NYT nummer af EGIF-bladet SPORT med masser af RUGBY

Læs blandt andet om:

  • U19-landsholdssamling i Erritsø – med en af vores spillere
  • Nye sponsorsamarbejder med Spar Nord og 3F Fredericia
  • Bestyrelsen konstitueret efter generalforsamlingen
  • Årets skulderklap på førsteholdet: Nicolai Lykkegaard
  • Fratrædende cheftræner Dennis Graversen hyldet
  • Ungdom og Tac Rugby

Læs bladet online her https://www.egif.dk/bladetsport/2022/2022-03.pdf

Eller hent et trykt eksemplar i vores klubhus.

Rugbyhold sæsondebuterer hjemme med ny cheftræner

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 28. april 2022

RUGBY. Lørdag den 30. april er Erritsø GIF Rugby vært for sæsonens første kamp i årets 2. division vest. Aarhus Rugbyklub kommer på besøg og der er lagt op til et jævnbyrdigt opgør. Det bliver samtidig den nye cheftræner, Steve Aktins’ første opgave i spidsen for det lokale rugbyhold.

Den newzealandske cheftræner skrev 1. februar 2022 under på en 3-årig aftale og tiltrådte officielt den 19. april. Forud for sin tiltræden har Steve Atkins dog fulgt sine nuværende spillere fra sidelinjen. Han fik derved skabt sig et godt afsæt til sit trænermæssige virke i den lokale rugbyklub.

Cheftræneren har selv i fortid som spiller i netop Aarhus Rugbyklub. Det resulterede i flere gange DM-guld. Selv siger han forud for lørdagens hjemmeopgør mod sin gamle klub:

”Det er altid dejligt at starte en ny sæson og – forhåbentlig – et nyt kapitel for Erritsø GIF Rugby. Efter at have introduceret gutterne for en ny spillemåde, glæder jeg mig til at se dem omsætte det, de har lært, til godt rugbyspil inde på banen.”

Rugby er en sport med mange scoringer fra hvert holds side. Derfor gør den elektroniske måltavle, med stadionur, som blev opsat på rugbystadion sidste efterår, det lettere for nye tilskuere at følge med. Desuden fik det lokale rugbystadion i vinterpausen en tribune med 57 siddepladser. Tribunen er anskaffet for sponsormidler og donationer fra mange af rugbyklubbens 180 medlemmer.

Opgøret Erritsø GIF mod Aarhus RK II spilles lørdag på rugbystadion, Snaremosevej 67, og starter kl. 14.00.


Erritsø GIF i røde trøjer. Fra en hjemmekamp i 2021. Foto: Erritsø GIF Rugby.

NYT nummer af SPORT med masser af RUGBY

Årets andet nummer af EGIF-bladet SPORT er på gaden.

Hent et trykt eksemplar i klubhuset eller læs det online her: https://www.egif.dk/bladetsport/2022/2022-02.pdf

Som altid indeholder bladet masser fra vores afdeling, RUGBY. Læs blandt andet om:

  • Six Nations turneringen fulgt på TV i klubhuset.
  • Førsteholdets kampplan for første halvår 2022.
  • Ny cheftræner tiltræder efter påske.

Dagsorden – Generalforsamling

Her er dagsorden for fredagens Generalforsamling. Vi har brug for at du overvejer om der ikke er noget udvalgsarbejde du kunne tænke dig at byde ind på. Der er også mulighed for at prøve bestyrelsesarbejde i et år til at starte med. Uanset hvor meget tid du har til rådighed, kan vi bruge din hjælp. Forældre er naturligvis også meget velkomne til at byde ind. HUSK, jo flere vi er jo mindre arbejde.
Så giv dig lige tid til at tænke over hvor du kan byde ind med en hånd til fællesskabet.

Dagsorden 2022

Spar Nord og 3F Fredericia overrakte sponsorater

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 13. marts 2022

RUGBY. I lørdags den 12. marts 2022 blev den lokale rugbyklub begavet hele to gange.

Først overrakte Spar Nords Fredericias direktør, Torben Ploug, en check på 12.000 kroner. Beløbet havde Erritsø GIF Rugby allerede anvendt til indkøb af spillertøj til klubbens regerende U14-Danmarksmestre. Drengene er nu klædt bedre på, når de repræsenter deres rugbyklub. I sæsonen 2022, som starter efter påske, skal de unge rugbyspillere kæmpe i den landsdækkende U16-række,

Dernæst overrakte sagsbehandler fra den lokale afdeling af 3F, Lars Normann Blunck, en check på 20.000 kroner. Modtager af dette sponsorat var klubbens førsteholdstrup. Beløbet var tidligere i år blevet anvendt til anskaffelse af hoodies og polotrøjer. Dette sponsortøj trak førsteholdsspillerne i, før der i lørdags blev taget billeder. Ved overrækkelsen sagde Lars Bluck blandt andet følgende:

”Det er en fornøjelse for os at indgå en sponsoraftale med Erritsø GIF Rugby. Dette er en klub med mange gode værdier, såsom frivillighed, fællesskab og sammenhold, alle sammen værdier som er meget lig med de værdier, som 3F Fredericia også har og kæmper for.”

Næstformand og ungdomsansvarlig i Erritsø GIF Rugby, Jan ‘Bubsi’ Nielsen, sagde blandt andet i sit svar: ”Vi er meget taknemlig for sponsoraterne fra Spar Nord og 3F Fredericia og ser frem til samarbejdet med dem begge.”

De regerende U/14 Danmarksmestre fra Erritsø GIF Rugby, flankeret af trænere og direktør Torben Ploug fra Spar Nord Fredericia. Privatfoto.


Klubbens førsteholdstrup modtager sponsorat fra Lars Normann Blunck, 3F Fredericia. Privatfoto.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/

U19-landsholdet rugbytrænede i Erritsø

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 7. marts 2022

RUGBY. I den forløbne weekend var bruttotruppen til U19-landsholdet i rugby samlet til fællestræning. Samlingen foregik i Erritsø, hvor den lokale rugbyklub lagde klubhus og faciliter til. Træningssamlingen udgør en del af forberedelserne til U19-landsholdets landskamp ude mod Sveriges U19-landshold senere på foråret.

De unge rugbyspillere kom fra klubber i Jylland, på Fyn og Sjælland, samt fra Hovedstaden. De blev budt velkommen af begge U19-landstrænere og en fysisk træner. Både om lørdagen og søndagen trænede bruttotruppen under kyndig ledelse. Det foregik med stort gå-på-mod, i solrigt og køligt forårsvejr.

Fra Erritsø GIF deltog August Bostedt Severinsen i U19-træningssamlingen. Den 18-årige lokale trekvartback siger om sin første deltagelse i en U19-landsholdstræning:

”Man får helt klart knyttet nogle gode venskaber under landsholdssamlingerne.”

På spørgsmålet om, hvorvidt han når at blive for gammel til U19-landsholdet, når han om få uger fylder 19 år, svarer August:

”Ja, det bliver jeg desværre. Men så er det godt, at der også er et Sevens-landshold. Det kræver så bare, at jeg bliver udtaget. Men der kommer nogle flere samlinger senere på året.”

Sevens er den variant af rugby, hvor der kun er 7 spillere på hvert hold og kampene varer 2 x 7 minutter. Sevens spilles på en normal rugbybane og har siden 2016 været olympisk sportsgren. Danmarks U19 Sevens landshold er, lige som U19 15-mands landsholdet, inde i en udviklingsfase.

Endnu en Erritsø-spiller, Marcus Tournadre Jørgensen, der fyldte 18 år for få dage siden, skulle også have deltaget i fællestræningen i den forløbne weekend. Men på grund af sygdom måtte han melde afbud.

En del af U19-landsholds bruttotruppen træner angreb. Erritsø GIFs August B. Severinsen ses i rød trøje. Foto: Paul Erik Jensen, Erritsø GIF Rugby.

Newzealandsk rugbytræner til Erritsø

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 10. februar 2022

RUGBY. Efter tre sæsoner med århusianske Dennis Graversen ved roret skifter den lokale rugbyklub cheftræner til foråret. Ny cheftræner i Erritsø GIF Rugby bliver Steve Atkins, født og opvokset i Christchurch. Den 51-årige newzealænder tiltræder den 20. april 2022.

Trænerskiftet er udtryk for den ambition, Erritsø GIF har om at vende tilbage til landets øverste rugbyliga, 1. division. Det mål skal sikres og mere til. Formand for rugbyklubben, Allan Pertti Frandsen, udtrykker det sådan:

”Vi vil igen præge toppen af dansk rugby”. Dertil har vi brug for en cheftræner med Steve Atkins profil. Han stammer fra et land, hvor rugby er nationalsport. Desuden har Steve en fortid som professionel rugbyspiller på højeste niveau i Australien, Frankrig og England. Han har også spillet for de flerdobbelte mestre Aarhus RK og det danske landshold.”

Formanden fortsætter:

”Vi har været ovenud tilfredse med Dennis Graversens indsats og resultater som vores cheftræner siden starten af 2019. Dennis har med sine store kompetencer ændret tankegangen til rugby i vores klub og tilført spillerne langt mere teknik og taktisk forståelse for rugby. Desuden har han gennemført et generationsskifte i truppen og undervejs tiltrukket nye spillere udefra. For den indsats skylder vi Dennis den allerstørste tak.”,

slutter formanden.

Trænerskiftet kom i stand efter, at Dennis Graversen sidste sommer meddelte rugbyklubbens bestyrelse, at han ønskede at hellige sig andre ting end rugby ved udgangen af sæsonen 2022. At skiftet sker allerede her til foråret skyldes, at Steve Atkins var ledig på trænermarkedet. Således kalder Dennis Graversen det selv for et scoop, at det lykkedes Erritsø GIF at tegne kontrakt med Steve Atkins.

Selv siger newzealænderen, der taler dansk og har været bosat i Danmark siden 1998:

”Jeg er tidligere U18- og U19-landstræner for Danmarks herrer. Det gjaldt både Sevens-landsholdet og 15-mands landsholdet. Dansk Rugby Union havde mig også ansat som Strength and Conditioning Coach ved DRUs Elitecenter.”

I sit civile liv er Steve Atkins lærer på Billeshave Efterskole ved Strib, hvor rugby tidligere har været linjefag.

”Dennis har gjort et fantastisk stykke arbejde med de nuværende spillere og har givet mig et solidt fundament at arbejde med. Jeg ser frem til de kommende udfordringer, hvor jeg håber at bygge videre på det fundament og komme med min egen vision af, hvad jeg synes, der er vigtigt både på og uden for banen, samt taktisk og kulturelt.”

På et spillermøde i rugbyklubbens klubhus torsdag aften den 10. februar mødte han for første gang sine kommende spillere.

”Klubben har et fantastisk fundament af tidligere og nuværende supportere og rugbyspillere. Dette fundament har betydet, at Erritsø har været i stand til at skaffe nyt klubhus og bygge rugbyfaciliteter, som er blandt de bedste i Danmark. Uden det fundament og den frivillige støtte kan tingene blive vanskelige i et land, hvor rugby er en nichesport.”,

slutter den kommende cheftræner.

Afgående cheftræner Dennis Graversen, formand Allan Pertti Frandsen og ny cheftræner i Erritsø GIF Rugby, Steve Atkins.

Fotos: Nordjyske og Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.