Danmark med Erritsøs Nils Hagen slog Norge

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 14. april 2024

RUGBY. Det danske herrelandshold tog lørdag et vigtigt skridt i kampen om oprykning fra Rugby Europe Conference 23/24, Gruppe A. Det skete med en flot 41 – 5 hjemmesejr over Norge. Dermed indtager Danmark førstepladsen i Rugby Europe Conference 23/24 med 11 points for tre kampe. Der resterer endnu en runde, hvor Danmark på udebane lørdag den 20. april skal slå Letland for at sikre sig førstepladsen. Ud over Danmark og Letland er Finland bejler til samlet gruppesejr.

Til kampen mod Norge havde landstræner Andreas Robertson udtaget spillere fra fire engelske og otte danske klubber, inklusive Erritsø GIFs Nils Hagen. Han er den 23. Erritsøspiller, som har kæmpet på Danmarks 15-mands landshold. Inden kampen havde Erritsø-forwarden udtalt, at han satsede på spilletid i anden halvleg. Forventningerne kom til at holde stik, for efter 62 minutter kom han på banen i Kastrup. Da var stillingen 24 – 0 til Danmark. Med solidt forsvarspil og aggressivt angrebsspil var Hagen med til at cementere den klare danske sejr.

Hans reaktion på sejren lød:

”Det var en meget fysisk kamp. Men, jeg synes, vi viste, at vi var det bedre hold i lørdags.”

Rød-hvid sejr ude over Letland på lørdag vil sikre Danmark førstepladsen og en mulig playoff-kamp om oprykning. Nils Hagen er også udtaget til den kamp. Den vigtigste for dansk rugby i flere år. Forud for afrejsen til Riga siger han:

”Det giver et godt momentum før kampen mod Letland, som også spiller meget fysisk, men også organiseret og flydende rugby.”

Kampen Danmark v Norge kan genses på https://www.rugbyeurope.eu/competitions/conference-23-24/denmark-v-norway-a

Letland v Danmark kan ses på https://www.rugbyeurope.eu/competitions/conference-23-24


Det danske landshold med Erritsøs Nils Hagen jubler over 41 – 5 sejren over Norge og fremviser vandretrofæet, Sagasværdet, som der kæmpes om i alle rugbylandskampe imellem de to nordiske lande. Foto: Daniel Storch / Dansk Rugby Union.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Erritsø Rugby har landsholdsspiller med mod Norge

Pressemeddelelse, udsendt fredag 12. april 2024

RUGBY. Det danske herre rugbylandshold tager i morgen lørdag eftermiddag imod Norge. Kampen afvikles i Kastrup på traditionsklubben RK Speeds baner. Landstræner Andreas Robertson har udtaget en stærk trup med spillere fra fire engelske og otte danske klubber, inklusive Erritsø GIF. Truppen mod Norge inkluderer Nils Hagen, som foreløbig er noteret for to landskampe. Han kom i efteråret til Erritsø GIF og fik debut sidste lørdag i hjemmesejren over Aalborg RK. Ovenikøbet i rollen som målscorer.

Nils Hagen er den 23. Erritsøspiller, som har spillet på Danmarks 15-mands landshold. ”Jeg er meget glad for at spille for Erritsø og spændt på resten af sæsonen og holdets potentiale.”, siger den 26-årige forward. Kommer han i kamp mod Norge, bliver det hans tredje opgør i rødt og hvidt. Før Hagen kom til Erritsø, spillede han for Lugi Lions i svenske Lund. Han har denne vurdering før opgøret mod nordmændene:

”Jeg er udskifter, men jeg regner med at få nogle minutter i anden halvleg. Jeg har sammenlagt spillet cirka 20 minutter i mine to første landskampe. Men, jeg tror, jeg godt kan få lidt mere spilletid mod Norge, alt efter hvordan kampen udvikler sig.”

Danmark deltager i Rugby Europes EM-turnering. Turneringen er inddelt i divisioner og her spiller Danmark i Rugby Europe Conference 23/24, Gruppe A. Der spilles med oprykning og nedrykning efter hver sæson. Sæsonen startede i efteråret og slutter senere i foråret. Der spilles alle-mod-alle én gang. Altså ude eller hjemme.

I Rugby Europe Conference 23/24 er Danmark foreløbig noteret for et knebent nederlag ude mod Finland og en klar hjemmesejr over Andorra. Begge kampe blev spillet i efteråret. Norge er foreløbig uden sejr, men har modsat Danmark kun spillet én kamp i turneringen, hvor det blev til nederlag ude mod Letland. Danmark kan med en klar sejr over Norge nå op på førstepladsen i gruppen, som synes meget jævnbyrdig.



Erritsø GIFs Nils Hagen øger føringen i sidste weekends hjemmekamp mod Aalborg RK. Han er med i landsholdstruppen, der skal møde Norge lørdag eftermiddag. Foto: Iver Tidemand.



Danmarks bruttotrup 2023/24. Erritsøs Nils Hagen ses stående som nr. 4 fra venstre. Foto: Dansk Rugby Union. Foto: Daniel Storch.

Danmarks trup mod Norge. Foto: Dansk Rugby Union.

Læs mere på https://www.rugbyeurope.eu/competitions/conference-23-24

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

LÆS Marts 2024 nummeret af EGIF-bladet SPORT!

Det er en anden afdeling, denne gang Gymnastik, der har forsiden.

Men som altid har bladet masser af omtale fra vores afdeling og om rugby.

Denne gang kan du blandt andet læse om:

  • Træningskamp med stort udviklingspotentiale
  • Generalforsamlingen 2024
  • Kammeratskabsprisen ‘Årets Skulderklap’
  • Ungdoms Bootcamp
  • Talentcenter vest for U18
  • Landsholdssamling i Erritsø

Hent et trykt eksemplar i vores klubhus eller læs bladet online her: https://www.egif.dk/bladetsport/2024/2024-03.pdf

LÆS det nye nummer af EGIF-bladet SPORT

Årets andet nummer af SPORT er på gaden.

Læs bl.a. om:

  • GULD til Erritsø-pige
  • Samarbejde med Fredericia Eliteidræt
  • Talentudvikling 2024 – 27
  • Intern talentkoordinator
  • Kvinder og mænd
  • Træningstider for børn, unge og voksne

Hent et trykt eksemplar i vores klubhus eller læs bladet online her:
https://www.egif.dk/bladetsport/2024/2024-02.pdf

Q&A

Hvordan kommer jeg til at præge udviklingen i vores rugby klub?
Det kan du gøre ved at komme til Generalforsamlingen d.9/3 kl.13.00 i klubhuset. Der er både bestyrelsespladser og udvalgsposter ledige så du har masser af muligheder for at være en del af vores fantastiske teams.

Jeg har ikke spillet rugby!
Det er fuldstændig lige meget, det er på ingen måde en forudsætning.

Jeg har ikke tid eller evner til klubarbejde!
Dine opgaver tilpasses dine resurser, hovedsagen er at du trives med dem, og har det sjovt med os andre. Ingen skal føle det som en sur pligt.

Hvor finder jeg information om opgaver?
Du kan finde vores klubhåndbog her på websiden, der er alle opgaver og udvalg beskrevet. De bliver fordelt efter du har lyst til at byde ind med. Du er også velkommen til at kontakte formand Pertti Frandsen for nærmere information.

Jeg kan ikke komme til generalforsamlingen!
Det skal ikke forhindre dig i at byde ind, du giver bare Pertti besked.

Hvad er belønningen?
Du bliver honoreret med et fantastisk fællesskab hvor alle er ligeværdige, og du er med til at glæde en masse andre mennesker både sportsligt og socialt.

Træningskamp viste stort udviklingspotentiale

Pressemeddelelse, udsendt mandag d. 26. februar 2024

RUGBY. Bundesligaholdet Hamburger Rugby-Club, HRC, var i lørdags på besøg i Erritsø. Det fik klubbens førsteholdstrup en rigtig god træningskamp ud af. At der så ovenikøbet var rigtig god opbakning på tribunen og langs sidelinjen hen til klubhuset, gjorde bare dagen endnu bedre.

Normalt varer en rugbykamp 2 x 40 minutter. De to holds trænere blev dog enige om at forlænge til tre omgange med sammenlagt 100 minutters spilletid, så alle 50 spillere kom i aktion.

Fra starten af træningsopgøret stod det klart, at gæsterne stillede med et klassemandskab. Erritsøs cheftræner, Steve Atkins, havde forberedt sine spillere på udfordringen, vel vidende at der var niveauforskel. Før kampen havde han understreget, at det vigtigste ikke var resultatet, men værdifuld spilletid og erfaring, især for truppens yngste spillere. Det lykkedes, idet forward Silas Bielefeldt Paulsen og de to backs Adam Kvist og Nick Pokhodin virkelig bidrog med mandsmod og energi. Alle tre tilhører den talentfulde årgang, som i de seneste år har hentet DM-guld til klubbens ungdomsrækker. Nu træder de i karakter, når de spiller med klubbens ældre spillere.

Hos Erritsø var der comeback til uforfærdede Andreas Raun og veteran Michael Axø, imens debuterende holdkaptajn Hans Kristensen og flyhalf Thor Steendahl sørgede for den variation i Erritsøs spil, der er så vigtig i moderne rugby.

Det blev som ventet udesejr. Resultatet blev 21 – 58. En rigtig god optakt til 2024-sæsonen blev det. En lørdag, hvor rugbyånden, samværet og det internationale venskab stod i fokus.

Venskabskamp spillet lørdag den 24. februar 2024. 100 minutters rugby fordelt over tre omgange: Erritsø GIF Rugby v Hamburger Rugby-Club: 21 – 58. Points for Erritsø: Thor Steendahl 6. Michael Friis Larsen, Per Søndergaard og Isi KeLi hver 5.


Erritsø GIF Rugby (i rødt, blåt og grønt) pressede i flere perioder HRC tilbage. Privatfoto til fri afbenyttelse.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Rugbyformen testes mod stærke tyskere

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 22. februar 2024

RUGBY. Med en ny turneringsstruktur i dansk herrerugby er der blevet kortere vej til medaljeslutspillet. Det har man noteret sig i Erritsø GIF Rugby, hvor forberedelserne til sæsonen 2024 har været i gang i nogle uger, navnlig for klubbens førstehold.

Den kortere vej til DM-slutspillet består af fire kampe for hver klub i regionalspillet mod de øvrige tre herrehold vest for Storebælt. De to øverste hold, efter alle regionalkampe er afviklet, går i slutspillet om DM-guld, -sølv og -bronze. Det samme gør sig gældende for de øverste hold fra regionalspillet i øst. DM-slutspillet afvikles dernæst fra juni til oktober, kun afbrudt af sommerpausen i juli og august.

Derfor bliver alle fire regionalkampe fra april til juni med stor sandsynlighed afgørende for, om Erritsø GIF igen kommer blandt de hold, der skal i DM-slutspil. Det er efterhånden seks år siden, Erritsøs førstehold spillede med blandt landets bedste. Men nu er chancen blevet større. Samtidig er Erritsø GIF Rugby inde i en opbygningsfase, hvor vejen til succes går igennem løbende talentudvikling og styrkelse af klubbens fundament af frivillige kræfter.

For at skærpe sine førsteholdsspillere mest muligt, har Erritsøs cheftræner Steve Atkins valgt en stærk modstander til årets første træningskamp, tyske Hamburger Rugby-Club, HRC. De to hold, der lørdag eftermiddag løber på rugbybanen, kender hinanden godt. I 2019 blev det til klar Erritsø-hjemmesejr, mens det i juni 2023 var de tyske gæster, som trak det længste strå. I en medrivende kamp. Kampen lørdag foregår på rugbystadion i Erritsø.

Cheftræner Steve Atkins siger før træningskampen:

”Forventningerne er ret enkle, nemlig at få gutterne til at arbejde på deres kampfitness forud for en spændende sæson. Der er faktisk ingen grænser for sæsonen. Vi vil arbejde hårdt på at opnå gode resultater. Samtidig er kampen en chance for at introducere vores yngre spillere til vores holdkultur og derved gøre dagen positiv for dem. Sejr eller nederlag har ingen betydning på nuværende tidspunkt, da vi søger at udvikle os over hele sæsonen.”



Erritsø GIF Rugby (i rødt, blåt og grønt) er klar til lørdag at tage imod tyske HRC. Fotoet er fra en kamp på hjemmebane i 2023. Foto: Steen Knudsen / Danmark C TV ©

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts