Årets spiller ser frem til pokalsemifinale

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 26. november 2017

RUGBY. I Erritsø GIF Rugby er det tradition, at førsteholdstruppen ved sæsonens udgang kårer årets bedste seniorspiller i klubben. Siden rugby kom på programmet i Erritsø i 1984, er det blevet til mange kåringer.

Ved afstemningen blandt seniorspillerne i weekenden var det en 24-årig holdkammerat, der høstede klart flest stemmer og fortjent blev kåret. For i 2017 har forwarden og flankeren Tobias Kragelund Mulvad udviklet sit rugbyspil kolossalt. Til stor gavn for sin klub og sig selv. Udover at have skærpet sine defensive færdigheder har Mulvad i sæsonen også bevist sit værd som en bærende kraft i det offensive. Det sås senest i kvartfinalen i pokalen midt i november, hvor Mulvad gik forrest, da Aalborg RK blev besejret med hele 45 – 5. Den unge forward scorede desuden selv 5 points på et forsøg, og var derved i centrum for sit holds videre vej til pokalsemifinalen, som først spilles til foråret. Modstanderen i semifinalen bliver de forsvarende pokalmestre RK Speed fra København. Mulvad sluttede i øvrigt sæsonen 2017 som en flot nummer fire på Erritsø GIFs topscorerliste, med i alt 20 points for fire forsøg.

Den nykårede årets spiller i Erritsø, Tobias Mulvad, siger selv:

”Det bliver en sjov kamp mod Speed. De har en god holdånd i forhold til sporten. I vores seneste to opgør har vi desuden spillet rimelig tæt op med dem. Jeg glæder mig i hvert fald og håber, vi får startet godt op med de planlagte træningskampe i marts.”

Forwarden Tobias K. Mulvad er kåret til årets seniorspiller 2017 i Erritsø GIF Rugby. Her bryder han igennem tacklinger fra tre modstandere fra RK Speed. Fotoet er fra de to klubbers seneste møde, 4. november 2017 i Erritsø. I slutningen marts 2018 mødes de igen – i pokalsemifinalen. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

Resultater fra de fire spillede pokal-kvartfinaler: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/pokalturnering-2017-2018/calendar/196

Oversigt over de kommende semifinaler: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/pokalturnering-2017-2018/calendar/215

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, presseansvarlig, Mobil 61273891, paulerikjensen@hotmail.dk.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts