Erritsø Rugby har landsholdsspiller med mod Norge

Pressemeddelelse, udsendt fredag 12. april 2024

RUGBY. Det danske herre rugbylandshold tager i morgen lørdag eftermiddag imod Norge. Kampen afvikles i Kastrup på traditionsklubben RK Speeds baner. Landstræner Andreas Robertson har udtaget en stærk trup med spillere fra fire engelske og otte danske klubber, inklusive Erritsø GIF. Truppen mod Norge inkluderer Nils Hagen, som foreløbig er noteret for to landskampe. Han kom i efteråret til Erritsø GIF og fik debut sidste lørdag i hjemmesejren over Aalborg RK. Ovenikøbet i rollen som målscorer.

Nils Hagen er den 23. Erritsøspiller, som har spillet på Danmarks 15-mands landshold. ”Jeg er meget glad for at spille for Erritsø og spændt på resten af sæsonen og holdets potentiale.”, siger den 26-årige forward. Kommer han i kamp mod Norge, bliver det hans tredje opgør i rødt og hvidt. Før Hagen kom til Erritsø, spillede han for Lugi Lions i svenske Lund. Han har denne vurdering før opgøret mod nordmændene:

”Jeg er udskifter, men jeg regner med at få nogle minutter i anden halvleg. Jeg har sammenlagt spillet cirka 20 minutter i mine to første landskampe. Men, jeg tror, jeg godt kan få lidt mere spilletid mod Norge, alt efter hvordan kampen udvikler sig.”

Danmark deltager i Rugby Europes EM-turnering. Turneringen er inddelt i divisioner og her spiller Danmark i Rugby Europe Conference 23/24, Gruppe A. Der spilles med oprykning og nedrykning efter hver sæson. Sæsonen startede i efteråret og slutter senere i foråret. Der spilles alle-mod-alle én gang. Altså ude eller hjemme.

I Rugby Europe Conference 23/24 er Danmark foreløbig noteret for et knebent nederlag ude mod Finland og en klar hjemmesejr over Andorra. Begge kampe blev spillet i efteråret. Norge er foreløbig uden sejr, men har modsat Danmark kun spillet én kamp i turneringen, hvor det blev til nederlag ude mod Letland. Danmark kan med en klar sejr over Norge nå op på førstepladsen i gruppen, som synes meget jævnbyrdig.



Erritsø GIFs Nils Hagen øger føringen i sidste weekends hjemmekamp mod Aalborg RK. Han er med i landsholdstruppen, der skal møde Norge lørdag eftermiddag. Foto: Iver Tidemand.



Danmarks bruttotrup 2023/24. Erritsøs Nils Hagen ses stående som nr. 4 fra venstre. Foto: Dansk Rugby Union. Foto: Daniel Storch.

Danmarks trup mod Norge. Foto: Dansk Rugby Union.

Læs mere på https://www.rugbyeurope.eu/competitions/conference-23-24

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts