TILLYKKE til Jan ‘Bubsi’ Nielsen – årets træner!

Fredericia Avisen har den 7. februar 2018 kåret Årets Træner. Det skete ved den årlige Idrætsfest afholdt et stopfyldt Fredericia Idrætscenter.

Læs her avisens artikel om Jan ‘Bubsi’ Nielsen – Årets Træner 2017. TILLYKKE med den fuldt fortjente kåring, Bubsi. I Erritsø GIF Rugby er vi superstolte på dine vegne.

af Patrick Viborg Andersen – 7. februar 2018

Jan “Bubsi” Nielsen: Min drivkraft har været kærligheden til sporten.

I sidste sæson klarede Erritsø GIF Rugby sig overraskende godt, og blev en del af Super 4. Det var ikke, hvad spillende træner Jan Nielsen havde spået på forhånd.

“Det var selvfølgelig lidt af en stor oplevelse, da vi ikke lige var en af de hold, som man regnede med ville komme med inden sæsonen startede,”

indleder Jan Nielsen til Fredericia AVISEN og fortsætter:

“Det bedste var at se den udvikling holdet gennemgik gennem efteråret. Fra i de første kampe at blive kørt helt over, for til sidst at spille lige op med de andre hold, og så var vi fem minutter fra at slå de danske mestre fra Århus på udebane. Så den helt enorme store udvikling på bare et halvt år, var nok det bedste.”

På Erritsø-holdet er der stor aldersforskel. Flere spillere i truppen er under 25 år, mens en håndfuld er over 40 år.

“Den store aldersforskel på nogen af spillerne på holdet har været en klar fordel især for de unge. Når ting spidser til i kampene, har de haft nogen med meget stor erfaring at læne sig op af. Det har været en stor hjælp for mig at have de gamle gutter med, og de har også været en forlænget arm både til træning og i kampene. Jeg synes, at det har været med til at skabe en helt speciel ånd på holdet, hvilket har været en stor fornøjelse at være en del af,”

udtaler Jan Nielsen og kommer ind på det at være nomineret:

“Det er selvfølgelig en stor anerkendelse at få, og noget jeg er stolt over, men jeg har aldrig tænkt i priser eller hæder. Min drivkraft har været kærligheden til sporten og udbredelsen af den her i Fredericia,”

lyder ordene fra Jan “Bubsi” Nielsen.

Jan ‘Bubsi’ Nielsen med bolden. Fra Erritsø GIFs hjemmekamp mod Aalborg RK Lynet, den 24. juni 2017. Det var den afgørende kamp i grundspillet, som Erritsø GIF vandt 32 – 17. Foto: Natasja M. Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Foruden Jan Nielsen er Nicolai Lyngaa fra FHK og Lasse Svane Weimar fra Fredericia Judo og Ju-jutsu Klub nomineret til årets træner / instruktør, der kåres af Fredericia AVISEN.