Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 3. august 2023
En af Erritsø GIFs U16-Danmarksmeste, William Jacob Friend, benyttede sommerferien til at assistere ved rugbytræningen i sin barndomsklub i Texas.
RUGBY. Han spiller flanker på Erritsø GIF Rugbys U16-Danmarkmestre. Hans navn er William Jacob Friend. En flanker er betegnelsen for én af de to forwards på et rugbyhold, som binder på siderne af de faste klynger, som tackler rigtig meget, og som oftest bliver løftet ved de indkast, som er helt specielle for rugby.
Under sin sommerferie med familien var William blandt andet tilbage i sin barndomsklub, West Houston Lions, i Texas, USA. Her levede han både op til efternavnet og sin natur. For lige så hård og kontant William er på rugbybanen, lige så venlig og hjælpsom er han uden for kridtstregerne.
Han hjalp således til ved træningen af amerikanske ungdomsspillere. Det foregik under en 1½ time lang træningssession. I 39 graders varme! William assisterede træneren, underviste i afleveringer og boldhåndtering for spillere i alderen 6 – 13-år.
William, som fyldte 16 år i maj, siger selv:
“Jeg nød virkelig at lære de yngre spillere færdigheder, som jeg selv har lært i løbet af de sidste seks år. Rugby er én stor familie, som forener mennesker og spillere på tværs af lande og kontinenter!”
Erritsø GIFs William Jacob Friend, med bolden, assisterer ved sommer-rugbytræningen i sin barndomsklub, West Houston Lions. Foto: Patrick Friend / Erritsø GIF. Privatfotos til fri afbenyttelse.
Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts