Rugbyformen testes mod stærke tyskere

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 22. februar 2024

RUGBY. Med en ny turneringsstruktur i dansk herrerugby er der blevet kortere vej til medaljeslutspillet. Det har man noteret sig i Erritsø GIF Rugby, hvor forberedelserne til sæsonen 2024 har været i gang i nogle uger, navnlig for klubbens førstehold.

Den kortere vej til DM-slutspillet består af fire kampe for hver klub i regionalspillet mod de øvrige tre herrehold vest for Storebælt. De to øverste hold, efter alle regionalkampe er afviklet, går i slutspillet om DM-guld, -sølv og -bronze. Det samme gør sig gældende for de øverste hold fra regionalspillet i øst. DM-slutspillet afvikles dernæst fra juni til oktober, kun afbrudt af sommerpausen i juli og august.

Derfor bliver alle fire regionalkampe fra april til juni med stor sandsynlighed afgørende for, om Erritsø GIF igen kommer blandt de hold, der skal i DM-slutspil. Det er efterhånden seks år siden, Erritsøs førstehold spillede med blandt landets bedste. Men nu er chancen blevet større. Samtidig er Erritsø GIF Rugby inde i en opbygningsfase, hvor vejen til succes går igennem løbende talentudvikling og styrkelse af klubbens fundament af frivillige kræfter.

For at skærpe sine førsteholdsspillere mest muligt, har Erritsøs cheftræner Steve Atkins valgt en stærk modstander til årets første træningskamp, tyske Hamburger Rugby-Club, HRC. De to hold, der lørdag eftermiddag løber på rugbybanen, kender hinanden godt. I 2019 blev det til klar Erritsø-hjemmesejr, mens det i juni 2023 var de tyske gæster, som trak det længste strå. I en medrivende kamp. Kampen lørdag foregår på rugbystadion i Erritsø.

Cheftræner Steve Atkins siger før træningskampen:

”Forventningerne er ret enkle, nemlig at få gutterne til at arbejde på deres kampfitness forud for en spændende sæson. Der er faktisk ingen grænser for sæsonen. Vi vil arbejde hårdt på at opnå gode resultater. Samtidig er kampen en chance for at introducere vores yngre spillere til vores holdkultur og derved gøre dagen positiv for dem. Sejr eller nederlag har ingen betydning på nuværende tidspunkt, da vi søger at udvikle os over hele sæsonen.”



Erritsø GIF Rugby (i rødt, blåt og grønt) er klar til lørdag at tage imod tyske HRC. Fotoet er fra en kamp på hjemmebane i 2023. Foto: Steen Knudsen / Danmark C TV ©

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts