Vores engagerede og dedikerede seniortræner Michael Klæsøe (klædt i sort tøj) har efter fire sæsoner takket af som den mand, der står i spidsen for vores førsteholdstrups træning og udvikling.
Fra klubbens side skal der lyde en stor og varm tak for hans kæmpe investering i udviklingen af vores førsteholdstrup.
Resultatmæssigt blev det til to kvalifikationer til Super 6; med en 4. plads i 2013 som det sportslige højdepunkt. Derudover blev det til en 5. plads i fjor, og to samlede 8. pladser, heraf den ene i den netop afsluttede sæson. Det skal også nævnes, at vi i sensommeren vandt DM-bronze i Seven-a-side, en præstation af de helt store i vores klubs 32-årige historie.
Det glæder Michael, ligesom det glæder hele vores klub, at han kan aflevere en førsteholdstrup, som afsluttede sæsonen med en flot 26 – 10 sejr over CSR/Nanok, der vandt 1. division lige foran os. Desuden spillede vi os – i sæsonens sidste kamp – videre til kvartfinalen i Dansk Rugby Unions pokalturnering 2016/2017. Det skete gennem en hårdt tilkæmpet 25 – 21 sejr ude over traditionsklubben Lynet RK fra Aalborg. Det er dermed en førsteholdstrup i en klart opadgående kurve, som vores afgående træner nu kan give videre.
Michael går altid forrest med sin kontante og kompromisløse stil. På den måde animerer han sine spillere til at yde deres bedste i hver eneste kamp. Derudover har Michael fremragende menneskelige egenskaber, som er hjørnestenen i at udvikle især de yngre spillere. Med sin store erfaring fra andre klubber, sin tid på Danmarks landshold, og sit ophold i Shanghai Rugby Club har Michael desuden hentet værdifulde input fra international rugby, som er kommet hans barndoms- og ungdomsklub, Erritsø GIF Rugby, til gode. Vi glæder os over, at Michael fortsætter med at spille for Erritsø, så vi både høster frugterne af Michaels indsats på og uden for banen, og sikrer overførsel af værdifuld viden og erfaring til vores kommende seniortræner, som vi i øjeblikket søger efter.
Thor Steendahl (med kruset) modtog fortjent titlen som årets spiller 2016 i Erritsø GIF Rugby. Igennem hele sæsonen har Thor trænet dedikeret og vedvarende. Han har desuden arbejdet med sine svagere sider og vist, at flid, fokus og træning, træning og atter træning gør en til en bedre sportsmand og rugbyspiller. Via sit smittende engagement har Thor tilkæmpet sig en plads som fast ydercenter og er desuden blevet en af de bærende kræfter på vores førstehold, ofte med kampafgørende scoringer. Således har Thor siden juni, på nær ét opgør, scoret i alle turnerings- og pokalkampe, en præstation som vidner om et stabilt højt sportsligt niveau. TILLYKKE til Thor for den fuldt fortjente kåring til Årets Spiller 2016 i Erritsø GIF Rugby!
Foto: Emil Boe Sørensen.