DM-guld til lokale U16-rugbydrenge

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 9. oktober 2022

For andet år i træk kan et af den lokale rugbyklubs talentfulde ungdomshold kalde sig Danmarksmestre. Det blev i lørdags en realitet, da Erritsø GIFs U16-hold sikrede sig guldmedaljer og DM-pokal. Det skete, da de samlet vandt årets sidste DM-runde, som var arrangeret af Dansk Rugby Union med Rugby Club Odense som vært.

På det fynske græs spillede Erritsø-drengene op til deres allerbedste. Det gjorde de mod traditionsklubben Speed fra Amager og altid stærke Gentofte. De tre hold har sæsonen igennem spillet en række meget lige kampe, og intet var afgjort, før de tørnede sammen i lørdags.

Mange af spillernes forældre og supporters havde taget turen med til Odense. Der dannede de en flot lydkulisse til finalerunden. Træner Morten Jørgensen havde virkelig sat sine unge Erritsøspillere godt op til dagen, hvor han kunne mønstre stærkeste opstilling.

Erritsødrengene løste opgaven med en klar sejr over Speed og et knebent nederlag til Gentofte. Da stævnet var færdigspillet, stod de tre hold á points. Men da Erritsøs målscore var klart bedst, kunne jublen bryde løs i Erritsø-lejren. Næstformand og ungdomsansvarlig i Erritsø GIF Rugby var en både lettet og glad mand efter rugbydrengenes guldpræstation:

”Jeg er utrolig stolt af drengenes præstation, for jeg havde ikke regnet med, at de skulle vinde guld, første år, de spiller U16. Men hele setup’et omkring holdet er gået op i en højere enhed. Styrken er helt klart deres stærke fællesskab på og uden for banen, som gør en kæmpe forskel. Og så har vi et meget kompetent trænerteam bestående af Morten Jørgensen og Kenneth Holm. De har formået at få drengene til at spille som et hold.”

De nykårede U16-Danmarksmestre fra Erritsø GIF Rugby er:

Benjamin Lukas Braad Jensen, Jens Peter Bank Hansen, Lauge Jørgensen, Magnus Asmussen, Mateusz Rosborg Jørgensen, Nick Pokhodin, Noah Nordlund Kvist, Oliver Holm Axelsen, Oscar Wiborg, Silas Bielefeldt Paulsen, Simon Guldager, Victor Brodersen, Viktor Steinlein Schmidt og William Friend.


Nick Pokhodin, med bolden, supporteres af Simon Guldager og Peter Bank Hansen iført rugbyhjelm. Fra et af Erritsø GIFs mange gennembrud ved DM-finalestævnet i Odense. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

U16-guldvinderne flankeret af næstformand Jan ’Bubsi’ Nielsen og træner Morten Jørgensen. Foto: Allan Pertti Frandsen / Erritsø GIF Rugby.

Erritsø GIFs U16 hold med guldmedaljer og DM-pokal, som hæves af holdkaptajn Lauge Jørgensen. Foto: Kennet Brodersen / Erritsø GIF Rugby.



Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts