Erritsø Rugby sejrede og indtager førstepladsen

Pressemeddelelse, søndag den 19. september 2021

RUGBY. Det lokale rugbyhold fra Erritsø GIF fortsætter fremmarchen og satte i lørdags en ny sejr ind på kontoen. 52 – 33 sejren over RC Odense, efter 26 – 12 ved pausen, betyder, at Erritsø GIF er nyt tophold i 2. division vest. Trods den klare sejrsmargin blev opgøret mere jævnbyrdigt end cifrene antyder. De to hold skiftedes til at dominere i en medrivende rugbykamp, hvor Erritsø startede og sluttede bedst.

Således var der blot spillet 74 sekunder, før Erritsøs 18-årige klyngehalf, Hans Nylander Kristensen, afsluttede kampens første angreb ved at kaste sig ind i fynboernes scoringsfelt og trykke den ovale bold i græsset til føring 5 – 0. Knap to minutter senere gjorde venstre wing Alec Pedersen sin unge holdkammerat kunsten efter på kampens andet angreb og øgede Erritsøs føring. Fullback Jens Vissing sparkede yderlige to points hjem til tidlig 14 – 0 føring.

RC Odense var naturligvis rystede over værternes chokstart, imens Erritsø sprudlede med opfindsomt og til tider elegant angrebsspil. Samtidig blev fynboernes tilløb til angreb lukket effektivt ned med kontante tacklinger. Da kampen var en halv time gammel, havde både højre wing Francisco Nieto Coto og prop forward Jóhann Sigurðarson øget Erritsøs føring til 26 – 0. Men i stedet for at panikke, fik RC Odense greb om eget spil. På to velgennemførte angreb i første halvlegs sidste ti minutter, fik fynboerne fortjent reduceret til 26 – 12.

Erritsøs cheftræner Dennis Graversen brugte øjensynligt pausen fornuftigt. I hvert fald var værterne hurtigt ude af starthullerne, da dommer David Horner fløjtede 2. halvleg i gang. På anden halvlegs to første angreb øgede først andenrækken Jonathan Bach Iversen og dernæst Francisco Nieto Coto Erritsøs føring til 40 – 12. I begge tilfælde sparkede Jens Vissing konverteringerne over.

Men, nøjagtig som i første halvleg, gravede fynboerne dybt. RC Odense fik reduceret til 40 – 19, bedst som hjemmeholdet – og flertallet af tilskuerne – havde sat næsen op efter en Erritsø-opvisning. Begge hold satsede nu offensivt. Kvaliteten i tacklingerne faldt desuden betragteligt, hvilket gjorde anden halvleg til en fest for begge holds trekvartbacks. På et af disse angreb spillede Erritsø bolden bredt i højre side, hvor flyhalf Thor Steendahl var søgt helt ud til sidelinjen. Han modtog bolden og sidesteppede sig fri af tacklingerne og øgede til 47 – 19. Igen sparkede Jens Vissing over.

Midt i anden halvleg fik fynboerne tilkæmpet sig en række straffespark, hvilket slog Erritsøs rytme i stykker. På to af disse straffespark valgte RC Odense at spille bolden til deres rapfodede flyhalf, som først scorede og siden lagde op til en ny reducering. Dermed stod det pludselig 47 – 33. Gæsterne lugtede sensationen og lagde et massivt pres på hele Erritsøs forsvar. I flere situationer måtte Jens Vissing som sidste mand effektivt tackle fremadstormende fynboer, som var sluppet igennem.

Erritsø red stormen af og slog kontra. På kampens sidste angreb blev bolden passet helt ud i venstre side til Alec Pedersen, som spurtede fra Odenses forsvar og med sin anden og sit holds ottende scoring lige akkurat sørgede for, at Erritsø gik fra banen med et bonuspoint i tabellen. Bonuspoint tildeles, når et hold vinder med mindst tre scoringer af den type, hvor bolden lægges død i modstandernes scoringsfelt.

De to forwards Kenneth Holm og Nicolai ’Brumbas’ Lykkegaard var blandt Erritsøs bedste. De var kraftigt medvirkende til hjemmeholdets succes. Kampen viste desuden, at Erritsø har en del i defensiven at arbejde på, hvilket cheftræner Dennis Graversen også fokuserede på efter kampen. Spillernes moral og holdets evne til at slå til, når det gælder, kan han dog ikke klage over.

Sejren betyder, at Erritsø GIF er nyt tophold i 2. division vest med 22 points for 6 kampe. Aalborg-Holstebro rykkede ned på 2. pladsen og har 18 points for 5 kampe. Nordjyderne skal dermed slå Aarhus RK II på udebane og samtidig få bonuspoint, hvis de på lørdag skal tilbageerobre førstepladsen.

2. division vest. Erritsø GIF v RC Odense: 52 – 33 (26 – 12). Points for Erritsø: Jens Vissing 12, Alec Pedersen og Francisco Nieto Coto hver 10. Hans Nylander Kristensen, Jóhann Sigurðarson, Jonathan Bach Iversen og Thor Steendahl hver 5.


Erritsøs 18-årige klyngehalf, Hans Nylander Kristensen, åbner scoringen i hjemmesejren over RC Odense. Efter blot 74 sekunders spil.

Tilskuerne ved det nye rugby-stadion overværede en medrivende rugbykamp.

Fotos: Allan Pertti Frandsen / Erritsø GIF Rugby.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts