NYT nummer af EGIF-bladet SPORT er udkommet!

Masser af rugby finder du på siderne 9 – 11. Læs bl.a. om:

  • Endnu en U18-landsholdsdebut.
  • Sejr ude over RC Odense
  • En træner, der motiverer

Samtidig kan du holde dig opdateret på alle de andre interessante ting, der foregår i vores idrætsforening Erritsø GIF, fx opførelsen af det nye ketchercenter.

Læs bladet online her https://www.egif.dk/bladetsport/2022/2022-05.pdf eller hent et trykt eksemplar i vores klubhus.

 

Erritsø rugbysejrede i topkamp

Pressemeddelelse udsendt mandag den 6. juni 2022.

Pinselørdag nedkæmpede det lokale rugbyhold hidtil ubesejrede Aalborg-Holstebro. Det skete i en velspillet topkamp på rugbystadion i Erritsø, hvor begge mandskaber gav de mange tilskuere alt, hvad de havde i sig.

De nordjyske gæster havde en frisk sejr, på udebane over topholdet Aarhus RK II, med i bagagen og var ikke kommet for at give ved dørene. Den første halve time sad Aalborg-Holstebro således på kampen, imens Erritsø var presset langt tilbage. Her viste den nye cheftræner Steve Atkins’ taktik med hårde tacklinger sig imidlertid at fungere fortrinligt for hjemmeholdet.

Begge hold begik dog alt for mange straffespark, specielt i de løse klynger, med Erritsø som den største synder i første halvleg. Trods presset, og de mange tabte bolde på grund af straffespark, lykkedes det hjemmeholdet at slå hul på bylden. Efter 32 minutters spil fejrede Erritsø-flyhalf Thor Steendahl sit comeback ved at slide sig fri og score til 5 – 0. Efter et flot kontraangreb. Holdkaptajn og klyngehalf Jens Vissing var sikkerheden selv på den efterfølgende konvertering. 7 – 0 til Erritsø. I første halvlegs overtid gentog de to Erritsøspillere kunststykket. Til pausestilling 14 – 0. Det skete efter et meget flot angreb, hvor bolden tålmodigt blev holdt inde i klyngen, indtil åbningen i udeholdets højre side viste sig for Erritsøs angrebskæde.

I anden halvleg var det udeholdet, der led alt for mange boldtab som følge af straffespark. En tidlig reducering til 14 – 7 gav ikke nordjyderne den fornødne ro. I stedet fik Erritsø tilkæmpet sig kontrol. Efter knap en times spil brød propforward Per Søndergaard således igennem. Og otte minutter før tid var det indercenter Jean Houllier, som scorede for Erritsø. Jens Vissing lavede sin konvertering nummer 3 og 4 til samlet 28 – 7.

Det var også stillingen, da kampens officielle tid udløb. Men i dommer Kevin Gaws tillægstid viste nordjyderne, hvorfor de til efteråret skal regnes som seriøse bejlere til titlen som samlet vinder af 2. division vest. Hele to gange lykkedes det gæsterne at reducere. Til slutstillingen 28 – 21. Med noget mere koldt vandt i blodet kunne hjemmeholdet have undgået især den sidste reducering.

Louis Houllier og Juan Rodríguez-Jurando Astillero spillede begge en flot afskedskamp for Erritsø. De er allerede draget hjem til henholdsvis Frankrig og Spanien. Begge trekvartbacks vil blive savnet, offensivt som defensivt, samt udenfor banen. 18-årige Marcus Tournadre Jørgensen fik en flot debut for Erritsø. Han blev indskiftet i pausen. Marcus er et af flere unge talenter i Erritsø, som på det seneste har taget turen op gennem klubbens ungdomsrækker og har fået debut på førsteholdet. To andre teenagere, Sebastian Guldager og Jens Kristian Andersen, gjorde på ny en virkelig god figur. Sammen tilhører de tre unge Erritsøspillere klubbens fremtid.

Cheftræner Steve Atkins’ kommentarer efter kampen lød: ”En herlig sejr, specielt den måde vi vandt på. Vi arbejdede hårdt og koncentreret med det system, vi har trænet. Vores unge spillere steppede virkelig op og udgjorde forskellen.”

Med sejren over nordjyderne kravlede Erritsø GIF op som nummer tre i 2. division vest. Med 9 points efter sæsonens første tre kampe. Ligaen toppes af Aarhus RK II med 15 points, bl.a. fordi århusianerne i lørdags slog RC Odense på udebane med 36 – 10. Erritsø GIFs næste modstander bliver bundholdet Odder RK. Den kamp spilles i Odder lørdag den 18. juni og bliver den sidste før sommerpausen.

Erritsø GIF v Aalborg-Holstebro: 28 – 21 (14 – 0). 2. division vest. Spillet lørdag den 4. juni 2022.

Points for Erritsø GIF: Thor Steendahl 10 (2t), Jens Vissing 8 (4c), Per Søndergaard og Jean Houllier hver 5 (1t).


Erritsø GIF, i røde og blå trøjer, vinder et indkast i første halvleg af hjemmekampen mod Aalborg-Holstebro. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF.

Erritsø GIF, i røde og blå trøjer, forsvarer effektivt. Fra første halvleg af hjemmekampen mod Aalborg-Holstebro. Videoklip: Pertti Frandsen / Erritsø GIF.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Rugbysejr i Odense

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 16. maj 2022

Når rugbyholdet fra Erritsø GIF står overfor RC Odense, bliver det ofte både spændende og målrigt. Det var også tilfældet, da de to hold i lørdags tørnede sammen i 2. division vest. Det skete i Odenseforstaden Holluf Pile, hvor fynboerne har hjemmebane.

Ny cheftræner i Erritsø GIF, Steve Atkins, har, efter sin ankomst til klubben for fire uger siden, introduceret et nyt spillesystem. Her skal Erritsøspillerne tage større kollektivt ansvar i flere grupperinger rundt om på banen, i de såkaldte pots. Som kampen skred frem, blev det tydeligere, at Erritsøspillerne har taget deres nye træners koncept til sig.

Erritsø startede kampen bedst og førte 17 – 10 ved pausen. RC Odense har dog ry for at grave dybt, bedst som de ser slåede ud. Det skete på ny, da fynboerne i anden halvleg brød igennem Erritsøs forsvar og scorede flere gange i træk.

Men bedst som flertallet af tilskuerne håbede på den første odenseanske sejr over Erritsø i en årrække, hev det lokale rugbyhold sig selv op ved hårrødderne. På flere flotte scoringer i slutfasen tippede kampen til Erritsøs fordel.

Ved stillingen 45 – 32 i Erritsøs favør kunne dommer Emmanuel Jacques fløjte kampen af. Til stor jubel for Erritsø GIF og de tilrejsende fans. Steve Atkins var naturligvis en glad mand efter den hårdt tilkæmpede Erritsøsejr. ”Gutterne nyder sejren. Vi har så meget potentiale!”, lød det fra cheftræneren.

Undervejs i kampen scorede både Sebastian Guldager og Juan Rodríguez-Jurando Astillero i deres debutkamp for Erritsø. Holdkaptajn Jens Vissing udnyttede desuden 5 ud af 7 mulige spark mod mål, de såkaldte konverteringer, efter Erritsøs 7 scoringer i kampen.

Med sejren i Odense krøb Erritsø GIF op som nummer 2 i 2. division vest. Med 5 points efter sæsonens 2 første kampe. Holdets næste modstander bliver topholdet, Aalborg-Holstebro, der kommer på besøg lørdag den 4. juni.


RC Odense v Erritsø GIF: 32 – 45 (10 – 17). 2. division vest. Spillet lørdag den 14. maj 2022.

Points for Erritsø GIF: Jean Houllier 15 (3t), Per Søndergaard 10 (2t), Jens Vissing 10 (5c), Sebastian Guldager og Juan Rodríguez-Jurando Astillero hver 5 (1t).



Erritsø GIF, i blå og røde trøjer og blå shorts, presser RC Odense i bund. Fra lørdagens opgør i Holluf Pile. Foto: Gitte Guldager / Erritsø GIF Rugby.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

LÆS det nye nummer af SPORT – med masser af RUGBY

Det nye nummer af EGIF-bladet SPORT er nu på gaden. Som altid er vores afdeling og vores elskede sport omtalt.



Læs blandt andet om:

  • Udendørsarbejde i påsken
  • Ny cheftræner, Steve Atkins, tiltrådt
  • Førsteholdets kampprogram for hele 2022
  • Ungdom: at kunne gøre en ukrainsk dreng glad
  • Årets første oldboystræf


Hent et trykt eksemplar i vores klubhus. Ellers læs bladet online her: https://www.egif.dk/bladetsport/2022/2022-04.pdf

Fredericiansk rugbyspiller fik U18-landskampdebut

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 8. maj 2022

Sebastian Guldager, 18 år, er et af Erritsø GIF Rugbys stjernefrø. I lørdags tog han et stort skridt op ad stigen, da han debuterede på Danmarks U18-talenthold. Det skete i en intens kamp mod Sveriges U18-talenthold, hvor det unge Erritsø-talent ovenikøbet var i startopstillingen.

De over 500 tilskuere på Odense Atletikstadion blev vidner til en både velspillet og nervepirrende U18-kamp imellem arvefjenderne. Kampen var få minutter gammel, da de blå-gule udnyttede en sjælden fejl i det danske forsvar. Nede med en scoring fandt de danske talenter langsomt rytmen og begyndte at lægge gæsterne under pres, dog uden helt at ryste svenskerne. Sveriges halvlegsføring lød på 10 – 5. Fra starten af anden halvleg satsede de unge danske talenter med hurtigt pasningsspil. Det gav hurtigt bonus efter et meget flot angreb i venstre side. Ved stillingen 12 – 10 havde Danmark derved for første gang bragt sig foran i kampen. Og værterne fortsatte de gode takter.

Sebastian Guldager spillede med nummer 8 på ryggen, hvilket i rugby medfører, at han var sidste mand i klyngen, den såkaldte låser. Det er en position, der både kræver hårdt slid og overblik. Midt i anden halvleg måtte unge Guldager dog lade sig udskifte med ømme ribben. Efter en stor debut.

Fra bænken kunne det unge Erritsø-talent se sine holdkammerater fastholde initiativet. Da den officielle kamptid udløb, førte Danmark således med 22 – 18. Svenskerne satsede alt og fik belønning. Dybt inde i overtiden fik gæsterne nedkæmpet Danmarks forsvar til en forløsende 5-points scoring. Det afsluttede spark over det H-formede mål havde kun kosmetisk betydning. Sveriges U18-talenter vandt opgøret med 25 – 22.

Trods det knebne nederlag var moralen høj blandt de unge danske talenter. Sebastian Guldager havde selv den følgende vurdering efter sin flotte U18-debut for Danmark:

”Det var en megagod følelse at komme med på holdet, sammen med alle de andre talentfulde gutter. Det er en fed fornemmelse, man får i kroppen. Men også lidt skræmmende, fordi der forventes et vist niveau, som man skal kunne præstere på.”

”Jeg synes, vi spillede en rigtig god rugbykamp. Den var meget tæt, med gode løb og masser af gode tacklinger. Hvis trænerne stadig vil have mig med, bliver jeg ved med at spille for Danmark”,

slutter det unge lokale rugbytalent, der kan spille U18 resten af sæsonen.

Erritsø GIF Rugbys Sebastian Guldager fik i lørdags U18-debut mod Sverige. Privatfoto.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts