Første slutspilspoints til Erritsø Rugby

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 8. oktober 2017

Aarhus RK – Erritsø GIF: 8 – 3 (8 – 0). SUPER 4 DM-slutspil, 4. runde. Lørdag 7. oktober 2017.

Points for Erritsø: Jens Vissing 3 (på et straffespark)

RUGBY. De regerende danske mestre, Aarhus Rugbyklub, fik sig en overraskelse i lørdagens SUPER 4 opgør hjemme mod Erritsø. For det undertippede Erritsøhold spillede deres hidtil bedste kamp i slutspillet om Danmarksmesterskabet. Helt frem til sidste minut havde Erritsø muligheden for at skabe overraskelsen. Men hjemmeholdet fra Smilets By holdt stand i den silende regn og tog sejren.

Starten var hektisk med masser tacklinger på den bløde og regnvåde bane, der var perfekt til rugby. Et tidligt straffespark til Aarhus blev udnyttet til stillingen 3 – 0. Herefter tilkæmpede Erritsø sig et lille spilovertag med klogt spil, hvor der blev tacklet og forsvaret højt oppe på banen, og igangsat stadig nye angreb. Erritsø havde blandt andet succes med at sparke bolden lavt og kort, for på den måde at drive spillet fremad. Men også pasningsspillet fungerede, trods det våde vejr og en deraf følgende glat bold.

Det nye spillesystem med at rykke forwards ud i kæden fungerede tillige næsten optimalt for Erritsø. Forsvarslinjen blev kun brudt én gang. Det var midt i første halvleg, da hjemmeholdet bragte sig foran 8 – 0. Det skete efter et indkast, som Aarhus vandt. Hjemmeholdet beholdt bolden inde i klyngen og bragte den langsomt fremad inden for egne rækker, indtil Aarhus-spillerne havde krydset Erritsøs mållinje og presset bolden i græsset.

Kort efter fik Erritsøs holdkaptajn og landsholdsspiller, Jeppe M. Holm, gult kort og ti minutters udvisning. Det skete efter en farlig tackling af en modstander. Trods en mand i undertal fortsatte Erritsø presset, imens Aarhus blev ved med at forsvare sig resten af halvlegen, men kun sjældent var en trussel inde i Erritsøs 22-meter felt.

Anden halvleg kom spillemæssigt til at ligne første, med den undtagelse, at der nu var Erritsø, som scorede. Det skete på et straffespark, sikkert udnyttet af topscorer Jens Vissing midt i anden halvleg. Reduceringen til 3 – 8 fyrede endnu mere op under Erritsø. Spillende træner Jan ”Bubsi” Nielsen opildnede konstant sine spillere til at give alt, hvad de havde i sig.

Erritsøs spillende træner, Jan ”Bubsi” Nielsen tackler sin boldbærende modstander, imens holdkammeraten Gilles Boué yder support fra højre. Fra Erritsøs SUPER 4 kamp hjemme mod Frederiksberg i september. I lørdagens opgør ude mod mestrene, Aarhus RK, spillede de begge en stor kamp. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

Forward Kenneth Holm spillede sin bedste kamp i sæsonen, defensivt som offensivt. En anden Erritsø-forward, Per Søndergaard, spillede med stor ro og rutine defensivt, og vandt mange meter offensivt for sit hold. Klyngehalf, Christoffer Ki Winstrøm, viste endnu engang sit format og enorme værd for Erritsø. Hans overblik og mange lange bolde fra klyngen til de angribende trekvart-backs var forbilledligt. Landsholdsemnet Thor Steendahl, Erritsøs viceanfører, fik nok engang vist sin klasse. Det anerkendte også Aarhus tydeligt efter kampen.

Fullback Gilles Boué blev fortjent kåret til Erritsøs ’Man Of The Match’. Franskmanden var kampen igennem en defensiv gardering og en offensiv trussel. Det skete på en dag, hvor samtlige Erritsøspillere ramte topformen. Det betød samtidig, at Erritsø – temmelig usædvanligt i rugby – ikke benyttede sig af muligheden for at bruge reservespillerne. Det var der ingen grund til.

Holdkaptajn Jeppe M. Holm siger:

”Denne kamp kunne vi lige så godt have vundet. Og det er jeg stolt over at kunne sige, for Aarhus er et meget stærkt hold. Vi spillede med hjerte og mandsmod, og det var en fornøjelse at spille kampen. Synd, at vi ikke tog den det sidste skridt.”

Spillende træner Jan ”Bubsi” Nielsen supplerer:

”Det var super kamp, hvor alle præsterede det maksimale. Jeg er glad, men samtidig også meget skuffet over, at vi ikke vandt. Vi havde virkelig chancen for den store overraskelse, men manglede lige det sidste i de afgørende situationer. Men vi kan være stolte over vores indsats, og det at vi formåede at presse de danske mestre. Vi fik vist, at vi er et hold i fremgang, og at vi er fuldt berettiget til at være nået DM-slutspillet.”

Det er tydeligt, at Erritsø efterhånden har opbygget et hold, der kender hinanden og som oftest vælger de rigtige løsninger med enten en aflevering eller et forsøg på gennembrud. Sikkerheden i spillernes pasninger til hinanden var tillige den hidtil bedste i sæsonen. Dette var stærkt medvirkende til, at Erritsø fik sat mestrene under stort pres.

Det knebne nederlag til mestrene udløste dog Erritsøs første point i tabellen, et bonuspoint. Aarhus RK topper fortsat SUPER 4 med Frederiksberg RK på andenpladsen. RK Speed er nummer tre, imens Erritsø ligger nummer fire. Vinder Erritsø sine sidste to SUPER 4 kampe, er det måske nok til klubbens første DM-medaljer. De bliver – i så fald – af bronze.

Lørdag den 21. oktober får Erritsø næste mulighed for at erobre flere points i SUPER 4. Det bliver i holdets sidste udekamp, hvor Frederiksberg RK lægger græs til.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 6139 3065, senior@erritsoerugby.dk

Resultater og kampprogram i SUPER 4 for dette efterår: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/calendar/190

Stillingen i SUPER 4: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/table/190

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

 

Erritsø Rugby går efter overraskelsen i slutspilskamp

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 5. oktober 2017

RUGBY. Efter tre nederlag tørster Erritsø Rugby efter de første points i DM-slutspillet. I fjerde runde af SUPER 4, som afvikles lørdag den 7. oktober, skal Erritsø en tur til Viby J., hvor de regerende danske mestre, Aarhus RK, tager imod. Det bliver en svær opgave, for århusianerne topper SUPER 4 foran Frederiksberg, Speed og Erritsø.

I denne sæson har Aarhus RK og Erritsø mødt hinanden tre gange tidligere. To gange i grundspillet, 1. division vest. Og én gang i slutspillet, SUPER 4. Alle tre gange har Aarhus RK vundet. Men selvom århusianerne, med en række landsholdsspillere i truppen, er store favoritter, vil Erritsø gå efter overraskelsen. Sidst, de to klubber mødtes i Aarhus i slutningen af maj, blev det nemlig en tæt affære, som først blev afgjort til allersidst.

Erritsø er det eneste hold i SUPER 4 uden points. Men holdkaptajn Jeppe M. Holm er optimist:

”Vi skal bygge videre på vores stærke indsats mod RK Speed i sidste weekend. Så, tror jeg, vi overrasker. Det bliver vildt fedt at rette op på det store nederlag, vi led mod Aarhus i første runde af DM-slutspillet.”

Erritsøs erfarne spillende træner, Jan ”Bubsi” Nielsen, supplerer:

”Vi ser frem til et klassisk jysk brag af en rugbykamp. Som i de foregående opgør kommer vi som underdogs. Når det er sagt, synes jeg, vi har en stigende formkurve, og implementeringen af vores nye spillesystem fungerer ret godt. For første gang i sæsonen kan vi også starte med de samme 15 spillere som i foregående kamp.”

Klyngehalf, Christoffer Ki Winstrøm, er atter med for Erritsø. Her igangsætter han et angreb i forårets udekamp mod Aarhus RK. Lørdag mødes de to hold atter. Foto: Natasja Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Kampen Aarhus RK – Erritsø GIF spilles lørdag den 7. oktober og foregår på ArkPARK, Vårkjærvej 75, 8260 Viby J. Kampen har opspark kl. 14.00.

Stillingen i SUPER 4:

http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/table/190

Resultater og kampprogram i SUPER 4:

http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/calendar/190

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, næstformand, Mobil 61393065, senior@erritsoerugby.dk

Jan ”Bubsi” Nielsen, spillende træner, Mobil 22150634, bubsi@erritsoerugby.dk

Rugbyfremgang trods nederlag

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 2. oktober 2017

RK Speed – Erritsø GIF: 38 – 7 (24 – 0). SUPER 4 DM-slutspil, 3. runde. Lørdag 30. september 2017.

RUGBY. I tredje runde af DM-slutspillet viste Erritsøs rugbymandskab store spillemæssige og taktiske forbedringer. Indsatsen på udebane mod RK Speed var præget af mod og mandshjerte. De nybagte pokalmestre og sølvvindere fra sidste sæson vandt dog en fortjent sejr i Kastrup. Men med stærk anden halvleg genvandt Erritsø respekten og troen på, at holdet kan komme i nærheden af klubbens første DM-medaljer på seniorniveau. Der resterer endnu tre runder af SUPER 4 om DM 2017.

I Erritsø ved rugbyspillerne godt, at de er underdogs i slutspillet om det danske mesterskab. De øvrige tre hold i SUPER 4, Aarhus, Frederiksberg og Speed, er alle tidligere danske mestre og pokalvindere. Det har Erritsø endnu til gode. Chancen for de første DM-medaljer til Erritsø lever dog endnu, trods nederlag i lørdagens opgør i SUPER 4, hvor traditionsklubben RK Speed på Amager tog imod.

Ligesom hjemme mod Frederiksberg RK i forrige runde holdt Erritsø ikke bare stand, men evnede også at presse sine modstandere langt tilbage. Der blev tacklet, forsvaret og forsøgt gennembrud. Først midt i første halvleg kom RK Speed på tavlen 7 – 0. Erritsø genvandt dog hurtigt momentum og truede ofte Speeds forsvarslinje, dog uden et afgørende gennembrud. Med ti minutter tilbage af første halvleg gik det pludselig stærkt med to hurtige scoringer til hjemmeholdet. Lige som mod Frederiksberg faldt scoringerne på kontrastød, bedst som Erritsø havde etableret massivt pres. Kørt før pausen gjorde Speed det så til 24 – 0.

I rugby er det dog ingen stor føring. Erritsø holdkaptajn og faste landsholdsspiller, Jeppe M. Holm, var desuden tilfreds med holdets første halvleg. Han fortalte medspillerne, at anden halvleg kunne blive rigtig god, men kun hvis alle holdt hovedet højt og fortsatte det spilkoncept, det var blevet afprøvet til træning. Det kom til at holde stik.

Trods en tidlig Speed-scoring i starten af anden halvleg, bevarede Erritsø roen og fortsatte det slidsomme arbejde. Ikke blot blev forsvaret bedre hos Erritsø. Taktikken med at rykke flere forwards ud i angrebskæden virkede. Jimmi Hede, Michael Axø, Rune Larsen, Tobias Mulvad, Michael Klæsøe og Jeppe M. Holm selv var derfor både en defensiv gardering og en offensiv trussel. På et velgennemført angreb efter godt 65 minutter fik Erritsøs forwards sendt bolden ud til ydercenter Thor Steendahl. Han fintede en aflevering udad, for dernæst at udnytte et lille hul i hjemmeholdets forsvar til at slippe igennem. Reducering til 5 – 31. Det efterfølgende spark over udnyttede han selv sikkert til 7 – 31.

Reduceringen styrkede Erritsø og samtlige spillere tog større ansvar. Især højre wing, Alexander Hansen, var et stort aktiv med sine tacklinger. At han holdt Speeds landsholdsaktuelle Gerard Honou fra at slippe forbi var meget sigende om Alexander Hansens indsats og præstation.

Indercenter Hans Erik Severinsen var med sin aggressive stil derudover en konstant kilde til uro hos Speed, både offensivt og defensivt. Klyngehalf Christoffer Ki Winstrøm, som var blevet fløjet hjem fra Barcelona, hvor han studerer og træner med et stærkt universitetshold, lyste klart mest op hos Erritsø. Hans overblik og fremadrettede stil var stærkt medvirkende til, at Erritsø kunne lægge langt større pres på modstanderne end tidligere i slutspillet. Winstrøm blev efter kampen af modstanderne kåret til Erritsøs bedste spiller. At RK Speed sluttede med en scoring i overtiden til 38 – 7, ødelagde på ingen måde Erritsøs humør. Fremgangen var tydelig over alt.

Erritsøs klyngehalf Christoffer Ki Winstrøm gjorde comeback mod RK Speed. Her igangsætter han endnu et angreb. Foto: Natasja M. Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

Holdkaptajn Jeppe M. Holm siger:

– “I første halvleg lod vi dem desværre få nogle lette scoringer, hvor vi ikke tacklede. Men i anden halvleg rettede vi op og kom tilbage. Jeg synes, vi spillede en rigtig god anden halvleg, og det kan vi være stolte af!”

Spillende træner Jan ”Bubsi” Nielsen fortsætter:

– ”Jeg er helt enig med Jeppe. Lidt personlige fejl i første halvleg kostede et par dumme scoringer. Anden halvleg var rigtig positiv. Holdet følger vores nye spillesystem godt. Jeg er stolt over, at vi formår at rejse os og spille rigtig godt.”

Lørdag den 7. oktober får Erritsø næste mulighed for at erobre points i SUPER 4. Det bliver i holdets anden udekamp i SUPER 4, hvor mestrene Aarhus RK tager imod. Århusianerne fører SUPER 4 foran Frederiksberg. RK Speed indtager tredjepladsen, imens Erritsø ligger nummer 4.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 6139 3065, senior@erritsoerugby.dk

Kampprogrammet i SUPER 4 for dette efterår: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/calendar/190

Stillingen i SUPER 4 for dette efterår: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/table/190

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Erritsø jagter de første slutspils points

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 28. september 2017

RUGBY. Efter nederlag i efterårets to første kampe, hjemme mod Aarhus og Frederiksberg, skal Erritsø lørdag søge at erobre holdets første points i årets SUPER 4 slutspil om Danmarksmesterskabet.

Modstanderen, RK Speed i Kastrup, har også tabt deres første to kampe. Men i modsætning til Erritsø har RK Speed kun tabt meget knebent til Frederiksberg og Aarhus. Derfor har amagerkanerne allerede 3 points i tabellen, imens Erritsø stadig har sine første slutspilspoints til gode i denne sæson.

Spillende træner for Erritsø, Jan ”Bubsi” Nielsen, råder igen over stærke spillere som klyngehalf Christoffer Ki Winstrøm og propforward Jimmi B. Hede. Topscorer Jens Vissing løfter sit spil kamp for kamp, imens Thor Steendahl efter landsholdssamlingen i sidste weekend træner med holdkammeraterne igen. Flere stamspillere hos Erritsø er dog tvivlsomme startere, men Jan ”Bubsi” er forsigtig optimist:

– Vi skal ud og se, om vi kan få overtaget i klyngerne, så det kan give os flere bolde at arbejde med. Samtidig skal vi, når vi har bolden, holde godt fast i den, da Speed er lynhurtige i deres kontrafase. Vi har i de første kampe forhåbentlig lært, hvad det kræver at være med på dette niveau. Vi går ind til kampen med stor gejst og kan kun overraske positivt,

fastslår Erritsø træner.

Holdkaptajn for Erritsø, Jeppe M. Holm, som spillede hele landskampen mod Sverige i sidste weekend, er også optimist med hensyn til kampen mod RK Speed. Personligt har han taget en masse positiv energi med fra den overraskende landskampssejr over arvefjenden i lørdags. Derudover ser han fremgang i Erritsøs spil hen over sæsonen. Jeppe M. Holm siger forud for kampen mod Speed:

– Personligt er det her den kamp, jeg har set mest frem til i min tid i Erritsø Rugby. Det er første gang, jeg møder min barndomsklub og mit tidligere hold på min tidligere hjemmebane, siden jeg skiftede til Erritsø. Det betyder også, at jeg har ekstra meget blod på tanden for, at vi leverer en overraskelse. Vi er underdogs, men det passer os fint. Hvis vi arbejder som en enhed, og holder os meget skarpe på deres styrker, så tror jeg også på, vi kan overraske.

Erritsøs højre wing, Alexander Hansen, tackles i et gennembrudsforsøg. Fra holdets seneste SUPER 4 kamp, hjemme mod Frederiksberg RK, lørdag den 16. september. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

SUPER 4 opgøret RK Speed vs Erritsø GIF foregår lørdag den 30. september og spilles på amagerkanernes normale bane, Løjtegårdsvej 58A, 2770 Kastrup. Opspark er kl. 14.00.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 6139 3065, senior@erritsoerugby.dk

Kampprogrammet i SUPER 4 for dette efterår: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/calendar/190

Stillingen i SUPER 4 før denne spillerunde: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/table/190

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her:https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Erritsøkaptajn i historisk landskampsejr

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 25. september 2017.

RUGBY. Erritsøs Jeppe Maagaard Holm og hans landsholdskolleger strålede søndag eftermiddag efter en overraskende, men fortjent 18 – 10 sejr over Sverige. Den unge, men erfarne anfører for Erritsøs bedste rugbyhold spillede hele landskampen, der foregik i Malmø.

– Det var en hård og fysisk landskamp, der bølgede frem og tilbage. Vi havde dog overtaget, og gjorde mange ting rigtigt, siger en glad og lettet Jeppe Maagaard Holm.

Sverige er det land, Danmark har spillet flest rugbylandskampe imod. Landskampen i Malmø var således nummer 50 imellem arvefjenderne. Sverige er noteret for klart flest indbyrdes sejre, og navnlig de sidste tyve år har det blå-gule landshold ligget et niveau over Danmark. Landskampsejren over Sverige var for øvrigt den første i 16 år, og den første sejr i 24 år over arvefjenden på udebane.

– Det er første gang, jeg har spillet mod Sverige. Ikke siden 2001 har det danske rugbylandshold slået vores nordiske naboer. Så det var ekstra fantastisk at være med til sejren, slutter han.

Det danske rugbylandshold før afrejsen til Malmø. Stående som nummer 12 og 13 fra venstre ses h.h.v. Erritsøs holdkaptajn Jeppe M. Holm og vicekaptajn Thor Steendahl. Jeppe M. Holm spillede igen en hel landskamp, imens Thor Steendahl sad over og må vente på sin landskampsdebut. Foto: Dansk Rugby Union.

Landskampen var en såkaldt testkamp med europæiske ranglistepoint på spil. Også derfor var sejren over arvefjenden vigtig. Danmark er nu noteret for fire landskampssejre i træk, efter at Norge, Finland og Estland er blevet nedlagt i de foregående tre landskampe. Den 14. oktober spiller Danmark sin næste landskamp, hvor Luxembourg kommer på besøg i Odense.

Til træningen i lørdags forud for landskampen deltog også Erritsøs ydercenter, Thor Steendahl, for første gang. Den 24-årige Erritsøspiller kom dog ikke med i truppen mod Sverige, men fik suget mange gode erfaringer til sig under sin første landsholdssamling.

De danske points mod Sverige blev scoret af Peder Wilhelm Bjerrum (3 + 2) og Justin Eyles (3 + 5) begge Aarhus RK, samt Nicklas Tell (5) fra RK Speed.

Videoklip umiddelbart efter landskampen, hvor holdene, traditionen tro, klapper hinanden ud af banen:

https://www.facebook.com/RUGBYdk/videos/vb.121517131234548/1619051084814471/?type=2&theater&comment_id=1619900011396245¬if_t=like¬if_id=1506323955305007

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby
Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 6139 3065, senior@erritsoerugby.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Læs mere om dansk rugby her: www.rugby.dk

Erritsøspiller udtaget til landsholdssamling

Pressemeddelelse udsendt onsdag den 20. september 2017

RUGBY. Når det danske rugbylandshold mødes i weekenden, er der endnu et Erritsønavn på spillerlisten. Ydercenter på Erritsøs førstehold, Thor Steendahl, er nemlig udtaget til landsholdets træningssamling, der finder sted i København og Malmø den 22. september og 23. september.

– Jeg glæder mig meget. Jeg har arbejdet hårdt for det i flere år, så det er vildt fedt at få chancen nu,

siger Thor Steendahl, der er 24 år.

På søndag den 23. september møder landsholdet på udebane Sverige i en officiel landskamp. Thor Steendahl er i første omgang inviteret med til lørdagens forberedende samling i København. Men gør han det godt, kan han nå at blive udtaget til Sverige-kampen, der spilles i Malmø.

– I første omgang er jeg enormt taknemlig for, at jeg er inviteret med. Men jeg vil selvfølgelig gøre alt, hvad jeg kan, for at bevise mit værd og få lov at repræsentere Danmark i en officiel kamp,

uddyber han.

Til samlingen får Thor Steendahl følge af Erritsøs anfører, Jeppe Maagaard Holm, der allerede spiller på landsholdet og har gjort det i flere år. Hvis Thor Steendahl bliver udtaget til kampen mod Sverige, bliver han den anden Erritsøspiller på det nuværende A-landshold.

Erritsøs Thor Steendahl foretager opspark for sit hold. Fra udekampen mod de danske mestre Aarhus RK, maj 2017. Foto: Natasja Michela Brodersen / Erritsø GIF Rugby.

I alt tyve Erritsøspillere har gennem tiderne repræsenteret Danmark i en A-landskamp i rugby. Thor Steendahl kan derved blive den enogtyvende Erritsøspiller på Danmarks rugbylandshold.

På grund af landskampen er der spillepause i både 1. division og SUPER 4, hvor Erritsø kæmper med om DM-medaljerne. Først den 30. september genoptages Danmarksturneringen med tredje runde ud af seks i både 1. division og SUPER 4.

Læs mere om bruttotruppen til landskampen Sverige – Danmark her: http://www.rugby.dk/nyheder/landshold/91112461-dan-xv-test-mod-sverige

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 6139 3065, senior@erritsoerugby.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

 

Koldt på rugbytoppen

Pressemeddelelse udsendt mandag den 18. september 2017

Erritsø GIF – Frederiksberg RK: 0 – 56 (0 – 24)

SUPER 4 DM-slutspil, 2. runde. Lørdag 16. september 2017

RUGBY. Frederiksberg Rugbyklub tilføjede Erritsø GIF et klart nederlag i lørdagens kamp i DM-slutspillet. Københavnerne sad fra første fløjt på kampen og spillede veldisciplineret, ja til tider elegant. Trods spillemæssig fremgang for Erritsø i forhold til slutspilspremieren mod Aarhus i august, må det lokale rugbyhold sande, at der skal ydes endnu mere hårdt arbejde på træningsbanen, og i taktiklokalet, før de første points i årets SUPER 4 kan erobres. Drømmen om de første DM-medaljer til Erritsø er dog stadig intakt, for der resterer endnu fire runder i årets SUPER 4 DM-slutspil.

Knap 10 minutter af lørdagens SUPER 4 opgør i Erritsø forløb. Så var Frederiksberg RK brudt igennem to gange, og det stod 0 – 12. Herefter fulgte en god periode for Erritsø, hvor gæsterne i flere perioder var presset helt ned til egen mållinje. Men bedst som Erritsø pressede på, slog Frederiksberg kontra og bragte sig foran 0 – 17. I første halvlegs slutminutter scorede gæsterne endnu engang. Til pausestillingen 0 – 24.

Holdkaptajn og landsholdsspiller for Erritsø, Jeppe M. Holm, var trods pausestillingen ganske tilfreds med holdets præstation i første halvleg. Dels tacklede hjemmeholdet langt bedre end mod Aarhus, dels spillede Erritsø bedre rugby end set længe. Moralen var høj og kommunikationen spillerne imellem var som aftalt.

I anden halvleg skruede gæsterne dog op for tempoet og spillede hinanden endnu bedre. Det kunne ses på resultattavlen, hvor Frederiksberg, der har en række landsholdsspillere i truppen, gradvist opbyggede et stort forspring. Erritsøs ambition i anden halvleg blev derfor ændret til at slutte kampen med en scoring. Trods store Erritsø-anstrengelser frem til sidste fløjt holdt københavnerne lige akkurat stand, og holdt nullet kampen ud.

Bedst hos Erritsø var de to wings Alexander Hansen og Jens Vissing, imens de to forwards Tobias Mulvad og Hans Erik Severinsen endnu engang gjorde ondt på modstanderne og vandt mange meter, med og uden bold. Savnet af de skadede forwards Tahi Fu, Malik Ramazanov, og Jens Andersen var dog mærkbart. De forventes alle klar til næste SUPER 4 opgør, ligesom en anden forward, Jimmi B. Hede, også forventes tilbage næste gang.

Lørdag den 30. september får Erritsø næste mulighed for at erobre points i SUPER 4. Det bliver i holdets første udekamp i slutspillet, hvor RK Speed tager imod på deres hjemmebane i Kastrup. Amagerkanerne har, lige som Erritsø, også tabt deres to første kampe i slutspillet. SUPER 4 føres af Aarhus RK med maksimum 10 points for to sejre, imens Frederiksberg RK har 9 points, ligeledes efter to sejre. RK Speed indtager tredjepladsen, imens Erritsø ligger nummer 4.

Erritsø-wing Jens Vissing (med bolden) forsøger at bryde igennem Frederiksbergs forsvar. I midten af fotoet løber holdkammeraten Thor Steendahl i position til en aflevering. Foto: Malik Ramazanov / Erritsø GIF Rugby.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Allan Pertti Frandsen, senioransvarlig, Mobil 6139 3065, senior@erritsoerugby.dk

Kampprogrammet i SUPER 4 for dette efterår: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/calendar/190

Stillingen i SUPER 4 for dette efterår: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2017-m/table/190

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: https://www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts