Lokalt U16-rugbytalent underviste i amerikansk barndomsklub

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 3. august 2023


En af Erritsø GIFs U16-Danmarksmeste, William Jacob Friend, benyttede sommerferien til at assistere ved rugbytræningen i sin barndomsklub i Texas.

RUGBY. Han spiller flanker på Erritsø GIF Rugbys U16-Danmarkmestre. Hans navn er William Jacob Friend. En flanker er betegnelsen for én af de to forwards på et rugbyhold, som binder på siderne af de faste klynger, som tackler rigtig meget, og som oftest bliver løftet ved de indkast, som er helt specielle for rugby.

Under sin sommerferie med familien var William blandt andet tilbage i sin barndomsklub, West Houston Lions, i Texas, USA. Her levede han både op til efternavnet og sin natur. For lige så hård og kontant William er på rugbybanen, lige så venlig og hjælpsom er han uden for kridtstregerne.

Han hjalp således til ved træningen af amerikanske ungdomsspillere. Det foregik under en 1½ time lang træningssession. I 39 graders varme! William assisterede træneren, underviste i afleveringer og boldhåndtering for spillere i alderen 6 – 13-år.

William, som fyldte 16 år i maj, siger selv:

“Jeg nød virkelig at lære de yngre spillere færdigheder, som jeg selv har lært i løbet af de sidste seks år. Rugby er én stor familie, som forener mennesker og spillere på tværs af lande og kontinenter!”


Erritsø GIFs William Jacob Friend, med bolden, assisterer ved sommer-rugbytræningen i sin barndomsklub, West Houston Lions. Foto: Patrick Friend / Erritsø GIF. Privatfotos til fri afbenyttelse.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Lokalt rugbytalent sommertrænede i fransk klub

Pressemeddelelse udsendt søndag d. 30. juli 2023

Holdkaptajn for Erritsø GIFs U16-Danmarksmeste, Lauge Jørgensen, fik i sommerferien stor nytte af rugbytræning i Frankrig.

RUGBY. Soissons ligger ved floden Aisne, cirka 100 kilometer nordøst for Paris. Det opdagede Lauge Jørgensen, holdkaptajn for Erritsø GIF Rugbys 16-Danmarksmestre, i forbindelse med sin sommerferie.

Det unge rugbytalent er ambitiøs omkring sin sport. Allerede før afrejsen til Frankrig undersøgte han, om der var rugbyklubber i nærheden af der, hvor han og hans mor skulle holde sommerferie. Valget faldt på AC Soissons-Rugby, som tog godt imod deres unge danske gæstespiller.

Rugby er meget populært i Frankrig. Landet har således et herrelandshold i den absolutte verdenselite. Til efteråret er Frankrig vært for Rugby-VM, hvor værterne er blandt favoritterne til at løfte VM-trofæet.

Lauge fortæller om sine oplevelser i AC Soissons-Rugby:

”Jeg trænede én gang med deres U18-hold og én gang med deres seniortrup.”

Han fortæller, at U-18 træningen startede med pasningsteknik med elastikmodstand for at træne kasterækkevidde. Det blev også trænet sparketeknik. Og Lauge fortsætter:

”Seniortræningen startede ud med kampteknik, fulgt af boldtræning og generel teknik. Så spillede vi en 45-minutters træningskamp med touch-rugby. Og vi sluttede af med evaluering.”


Lauge har dyrket rugby, siden han var 7 år. Altid i Erritsø GIF, hvor hans far, Morten, i 00’erne var holdkaptajn i Erritsø og spillede for Danmark. I dag er faren træner for Lauge og U16-holdkammeraterne.

Til september fylder Lauge 16 år. Det er hans mål om få år at spille på Erritsøs førstehold. Han er desuden en god rollemodel for sit U-16 hold og fortæller, at rigtig mange i truppen har ambition at spille på Erritsøs førstehold, nogle endda på landsholdet. Hidtil har Lauge selv deltaget i to ungdomslandsholdssamlinger og han har mod på mere.

Lauge tilføjer, at han også gerne vil til udlandet for at spille rugby. På højt niveau. New Zealand står øverst på ønskelisten.


Holdkaptajn for Erritsø GIFs U16-meste, Lauge Jørgensen, fik stor nytte af rugbytræningen i Frankrig.

Fotos: Lauge Jørgensen og Pertti Frandsen / Erritsø GIF.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Hundredvis af børn og unge mødes til rugbystævne

Pressemeddelelse udsendt torsdag den 8. juni 2023

Nordtysk rugbyklub gæster samtidig Erritsø GIF.

RUGBY. Lørdag den 10. juni lægger den lokale rugbyklub i Erritsø GIF rugbybaner og klubhus til årets tredje DM-stævne for børn og unge. Dansk Rugby Union står som arrangør og der spilles rugby i rækkerne U8, U10, U12, U14 og U16. Værtsklubben stiller med hold i U8, U12 og U16.

DM-stævnet krydres med besøg fra Hamburger Rugby-Club, som kommer med deres kvindehold, herrehold og oldboys. De tyske gæster skal spille mod værtsklubbens hold og bliver i Erritsø hele weekenden for at lære klubbens spillere og medlemmer bedre at kende. Dermed understreger besøget fra Hamborg den lokale rugbyklubs slogan ”Venskab uden kendskab”.

”Vi glæder os meget til både DM-stævnet og til at tage imod vores tyske gæster”, udtaler formand Allan Pertti Frandsen.

Han fortsætter: ”Vores børn og unge rugbyspillere er helt klar sammen med deres dygtige trænere. Samtidig er forældreopbakningen og medlemmernes opbakning altid i top. Endelig ser vejrudsigten rigtig flot ud. Så flot, at vi undtagelsesvis betaler for at få vandet vores rugbybaner, inden det gør løs. Ellers er de ikke egnet til rugby på denne tid af året.”

DM-stævnet starter kl. 11 og slutter ved 17-tiden. Erritsø GIF har få kvindelige spillere. Så kvindespillere fra andre jyske eller fynske rugbyklubber er inviteret til at give Hamburger Rugby-Clubs kvindehold modstand. Erritsø GIFs herrehold fra 2. division står overfor et kombineret første og andet hold fra Hamborg, imens oldboysholdet fra Erritsø tørner sammen med gæsternes jævnaldrende rugbykæmper.

Lørdag bliver derfor en stor rugbydag i Erritsø. Der er fri entré og forsyninger til salg ved klubhuset.


Erritsø GIFs U16-mestre i aktion ved et DM-stævne i fjor. Trekvartbacken Benjamin Jensen sparker bolden ud af forsvarszonen. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF. Privatfoto til fri afbenyttelse.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Tæt kamp mod Aarhus gav point, men ikke sejr

2. division vest, 2. runde, tirsdag den 6. juni 2023:

Erritsø GIF v Aarhus RK II: 22 – 26 (14 – 14). Points for Erritsø: Thor Steendahl 12 (1 t + 2 c + 1 p). Casper Aerts Brodersen og George Melgaard hver 5 (1 t).

Supporters, oldboys og U16-spillere gav en hånd med, da der skulle gøres klar til den udsatte kamp mod altid stærke Aarhus RK. Efter en tidlig århusiansk føring fik vores hold ro på spillet og fulgte konceptet med de aftalte pots. Desuden var vi dominerende i indkast, hvor Marcus Tournadre Jørgensen var stærk. Det var han også, når der skulle vindes metre og sættes bolde op til kæden.

Efter små tyve minutter udnyttede flyhalf og holdkaptajn Thor Steendahl et hul i gæsternes kæde og scorede. Med konverteringen sikkert sparket over stod det 7 – 7. Efter en lille halv time trykkede gutterne Aarhus helt i bund. Da var dominansen tydelig. Klyngen holdt klogt på bolden og rykkede meter for meter frem. Casper Aerts Brodersen fejrede sit comeback med at presse bolden i græsset bag mållinjen til aftenens første Erritsøføring. Holdkaptajnen konverterede til 14 – 7. I første halvlegs overtid svarede gæsterne flot igen og indhentede lige akkurat vores føring.

Det tog dog ikke modet fra vores hold og cheftræner Steve Atkins opildnede gutterne til at bevare presset og gøre som aftalt. Det virkede. George Melgaard udnyttede smart sin råstyrke og hurtighed til at slippe fri på venstre fløj og øge til 19 – 14. En århusiansk udligning fik ikke gutterne til at hænge med hovederne.

Længe så det ud til, at vi kunne sikre os sejren, men det blev gæsterne fra Smilets By, som i slutminutterne indhentede den tre-points føring, som holdkaptajn Thor Steendahl havde skaffet os med et veludnyttet straffe midt i anden halvleg. Propforward Per Søndergaard spillede en stor kamp, ligesom andenrækken Jens Kristian Andersen gjorde det. I det hele taget holdt alle mand et højt niveau kampen igennem.

Vores førsteholdstrup gav alt, hvad de havde i sig, fulgte cheftræner Steve Atkins’ oplæg og var kun 7 minutter fra sejren. Men STOR ros til alle mand for at steppe op og tillykke med Aarhus RK med sejren. Den knebne århusianske sejrsmargin gav os et defensivt bonuspoints i tabellen.

Aalborg-Holstebro fører 2. division vest med maksimum 10 points for 2 kampe. Aarhus RK ligger nu på andenpladsen med 8 points for 2 kampe, imens Erritsø rykkede ned som nummer tre med 6 points for ligeledes 2 kampe. Det et tæt i toppen.

Vores hjemmepublikum fik sig en herlig rugbyaften med grillpølser og drikkevarer ved tribunen. Tak for solid opbakning på lægterne til alle.

Erritsøs fullback Henrik ‘Fjuter’ Jørgensen med tackles af en fremadstormende Aarhus RK-spiller. Foto: Danmark CTV.

LÆS det seneste nummer af EGIF-bladet SPORT

Nr. 4 April 2023

Inde i bladet kan du hente masser af frisk information om vores afdeling, RUGBY!

Læs bl.a. om:

  • Sæsonpremiere med hjemmesejr over seje fynboer
  • Årets første oldboystræf betød rekord
  • PR-fremstød til efteråret under Rugby-VM
  • Kampplan for førsteholdet 2023
  • Årets første DM-runde for børn og unge
  • Ungdomsbestyrelse

Hent et trykt eksemplar i vores klubhus eller læs det online her: https://www.egif.dk/bladetsport/2023/2023-04.pdf

U16 Danmarksmestre i flot rugbycomeback

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 15. maj 2023

RUGBY. I lørdags den 13. maj 2023 deltog den lokale rugbyklub i årets andet DM-stævne for børn og unge. Det foregik hos Rugbyklubben Speed på Amager med deltagende hold fra hele landet samt enkelte svenske klubber. Erritsø GIF deltog med spillere i rækkerne U8, U12 og U16.

Fra U8- og op til U14-rækkerne drejer det sig hovedsageligt om, at børnene lærer glæden ved rugbysporten og det kulturelle samvær, der følger med. Officials, trænere og forældre forstår således, at det ikke er de scorede points i kampene ved sådant et stævne, som er vigtigst for børnene. Det er fællesskabet, det at blive bedre til noget, og mødet med nye venner. Piger og drenge spiller således sammen helt op til U14-rækkerne.

Trænerne for Erritsøs U8-spillere, Thor Lütje Hansen, var ovenud tilfreds med forløbet af dagen og stævnet i lørdags. Det samme var U12-træner Kenneth Holm. ”Vores ni U/12-spillere kæmpede bravt mod et dygtigt og rutineret hold fra Gentofte samt et stærkt sammensat hold fra CSR/Speed/Hundested”, var U12-trænerens vurdering.

U16-comeback

I april startede Erritsø GIFs forsvarende Danmarksmestre i U16-rækken med i Odense at spille et ikke særlig vellykket første stævne. På Fyn blev det til flere nederlag i en langt fra prangende sæsonpremiere. Dén oplevelse blev grundigt revancheret på Amager i lørdags. Erritsø vandt således samtlige kampe, herunder semifinalen over hjemmeholdet RK Speed og finalen over altid stærke Malmö.

I finalen var Erritsø bagud med en scoring, indtil der manglende 5 minutter. Men med en mandfolkeindsats hev U16-mestrene sig selv op ved hårrødderne, lavede de nødvendige points, og fik med stor beslutsomhed tacklet Malmös angrebsspillere effektivt. Holdkaptajn Lauge Jørgensen var i overtiden sidste mand på bolden efter en vundet klynge. Smart løb han blot ud over sidelinjen med bolden favnen, hvorefter kampens dommer kunne fløjte kampen af. 14 – 12 blev Erritsøs finalesejr over Malmö.

Ud over holdkaptajnen spillede Victor Brodersen, Oliver Holm Axelsen, Nick Pokhodin, Mateusz Rosborg Jørgensen, William Friend, Noah Nordlund Kvist og Noah Devantier et stort stævne for Erritsø i lørdags.

U16-træner Morten ’Conny’ Jørgensen var imponeret over sine unge talenters ro og dygtighed i pressede situationer. ”Vi overraskede os selv ved at vinde. Drengene kæmpede hårdt og holdt hovedet højt. Vi spillede fire tætte kampe, som vi heldigvis vandt. Spillerne tog de rigtige beslutninger inde på banen, uden at jeg blandede mig”, fastslog han.

Næste DM-runde for børn og unge foregår i Erritsø. Lørdag den 10. juni 2023 fra kl. 11.00.


Erritsø GIFs U16-spillere og deres træner Morten Jørgensen. Under en pause i DM-stævnet i lørdags. Foto: Allan Pertti Frandsen / Erritsø GIF. Privatfoto til fri afbenyttelse.

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts