Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 16. april 2026.
RUGBY. Erritsø GIF Rugbys herretrup indleder fredag den 17. april sæsonen 2026. Det sker på udebane mod Aarhus Rugbyklub og bliver de to klubbers første kamp i grundspillet. Opgøret afvikles i Viby J. med kickoff kl. 18.30. Kampen markerer starten på en sæson, hvor forventningerne til Erritsø er høje. For holdet stiller til sæsonåbningen med en trup på 23 spillere og en af de stærkeste opstillinger i flere år. Truppens bredde og kvalitet afspejler det målrettede arbejde og den positive udvikling, klubben har gennemgået de seneste sæsoner.
Et centralt kendetegn ved holdet er den stærke fødekæde fra ungdom til senior. Hele syv spillere har således taget skridtet op i seniortruppen. Blandt dem er Oliver Holm Axelsen, der i sidste måned blev kåret til Årets Talent 2025 i dansk rugby. Han står nu over for sin debut på seniorniveau som såkaldt hooker, dvs. den spiller der kæmper i midten af den forreste række i alle faste klynger. Desuden foretager Oliver alle holdets indkast.
Holdets backkæde fremstår som en af de helt store styrker med spillere som Mateusz Jørgensen, Adam Kvist, Lasse Kristensen, William Friend og Noah Devantier, der bidrager med fart og energi. Fire af dem har en fortid på Danmarks U18-landshold. De flankeres af rutinerede Thor Steendahl, som er med til at sikre ro og overblik i spillet. Blandet holdets forwards bliver det landsholdsspilleren, flankeren Sebastian Thøgersen, der skal gå forrest med fysik og erfaring. Holdkaptajn er Thor Lütje Hansen, som får en central rolle i arbejdet med at sikre en stærk sæsonstart.
Cheftræner Steve Atkins har denne kommentar, inden turen går til Århus: ”Med en god balance mellem unge talenter og erfarne spillere går gutterne på banen med ambitionen om ikke blot at konkurrere, men også at sætte et klart niveau for resten af sæsonen. Alles øjne er nu rettet mod Århus, hvor vi skal omsætte det lovende udgangspunkt til points på banen.”
Erritsøs grundspil består af fire regionale kampe og en seedet kamp mod et hold øst for Storebælt. Grundspillet efterfølges af et mellemspil inden sommerpausen. Slutspillet foregår til efteråret. Læs mere om turneringsstukturen her: https://www.rugby.dk/klub/rugby-danmark/sider/herrer-dm
Erritsøs 23-mands trup ude mod Aarhus RK. Grafik: Erritsø GIF Rugby.
Årets talent 2025, Oliver Holm Axelsen, får debut på Erritsøs førstehold ude mod Aarhus RK. Foto: Rugby Danmark.

Erritsø GIFs venstre wing Adam Kvist i fuldt løb mod mållinjen. Fra en hjemmekamp i 2025. Foto: Iver Tidemand.
________________________________________
Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts
Læs mere om rugby i Danmark her: https://www.rugby.dk

