Casper Bruus Aerts, trekvartback George Melgaard og fullback Gilles Boué tacklede fremragende kampen igennem. Landsholdsspilleren Vladimir Nedbailo skilte sig desuden klart ud med sin aggressive og målrettede stil.
Erritsø GIFs næste kamp i 1. division bliver udekampen lørdag den 2. juni. Her tager det lokale rugbyhold nordpå for at spille mod traditionsklubben Aalborg RK Lynet.
Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby
Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 61393065, senior@erritsoerugby.dk
Resultater og kampe i 1. div.: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/calendar/216
Stillingen i 1. division: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2018-m/table/216.
Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts