Indendørs rugby-stævne i Erritsø Idrætscenter!

I dag lørdag den 4. februar afholdes årets første rugbystævne i Erritsø.

Det er et indendørs Fast Touch stævne, hvor rugbykampene er af 5 minutters varighed. Grundet det hårde trægulv er tacklinger erstattet af en to-hånds markering/berøring på den boldbærende modstanders krop, hvorefter boldbæreren omgående skal passe den ovale bold til en medspiller eller lægge bolden død, så en medspiller kan sætte den i spil igen.

Som altid i rugby må bolden kun passes bagud til en medspiller, imens den må bæres i alle retninger. Points scores ved, at det angribende hold får syv “downs” til at bære, passe og løbe bolden frem og til slut berøre målet eller mållinjen med bolden.

Touch rugby stiller store krav til hurtighed, overblik, samspil – og ikke mindst stor evne til at gribe og aflevere bolden sikkert til en medspiller, som er i fart og/eller befinder sig i en bedre position end en selv.

Stævnet afvikles i Erritsø Idrætscenter ved siden af vores rugbybane. Første kamp starter kl 13. Sidste kamp spilles kl 16.45.

Fra kl 17.45 samles vi og ser direkte international Six Nations rugby på tv’et i vores klubhus. Her bliver stemningen høj. Kig forbi og vær en del af vores internationale rugbykultur, som blandt andet baseres på vores motto VENSKAB UDEN KENDSKAB.

KOM OG FÅ EN GOD RUGBYOPLEVELSE. VEL MØDT!