Ny sejr til Erritsø Rugby

1. division, vest. Erritsø GIF – Odder RK: 31 – 7 (19 – 0)

Points for Erritsø: Thor Steendahl 6, Thomas Hansen, Hans Erik Severinsen, Alexander Hansen, Jens Andersen og Tobias Mulvad hver 5.

RUGBY. Erritsøs bedste rugbymandskab levede op til favoritværdigheden. Således blev det til hjemmebanesejr over Odder Rugbyklub, da de to hold i lørdags mødtes i tredje spillerunde af i 1. division, vest. Med sejren holder Erritsø fast i den vigtige andenplads i 1. division, vest. Den division udgør vestkredsen af grundspillet om DM i rugby.

Trods fraværet af normal holdkaptajn Jeppe M. Holm, spillende træner Jan ”Bubsi” Nielsen, forward Michael Axø, samt flere andre profiler, kørte Erritsø sejren hjem i en kamp, som holdet dominerede. Nogen skøn rugbykamp blev det dog aldrig.

Til gengæld var intensiteten høj. I samtlige 80 minutter. Det blev understreget af, at Erritsøs venstre wing, Jens Vissing, efter knap 5 minutter måtte lade sig udskifte. Erritsø-wingen havde tæt ved sidelinjen modtaget en flot bold fra sin kæde og var sat i fuldt løb mod Odders mållinje. Men efter 15 – 20 meter blev Erritsø-spilleren i høj fart tacklet ud af banen. Af to forsvarende Odder-spillere. Trods effektiv behandling måtte Vissing opgive at fortsætte.

Ellers var det Erritsø, som stod for de fleste tacklinger af modstanderne. Derved lykkedes det effektivt for hjemmeholdet at bremse Odders forsøg på at vinde terræn. Samtidig pressede Erritsø spillet højt op på banen. Efter godt et kvarter blev hjemmeholdets højre wing, Alexander Hansen, dog præsenteret for det gule kort. Det modtog han for en høj tackling af en Odder-spiller. I rugby giver gult kort ti minutters udvisning.

Trods de ti minutter i undertal bevarede Erritsø presset på udeholdet, og små tyve minutter inde i kampen gav det bonus. Erritsø byggede tålmodigt endnu et angreb op. Forwarden Thomas Hansen sled sig fri, brød igennem og trykkede den ovale bold i græsset lige bag Odders mål. Vikarierende holdkaptajn Thor Steendahl sparkede efterfølgende yderlige to points hjem til Erritsø. Til stillingen 7 – 0.

Erritsø fortsatte presset, og efter en lille halv time gav det igen pote. Tidligere landsholdsspiller, inder centeren Hans Erik Severinsen, var første mand på en løs bold højt oppe på Odders banehalvdel. Og så stod det 12 – 0. Thor Steendahl sparkede igen to points hjem. 14 – 0 til Erritsø.

Kort før pausen viste Alexander Hansen, at de ti minutter uden for banen ikke havde gjort ham mindre motiveret. Fra sin position på fløjen modtog han bolden, i dagens flotteste angreb, og løb i høj fart yderligere 5 points hjem til Erritsø. Til pausestillingen 19 – 0.

Erritsøs wing Alexander Hansen (med bolden) i et nyt gennembud, hvor to Odder-spillere (i hvidt gør) klar til at tackle. I baggrunden en liggende Thor Steendahl, imens Jens Andersen (i midten) og Hans Erik Severinsen løber i position for at give support. Alle fire Erritsø-spillere scorede i kampen. Foto: Natasja Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

I anden halvleg holdt Erritsø presset på Odder. Modsat første halvleg skete det dog ikke ved at spille bolden ud i kæden, men ved at holde den længst muligt i klyngerne og samtidig presse spillet tålmodigt frem. Erritsøs ene propforward, Steen Kristensen, som allerede i slutfirserne fik sin debut på førsteholdet, viste, at han i en alder af knap 48 år stadig kan kæmpe på dette niveau. Han spillede en fornem rugbykamp. Det samme gjorde den fire år yngre Jens Andersen, som et kvarter inde i anden halvleg lavede sin første scoring for Erritsø henved i 10 år. Scoringen var et resultat af et vedvarende pres, hvor hjemmeholdet klogt førte bolden frem i flere faser. Ti minutter senere gjorde flanker Tobias Mulvad sin ældre holdkammerat kunsten efter ved at score et lignende forsøg i en tilsvarende situation. Thor Steendahl spakede sikkert over til 31 – 0.

Kampen var reelt afgjort, men Odder gav ikke op. Otte minutter før tid fik gæsterne belønning for anstrengelserne. Odder udnyttede et af de mange straffespark, som hjemmeholdet begik i kampens slutfase og fik presset sig over Erritsøs målline og trykket bolden i græsset. Reduceringen var fortjent og slutresultatet 31 – 7 gav et retvisende billede af styrkeforholdet imellem de to hold på dagen.

Erritsø træner, Jan ”Bubsi” Nielsen, udtaler:

”Jeg er stolt af gutterne. Sejren over Odder udløste et bonus points i tabellen. Det gives, når et hold scorer mindst fire såkaldte forsøg i en kamp, og vi scorede fem. Vi skal forsætte træningen og har vigtige kampe foran os i denne måned. Først semifinale i Challenge Cup ude mod CBS Rugby i København. Det er nu på lørdag den 13. maj. Dernæst spiller vi ude mod de danske mestre fra Aarhus RK, lørdag den 27. maj.”

Kampprogram i 1. division, vest:
http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/calendar/157

Stillingen i 1. division, vest:
http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/table/157

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, presseansvarlig, Mobil 61273891, paulerikjensen@hotmail.dk

      

 

Alle fotos: Natasja Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Erritsø Rugby favorit før lørdagens hjemmekamp i 1. division

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 4. maj 2017

RUGBY. I sidste sæson tabte Erritsøs bedste rugbymandskab både ude og hjemme til Odder Rugbyklub. Det var to fortjente nederlag, som Erritsø tørster efter at revanchere. Første mulighed er nu på lørdag den 6. maj, hvor Odder RK komme på besøg i Erritsø.

De to hold tørner ud i tredje runde af 1. division, vest. Denne division udgør vestkredsen af grundspillet i Danmarksmesterskabet. Før lørdagens opgør ligger Erritsø nummer to efter de danske mestre fra Aarhus, imens Odder indtager sidstepladsen. Favoritrollen tilfalder derfor Erritsø, imens Odder jagter sæsonens første points.

Erritsøs holdkaptajn, forwarden Jeppe Maagaard Holm, er tilbage efter den skade, han pådrog sig før landskampene i april mod Finland og Estland. Danmark vandt begge opgør. Også tidligere landsholdsspiller Hans Erik Severinsen, samt trekvart-backen Pavel Zemskiy, har efter en længerevarende skader genoptaget træningen i Erritsø. Hjemmeholdets erfarne topscorer Jimmi B. Hede, flanker Tobias Mulvad, ydercenter Thor Steendahl, og flere andre Erritsø-profiler meldes også fit-for-fight.

Erritsøs fullback George Melgaard (liggende med bolden) giver sin tililende holdkammerat Michael Klæsøe (med rugbyhjelmen) en god bold at arbejde videre med. Løs klynge fra udekampen Aalborg RK – Erritsø GIF, lørdag den 8. april 2017. Foto: Natasja Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Erritsøs træner, den tidligere landsholdsspiller Jan ”Bubsi” Nielsen, udtaler før hjemmekampen mod Odder:

”Sæsonens fire første kampe har givet det udbytte, jeg håbede. Vi har spillet træningskamp, pokalkamp og to turneringskampe. Vores førsteholdstrup er bedre og bredere end sidste år, og vi spiller som et hold i fremgang. De så vi senest med 15 – 10 sejren oppe i Aalborg i forrige runde. Her viste vi, at vi hører til i toppen af 1. division, vest. Vi er derfor favorit mod Odder. Men det bliver en hård kamp.”

Kampen Erritsø GIF – Odder RK spilles lørdag den 6. maj og foregår på Erritsøs hjemmebane og klubhus på Krogsagervej ved Erritsø Idrætscenter. Kampen har opspark kl. 14.00.

Kampprogram i 1. division, vest:
http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/calendar/157

Stillingen i 1. division, vest:http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/table/157
http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/table/157

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, presseansvarlig, Mobil 61273891, paulerikjensen@hotmail.dk

Tak for støtten ved DM-runden for ungdom

af Iben Arvad, formand for forældregruppen i Erritsø GIF Rugby.

Kære allesammen

Tak for jeres fantastiske opbakning til vores DM-stævne i lørdags!

Hvor er det skønt at være omgivet af så mange dejlige og hjælpsomme folk, forældre, trænere, seniorer, oldboys, sponsorer og tilskuere. Ikke mindst vores ungdomsspillere, som viser sammenhold og klubånd.

Skønt, at vi ved, I er der til at hjælpe; skønt at andre klubber mærker stemningen og roser os til skyerne for et velafviklet stævne – og så med Rugby-Danmarks bedste kagebord (det var hele turen fra Sjælland værd, fik jeg fortalt) ?

Tak til vores sponsorer:

Rema 1000/ Venusvej

Lucullus smørrebrød

Byens Brød

BC Catering

på stævnet, og vores sponsorer til lotteriet:

Klinik Naturenskræfter

Winoto – din IT-partner

Klinik Thykjær

Hoka Tæpper og Gulve

Frisør Pili

Nybro Frugtplantage

House of Harmony

Kentaur

Sportsmaster, Middelfart

Matas

Husk at støtte dem, så støtter de os?

#venskabudenkendskab

Landsholdet storsejrede i Estland

Fra www.rugby.dk

Danmark XV vandt lørdagens landskamp i Estland 12-75 (0-58). En flot kamp og en god sejr, som dog først og fremmest vil blive husket for det mest vanvittige vejr. En snestorm ramte Tallinn, lige som spillerne gik på banen og gjorde forholdene meget svære for begge hold. Dommeren endte med at fløjte kampen af 15 min. før tid, en beslutning som alle var enige i. Det var simpelthen for koldt for spillerne og dermed ikke sikkert.

Det bliver ganske givet en kamp, som alle involverede kommer til at huske og tale om i mange år. Men herfra kommer vi også til at huske den gæstfrihed, som landsholdet blev mødt med i Estland. Den estiske rugbyunion er ung og ganske lille. Men der var ingen grænser for den varme og venlighed, som Danmark blev mødt med. Det er ikke en lille opgave, at arrangere en landskamp – og værterne skulle samtidig slås med de ekstreme vejrforhold. Vi sender derfor en stor tak til alle, der var med til at løfte opgaven. Vores rugbyfamilie er blevet lidt større efter weekenden.

11 danske spillere kom på tavlen i Estland:

Peder Wilhelm Bjerrum: 16
Mikkel Andresen: 10
Emil Svinth Aagaard: 10
Joshua Jensen: 7
Rasmus Dufke: 5
Julian McIntosh: 5
Thomas Graagaard: 5
Tomas Mayne: 5
Michael Strøyberg: 5
Kenny U Nielsen: 5
Justin Eyles: 2

Danmark overtager førstepladsen i Conference 2 Nord fra Ungarn. Dog mangler Ungarn at møde Finland, og det er desværre nok svært at tro, at Finland kan tage point fra Ungarn. Men vi har lov at håbe!

Mikkel Andresen blev kåret som bedste danske spiller efter en flot kamp som 8’er. Mikkel imponerede landstrænerne i set-pieces og i løb med bolden.

Rasmus Dufke og Michael Friis Larsen spillede begge jubiæumskamp nr. 25. for Danmark.

Nu venter der en længere pause for Danmark XV, og Sevens sæsonen starter for alvor op. Vi glæder os til at se Danmark i kamp igen til efteråret!

300 børn og unge spiller lørdag rugby i Erritsø

Lørdag 29. april er Erritsø GIF Rugby vært for årets første DM-runde i rugby for ungdomshold. Græsbanerne ved Erritsø Idrætscenter vil derved blive befolket af godt 300 børn og unge fra rugbyklubber i hovedstaden, Sjælland, Fyn og Jylland. De mange ungdomsspillere er fordelt på 27 hold, som skal kæmpe mod jævnaldrende om at score fleste points i spillet med den ovale bold.

Trænere, dommere og mange frivillige vil gøre deres til, at DM-runden i Erritsø bliver en ny god sportslig og social oplevelse for de mange børn og unge. Langt de fleste børn og unge, der spiller rugby, er drenge. Men DM-runden i Erritsø får også deltagelse af enkelte pigehold. Ungdomsansvarlig i Erritsø GIF Rugby, den tidligere landsholdsspiller Jan ”Bubsi” Nielsen siger om stævnet:

Vi glæder os rigtigt meget til at byde alle velkommen til årets første DM-runde Vi har fra Erritsø GIF Rugbys side gjort alt, hvad vi kan for at skabe nogle gode rammer for alle ungdomsspillere, trænere og tilskuere, så alle kan få en rigtig god dag i rugbyens tegn. Vi vil meget gerne invitere alle til at kigge forbi vores anlæg i Erritsø for at se noget ungdomsrugby. Alle er meget velkomne.”

DM-runden ved Erritsø Idrætscenter starter lørdag kl. 11.30 og slutter med finaler kl. 16.

Stor dansk sejr over Finland

Fra www.rugby.dk

Lørdag var en rigtig god rugbydag i Odense! Dansk sejr på 53-5 (29-0) over Finland, masser af tilskuere på tribunen, U12-opvisningskampe og en rigtig flot sæsonstart på kvindernes DM Sevens Serie 2017. Efter landskampen var der stor ros til hele holdet og specielt de 2 x Mikkel.

Både Mikkel S. Jensen og Mikkel Andresen spillede en flot kamp på 9 og 8, men det blev Andreas Robertson, der løb med titlen som bedste danske spiller.

Landstrænerne arbejder nu med at sætte holdet til forårets sidste XV landskamp i Letland på lørdag. I dag testes Johannes Mackeprang og Jeppe M. Holm, ligesom der skal følges op på småskader fra weekenden. Vi forventer at kunne offentliggøre den danske trup i morgen.

Danmark v Finland i points:

Mads Hansen: 10
Mikkel S. Jensen: 10
Thomas Graagaard: 5
Malte Madsen: 5
Rasmus Dufke: 5
Tomas Mayne: 5
Joshua Jensen: 5
Justin Eyles: 4
Peder Wilhelm Bjerrum: 4

Stor tak for støtten på Odense Atletikstadion, hvor knap 500 tilskuere gav landsholdet vinger!

Vi skal selvfølgelig også takke RC Odense og Odense Kommune for det flotte arrangement på dagen!

Erritsø-holdkaptajn optimist før VM-kvalifikationskamp

Pressemeddelelse udsendt torsdag den 20. april 2017

RUGBY. Erritsøs stærke forward Jeppe Maagaard Holm har fuld fokus på sin næste rugbykamp i rødt og hvidt. For lørdag den 22. april spiller Danmark en vigtig VM-kvalifikationskamp. Modstanderen er Finland og kampen spilles i Odense. Erritsøs 23-årige holdkaptajn er atter i truppen, der skal forsvare land og ære.

Det er Danmarks tredje kamp i Rugby Europe Championship, som også er kvalifikation til VM i 2019. Danmark er i Conference 2 North med Estland, Ungarn, Norge og Finland.

Jeppe Maagaard Holm siger om kampen mod Finland:

”Jeg glæder mig utroligt meget. Vi skal bygge videre på 20 – 0 sejren over Norge i efteråret, hvor vi som landshold trådte i karakter. Vi skal ud og slå de finner.”

Erritsøs holdkaptajn Jeppe M. Holm kæmper indædt om den ovale bold. En indkast-situation fra pokalkvartfinalen ude mod Hundested RK den 25. marts 2017. Foto: Natasja Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Før lørdagens kamp ligger Danmark på trejdepladsen i gruppen, à points med Finland. Både Danmark og Finland skal således vinde for fortsat at have mulighed for at tage førstepladsen fra hidtil ubesejrede Ungarn. Kun vinderen af gruppen skal spille om oprykning til Conference 1 North, som er næste skridt mod et muligt dansk rugby-VM. Så kampens vigtighed kunne ikke være større. Se resultater og stillingen i Conference 2 North nederst på siden her:
http://results.totallympics.com/forum.php?mod=viewthread&tid=167&page=1#pid2055

Danmark og Finland har kun to gange tidligere spillet A-landskamp mod hinanden. Det var i 1987 og 1990, hvor Danmark på finsk græs vandt så stort som 94 – 0 og 100 – 0. Siden da er finsk rugby gået markant frem. Så der forventes en spændende VM-kvalifikationskamp i Odense.

Landskampen Danmark – Finland spilles lørdag den 22. april og foregår på Odense Atletikstadion, Højstrupvej 5, 5200 Odense. Kampen har opspark kl. 16.00.

Om Jeppe Maagaard Holm: Jeppe er født i 1994. Som syv-årig begyndte han på rugby. Det var i traditionslubben RK Speed på Amager, hvor han fik sin rugbyopdragelse. I oktober 2014 fik Jeppe sin A-landsholdsdebut for Danmark i en kamp ude mod Østrig. Jeppe studerer journalistik i Odense og har siden foråret 2016 spillet for Erritsøs førstehold, fra årsskiftet som holdkaptajn.

Officiel landskampplakat fra Dansk Rugby Union. Læs mere på www.rugby.dk.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby
Paul Erik Jensen, presseansvarlig, Mobil 61273891, paulerikjensen@hotmail.dk.

Erritsø slår Aalborg i nervepirrende kamp

RUGBY. 1. division, vest. Anden runde.

Aalborg Rugbyklub Lynet – Erritsø GIF 10 – 15 (5 – 5)

Try scorer, Erritsø: Jimmi Hede 10, Tobias Mulvad 5.

Erritsø Rugby besejrede lørdag eftermiddag den 8. april Aalborg Rugbyklub Lynet med 15-10 efter en hård og nervepirrende 1. divisionskamp i det nordjyske.

I en intens kamp viste hele Erritsøtruppen stor klasse. Men især to af holdets profiler skinnede ekstra igennem: Stolpen Jimmi Hede, som stod for to af dagens scoringer, og flankeren Tobias Mulvad, som lavede den sidste af de tre scoringer. Begge spillere var en del af en yderst velfungerende Erritsøklynge, som formåede at dominere i kampen.

Aalborg kom bedst fra start
Det var hjemmeholdet, som åbnede ballet, da de kort efter opspark udnyttede en forsvarsfejl hos Erritsø og bragte sig foran 5-0.

Erritsø formåede dog at holde godt på bolden og fik spillet presset ned på Aalborgs banehalvdel, hvor Erritsø i en lang periode dominerede spillet. En hård vind gjorde pasningsspillet svært, men Erritsø formåede at spille tæt og holde på bolden. Erritsø opbyggede herved et højt pres, og holdets klyngespillere bragte bolden fremad i små, tålmodige ryk. Taktikken virkede, og Jimmi Hede kunne kort tid efter trykke den ovale bold på scoringslinjen til udligning. Det uafgjorte resultat holdt til halvleg.

Kort efter pausen viste Aalborg fornyet styrke, da de igen bragte sig foran.

Et stykke tid inden i 2. halvleg fik Erritsø etableret et modsvar. Holdet forsatte med at holde bolden i egne rækker, og Erritsøklyngen vandt stille og roligt terræn ved at bære bolden fremad, nyk for nyk.

Aalborg havde svært ved at forsvare sig, og det lykkes igen for Erritsøs Jimmi Hede at presse bolden over linjen til stillingen 10-10.

Efter udligningen fortsatte Erritsøs klynge med at dominere. Kort efter opsparket var Erritsø igen nede ved Aalborgs forsvarslinje, hvor de pressede hårdt på for at bringe sig foran. Og forløsningen kom: Erritsø-profilen Tobias Mulvad scorede og bragte for første gang i kampen sit hold i front.

Kampen var dog ikke afgjort. I kampens døende minutter lagde Aalborg et enormt pres på Erritsø, som forsvarede sig med næb og klør. Det lykkedes for Erritsø at holde Aalborg stangen, og kampen endte 15-10. Erritsø kunne derved indløse forårssæsonens første sejr.

Holdets spillende træner Jan ”Bubsi” Nielsen udtalte:

”Det er dejligt at vinde. Klyngen gør det, de skal og dominerer kampen. Vores kæde kommer rigtig hurtigt op og stopper Aalborgs muligheder. Det er selvfølgelig lidt skuffende, at vi ikke får flere scoringer og points på tavlen trods vores dominans i 2. halvleg. Men det er et godt resultat, især i lyset af de afbud vi har fået. Pilen peger op ad, og det tager vi med hjem. Stor ros til hele holdet.”

Med sejren i Aalborg indtager Erritsø, efter to runder, den vigtige andenplads i 1. division, vest. De to øvrige hold i divisionen, Aarhus RK og Odder RK, ligger lige nu henholdsvis nummer 1 og 4. Når alle seks runder er spillet, og de fire hold har mødt hinanden ude og hjemme, kvalificerer de to øverste hold sig til efterårets landsdækkende SUPER 4. Her indtræder også de to bedste rugbyhold fra 1. division, øst.

Fotos: Natasja Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Kampprogram og resultater i 1. division, vest, for dette forår findes her: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/calendar/157

Stillingen i 1. division, vest, findes her: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/table/157

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, presseansvarlig, Mobil 61273891, paulerikjensen@hotmail.dk.

Erritsø vil gentage rugbysucces i Aalborg

Pressemeddelelse, udsendt fredag den 7. april 2017

RUGBY. 1. division, vest. Efter nederlag til to af landets Top-3 hold de to foregående weekender tørster Erritsø GIFs rugbyhold efter sæsonens første sejr. Først gik sidste sæsons bronzevindere Hundested RK sejrrigt ud af pokalkvartfinalen imod Erritsø den 25. marts. Og i lørdags den 1. april var det de danske mestre fra Aarhus RK, som kunne drage hjem efter sejr over Erritsø.

Lørdag den 8. april gælder det Aalborg RK Lynet, som sidste lørdag sad over i første runde af 1. division, vest. Så imens Erritsø allerede har to rugbykampe i benene mod absolutte tophold, skal aalborgenserne nu ud i deres sæsondebut.

Spillende rugbytræner i Erritsø GIF Rugby, tidligere landsholdsspiller Jan ”Bubsi” Nielsen, ser optimistisk på denne lørdags 1. divisionsopgør ude mod Aalborg RK. Formen blandt Erritsø-spillerne er skarp og rytmen i spillet, som indfandt sig i sæsonafslutningen 2016, er genfundet.

I den forløbne sæson blev ålborgenserne ganske vist nummer 5 i den landsdækkende SUPER 6. Men det forhindrede ikke Erritsø i efterfølgende at tage til Aalborg og slå nordjyderne ud af pokalturneringen. Det skete i sæsonens sidste kamp, og var lidt af en overraskelse. Især fordi Erritsø dengang stillede med et reservespækket hold. Til gengæld var Erritsøspillerne meget sultne efter sejr og var det bedste hold på dagen i en kamp, der blev vundet på tålmodig og klog rugby.

Erritsø satser på at gentage succesen i Aalborg, hive sæsonens første sejr hjem og få de første points på kontoen i rugbyens 1. division, vest.
Kampen spilles på nordjydernes bane på Johannesmindevej i Aalborg og starter kl. 14.

Erritsøholdet, der i november 2016, på nordjydernes bane, slog Aalborg RK Lynet ud af pokalturneringen. Foto: Katrine J. Møller / Erritsø GIF Rugby.

George Meldgaard med nummer 9 igangsætter endnu et Erritsø-angreb fra en løs klynge. Tidligere landsholdspiller Hans Erik Severinsen har sørget for at afskærme sin klyngehalf. Fra pokalkvartfinalen ude mod Hundested RK.

Spillende træner Jan ”Bubsi” Nielsen gør klar til staffespark. Fra hjemmekampen mod Aarhus RK den 1. april. Foto: Natasja Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Kampprogram og resultater i 1. division, vest, for dette forår findes her: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/calendar/157

Stillingen i 1. division, vest, findes her: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/table/157

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, presseansvarlig, Mobil 61273891, paulerikjensen@hotmail.dk.

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, næstformand. Mobil 61393065.

SKOLERNES RUGBYDAG var en KÆMPE SUCCES

Hele 75 skoleelever fra både Erritsø Fællesskole, afd. Højmosen, og Bredstrup-Pjedsted Fællesskole deltog i “Skolernes Rugbydag” torsdag den 6. april 2017.

Det var en ren fornøjelse at lægge græs og klubhus til dette landsdækkende initiativ arrangeret er Aktiv Året Rundt og Dansk Rugby Union.

Alle eleverne, og deres lærere, deltog med stor iver – og fik godt fire timer med vores særlige sportsgren. Så det var en samling trætte, men synligt glade børn, som tog afsted bagefter.

Samtlige elever fik udleveret en folder omkring Erritsø GIF Rugby med tilbud om en måneds gratis prøvetræning.