Hundredvis af børn og unge mødes til rugbystævne

Pressemeddelelse udsendt torsdag den 8. juni 2023

Nordtysk rugbyklub gæster samtidig Erritsø GIF.

RUGBY. Lørdag den 10. juni lægger den lokale rugbyklub i Erritsø GIF rugbybaner og klubhus til årets tredje DM-stævne for børn og unge. Dansk Rugby Union står som arrangør og der spilles rugby i rækkerne U8, U10, U12, U14 og U16. Værtsklubben stiller med hold i U8, U12 og U16.

DM-stævnet krydres med besøg fra Hamburger Rugby-Club, som kommer med deres kvindehold, herrehold og oldboys. De tyske gæster skal spille mod værtsklubbens hold og bliver i Erritsø hele weekenden for at lære klubbens spillere og medlemmer bedre at kende. Dermed understreger besøget fra Hamborg den lokale rugbyklubs slogan ”Venskab uden kendskab”.

”Vi glæder os meget til både DM-stævnet og til at tage imod vores tyske gæster”, udtaler formand Allan Pertti Frandsen.

Han fortsætter: ”Vores børn og unge rugbyspillere er helt klar sammen med deres dygtige trænere. Samtidig er forældreopbakningen og medlemmernes opbakning altid i top. Endelig ser vejrudsigten rigtig flot ud. Så flot, at vi undtagelsesvis betaler for at få vandet vores rugbybaner, inden det gør løs. Ellers er de ikke egnet til rugby på denne tid af året.”

DM-stævnet starter kl. 11 og slutter ved 17-tiden. Erritsø GIF har få kvindelige spillere. Så kvindespillere fra andre jyske eller fynske rugbyklubber er inviteret til at give Hamburger Rugby-Clubs kvindehold modstand. Erritsø GIFs herrehold fra 2. division står overfor et kombineret første og andet hold fra Hamborg, imens oldboysholdet fra Erritsø tørner sammen med gæsternes jævnaldrende rugbykæmper.

Lørdag bliver derfor en stor rugbydag i Erritsø. Der er fri entré og forsyninger til salg ved klubhuset.


Erritsø GIFs U16-mestre i aktion ved et DM-stævne i fjor. Trekvartbacken Benjamin Jensen sparker bolden ud af forsvarszonen. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF. Privatfoto til fri afbenyttelse.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts