Lokalt rugbytalent i ny landskampsejr

RUGBY. Danmark vandt sikkert lørdagens Rugby Europe landskamp hjemme over Østrig med 37 – 7. Danskerne topper dermed gruppen Conference 2 North. Erritsø GIFs unge klyngehalf, Christoffer Ki Winstrøm, fik de sidste syv minutter på banen. Det lokale rugbytalent er nu noteret for tre landskampe, der alle er endt med dansk sejr.

Det var en taktisk og spillemæssig triumf, da Danmark lørdag besejrede Østrig og lagde sig i spidsen af gruppen Rugby Europe Conference 2 North. Fra kampens start lykkedes det danskerne at sætte angrebene godt op. Det resulterede allerede efter fire minutter i dansk 3 – 0 føring efter et straffespark, som fullback Cassius Dechamps sikkert udnyttede.

Næsten alle gæsternes spark fremad, der ikke gik ud af banen, blev grebet. Derved kunne Danmark hurtigt igangsætte kontraangreb efter kontraangreb. Det gjorde ondt på østrigerne, som dog havde succes med at genvinde en række bolde i de løse klynger.

Men Danmark slap aldrig grebet. Spillerne fulgte landstrænernes taktiske oplæg, hvilket gav bonus. Efter 31. minutter løb flyhalf Peder W. Bjerrum kampens første forsøg i hus. I første halvlegs sidste otte minutter gik det stærkt. Danskerne scorede yderligere to gange til pauseføring 20 – 0.

Kun to minutter inde i anden halvleg blev kampen reelt afgjort. Det skete med Kenny Nielsens flotte scoring til 25 – 0 efter et flot dansk angreb fra egen forsvarszone. Selv om Østrig efter 61. minutter reducerede til 25 -7, bevarede Danmark presset. De rød-hvide spillede tålmodigt, sikkert og med stort overblik.

Danmark havde godt fat i Østrig kampen igennem.

Syv minutter før tid, ved 32 -7 til Danmark, blev Erritsø GIFs Christoffer Ki Winstrøm skiftet ind til sin tredje landskamp. Præcis seks måneder efter hans debut i rødt og hvidt. Erritsø-klyngehalfen gjorde det igen glimrende. Således fulgte han i slutminutterne med ind i scoringsfeltet i jagten på en løs bold, som tidligere Erritsø-spiller Christian Melgaard smart havde sparket frem fra sin position på wingen. Melgaard var først på den løse bold, med Christoffer Ki Winstrøm lige i hælene. Derved 37 – 7 til Danmark. Kampens slutresultat.

”Lige nu er jeg bare helt op at køre over vores sejr. Men vi er slet ikke færdige. På lørdag den 4. maj har vi en ny vigtig kamp. Ude mod Letland. Dér skal vi være endnu bedre. Vores mål er at rykke op i Europe Conference 1.”

udtaler en begejstret Christoffer Ki Winstrøm oven på sejren.

Rugby Europe Conference 2 North: Danmark – Østrig: 37 – 7 (20 – 0). Spillet lørdag d. 27. april 2019 i Kastrup.

Points for Danmark: Cassius Dechamps 12. Peder W. Bjerrum, Pierre Weiss, Kenny Nielsen, Sebastian Vernon og Christian Melgaard hver 5.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 61273891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Gense hele kampen her: https://www.rugbyeurope.eu/2018-19-reic-men-xv-m5-denmark-vs-austria

Oversigt over hele gruppen, de foreløbige resultater, og tabellen findes her: https://www.rugbyeurope.eu/competitions/2018-19-reic-men-xv (vælg ”2019 – Rugby Europe Conference 2 North”)

 

Rugbytalent varmer op til tredje landskamp

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 25. april 2019

RUGBY. Erritsø GIFs klyngehalf, Christoffer Ki Winstrøm, er med i truppen, når Danmark lørdag tager imod Østrig. Kampen kan blive det 22-årige stortalents tredje opgør i rødt og hvidt.

Lørdag den 27. april fortsætter Danmark Rugby Europe turneringen, der startede i fjor. Vi er i gruppen Conference 2 North sammen med Norge, Finland, Letland og Østrig.

Danmarks modstander lørdag eftermiddag er Østrig, der lige nu ligger på gruppens femte og sidste plads. Østrigerne er uden sejr efter sine tre første kampe. Før lørdagens opgør indtager Danmark gruppens tredje plads. Men med en sejr vil Danmark blive nyt førerhold i gruppen.

Christoffer Ki Winstrøm siger selv før den vigtige landskamp:

”Jeg glæder mig 100% til kampen og til at vise Danmark, at vi kan være de bedste i rugby. Jeg er klar til at give det alt, hvad jeg har. Det ved jeg, at mine holdkammerater også er. Det bliver en god fortsættelse på vores Rugby Europe turnering.”

Erritsø GIFs Christoffer Ki Winstrøm i rødt og hvidt.

Landskampen spilles lørdag den 27. april i Kastrup og starter kl. 16.00. Den live-streames på: https://www.rugbyeurope.eu/2018-19-reic-men-xv-m5-denmark-vs-austria

Oversigt over hele gruppen, de foreløbige resultater, og tabellen findes her: https://www.rugbyeurope.eu/competitions/2018-19-reic-men-xv (vælg ”2019 – Rugby Europe Conference 2 North”)

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 61273891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

 

Ny landskampsejr for lokalt rugbytalent

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 21. april 2019

RUGBY. Erritsø GIFs klyngehalf, Christoffer Ki Winstrøm, var med, da Danmark for nylig slog Gibraltar i en testkamp. Flere rugbylandskampe er i vente for det 22-årige stortalent.

Lørdag den 13. april mødte Danmark på hjemmebane Gibraltar i en testkamp. Rugbylandskampen endte med dansk sejr på 26 – 22 efter 19 – 3 ved pausen. De danske points blev scoret af Cassius Deschamps 11, Mads Hansen 10 og Mikkel Andresen 5. Emil Svinth Aagaard fra Frederiksberg RK blev kåret som kampens bedste danske spiller.

Erritsø GIFs klyngehalf, Christoffer Ki Winstrøm, står som nummer to fra venstre. Umiddelbart før testkampen mod Gibraltar sættes i gang.

Erritsø GIFs Christoffer Ki Winstrøm fik de sidste 30 minutter på banen. Derved er han oppe på to landskampe, der for øvrigt begge er endt med dansk sejr. Christoffer Ki Winstrøm har denne vurdering:

”Det var en super spændende landskamp. Vi havde masser energi i starten og viste, hvad vi kan. I anden halvleg kom Gibraltar tæt på. Men vi gav alt det, vi kunne til sidst, og hev sejren hjem. Jeg er virkelig tilfreds med vores hold og ser frem til de næste landskampe.”

Erritsø GIFs holdkaptajn, Thor Steendahl, var også udtaget til bruttotruppen mod Gibraltar. Dog var han ikke blandt de 23 danske spillere, der blev udtaget til selve landskampen. Derved fik Erritsø-kaptajnen ikke sin landsholdsdebut i denne omgang. Men muligheden er fortsat til stede. For både Thor Steendahl og Christoffer Ki Winstrøm er i spil til Danmarks to næste, vigtige Rugby Europe kampe. Det er hjemme mod Østrig nu på lørdag og ude mod Letland den 4. maj.

Fotos: Daniel Storch / Dansk Rugby Union.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 61273891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Herlig rugbylørdag for vores unge spillere

Vores spillere under 12 år og spillere under 16 år har fået en super start på sæsonen.

Lørdag den 6. april deltog de nemlig i første runde af Kattegat Cup. Stævnet var arrangeret af Aalborg Rugbyklub Lynet.

Det blev en herlig rugbylørdag, hvor spillernes holdleder Iben Arvad, U/16-træner Thomas Arvad Meier og vores ungdomsansvarlige og næstformand Jan “Bubsi” Nielsen havde glæden af at tage med og støtte vores unge spillere hele dagen.

Vores U/12 spillere mødte Hundested, Aarhus og Aalborg og vandt samtlige kampe.

Vores U/16-spillere stillede op som Rugby Alliance West, idet holdet består af jævnaldrende spillere fra Erritsø samt andre klubber vest for Storebælt. RAW mødte svenske Spartacus fra Göteborg, og også her vandt vores hold. Vores U/16 træner Thomas Arvad Meier udtalte efter kampen:

“Dejlig dag på grønsværen i sol. Det var vores første kamp med det nye hold, U16 drengene fra Erritsø og RAW. Gutterne leverede et flot og solidt stykke arbejde med en fortjent 44-10 sejr over Spartacus. Dermed tog vi også første stik i kampen om Kattegat Cup. Lækkert.”

Naturligvis er det godt for vores unge spillere at træne, spille kamp og vinde. Men frem for alt fik alle vores unge, deres trænere og forældrene en fantastisk rugbylørdag i det nordjyske. For spillernes vedkommende er det sociale samvær med deres med- og modspillere ekstremt vigtigt. Og de fik rig lejlighed til at dyrke samværet hele dagen.

Det er oplevelser som disse, der medvirker til, at at rugby stadig er den bedste sportsgren for børn, unge og voksne. Vi glæder os til resten af sæsonen, hvor vi fortsat har U/10, U12 og U16 spillere, der træner hver tirsdag kl. 17 – 18.30. Passion – sammenhold – respekt – disciplin – fairplay.

Alle fotos: Jens Hauge Henningsen, ARK.

Semifinale-exit for Erritsø Rugby

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 31. marts 2019

Pokalsemifinale: CSR/Nanok vs. Erritsø GIF: 36 – 14 (19 – 0). Spillet lørdag den 30. marts 2019.

Points for Erritsø GIF: Craig Johnson og Casper Bruus Aerts hver 5. Thor Steendahl 4.

RUGBY. For andet år i træk blev semifinalen i Dansk Rugby Unions pokalturnering endestationen for Erritsø GIF. Denne gang var det københavnske CSR/Nanok, som stod i vejen for det lokale rugbyhold. Som kampen forløb var det dog ganske fortjent, at det var CSR/Nanok, der løste billet til pokalfinalen den 29. juni.

Københavnerne viste fra starten, at de var meget opsatte. Hurtigt passede de bolden rundt, og efter kun tre minutter bragte de sig foran 7 – 0 efter et flot gennemspillet angreb. Med forårssolen i øjnene og vinden i ansigterne kæmpede Erritsø GIF hårdt for at komme tilbage. Men hjemmeholdet bevarede klogt overtaget, undtagen i de faste klynger, hvor Erritsø fik ro og stabilitet til at igangsætte gode modangreb. Erritsøs normale trekvartback George Melgaard var rykket ind som klyngehalf, en opgave han løste glimrende. Men Erritsø havde svært ved at udnytte de få huller i CSR/Nanoks forsvar. Desuden fik hjemmeholdet med kontante tacklinger lukket Erritsøs angreb ned.

CSR/Nanok lagde Erritsø GIF (i blåt og rødt) under massivt pres. Foto: Erritsø GIF Rugby.

I løbet af første halvleg måtte først Erritsøs tilbagevendte fullback Jens Vissing, dernæst indercenter Hans Erik Severinsen og til sidst højre wing Andreas Raun lade sig udskifte. Det skete efter hændige uheld i kampens hede. De tre udskiftninger tvang Erritsø til omrokeringer, hvor George Melgaard blev rykket ned som fullback og Henrik H. Jørgensen kom ind som klyngehalf. CSR/Nanok lagde yderligere pres på, og i første halvlegs meget lange overtid scorede de yderligere to gange.

Bagud med tre scoringer var det Erritsøs plan at slå tilbage i anden halvleg. Alligevel blev det CSR/Nanok, der startede med en ny scoring. Men i stedet for et sammenbrud tog Erritsøspillerne sig selv i nakken og kæmpede heroisk videre. Det kostede på kræfterne og yderligere fire Erritsøspillere måtte lade sig udskifte, heriblandt de to forwards Andreas de Neergaard Budsted og Per Søndergaard.

Efter lang tids pres fik Erritsø endelig trykket hjemmeholdet i bund, hvorefter ydercenter Craig Johnson flot udnyttede et lille hul i CSR/Nanoks forsvar til Erritsøs første scoring. Begge hold fik hen mod slutning af kampen scoret hver én gang. Først hjemmeholdet, dernæst Erritsøs venstre wing Casper Bruus Aerts, der i overtiden fik presset bolden i græsset bag hjemmeholdets mållinje. Thor Steendahl lukkede dernæst kampen med et sikkert spark over til slutresultat 36 – 14.

Efter sejre i årets første to rugbykampe løb Erritsø GIF dermed ind i sæsonens første nederlag. Cheftræner Dennis Graversen var fattet efter sit holds exit fra pokalturneringen.

”Vi mødte et bedre hold, ingen tvivl om det. Jeg sidder dog med en fornemmelse af, at vi godt kunne have gjort det bedre. Holdet begynder nemlig at fungere med det nye system, vi arbejder med. Specielt synes jeg, at en spiller som Thor Steendahl, vores holdkaptajn, videreudvikler sig virkelig positivt.”

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

 

Elitesponsoraftale nummer to er indgået

Vi er virkelig glade for at offentliggøre, at Mogens Rasmussen A/S har valgt at indgå dette samarbejde med os. Vores talent- og elitesatsning kan derved tage endnu et skridt fremad.

Mogens Rasmussen A/S drives af Peter Gjerløff. Han var i slut-80’er og langt op i 90’erne en stærk andenrække for Erritsø GIF Rugby. Peter kom på både ungdomslandsholdet og A-landsholdet og var med på Erritsø-holdet, der i sommeren 1989 sikrede vores klubs første oprykning til landets øverste rugbyliga, 1. division. Peter spillede over 200 kampe for vores klub, før han indstillede rugbykarrieren.

Læs her mere om løsning af dit behov for facader, akustiklofter og solafskærmning via Mogens Rasmussen A/S: https://www.mras.dk/

Erritsø GIF kæmper sig i pokalsemifinale

Pressemeddelelse, udsendt søndag den 17. marts 2019

Pokalkvartfinale: Erritsø GIF vs. Hundested Rugbyklub: 32 – 24 (15 – 12). Spillet lørdag den 16. marts 2019.

Points for Erritsø GIF: Thor Steendahl 17. Michael Klæsøe, Andreas Raun og Thomas Arvad Meier hver 5.

RUGBY. Moralen var høj og sammenspillet flot, da det lokale rugbyhold fra Erritsø GIF lørdag sikrede sig adgang til semifinalen i Dansk Rugby Unions pokalturnering 2018/2019. Det skete med en 32 – 24 kvartfinalesejr over de forsvarende pokalmestre, Hundested Rugbyklub.

Pokalkampen på Erritsø GIFs hjemmebane blev en spændende, intens og til tider velspillet affære. Begge hold scorede fire såkaldte forsøg i kampen. Men på to udnyttede straffespark, et i hver halvleg, skabte Erritsø sig et forspring, der holdt helt til slutfløjt, trods en sen Hundestedreducering.

Kampen var den første af betydning for Erritsø GIF siden ansættelsen af klubbens nye cheftræner Dennis Graversen. Et par nye unge spillere er rykket op og indlemmet i bruttotruppen. En af dem er Andreas Raun, der fylder 19 år i næste måned. Han har spillet rugby i Erritsø siden efteråret 2017. Raun debuterede på førsteholdet forrige lørdag i storsejren over Roskilde Vikings, endda med en scoring. Den bedrift gentog Raun mod Hundested i slutningen af første halvleg. Ved stillingen 8 – 7 til Erritsø satte Hundested hjemmeholdet under massivt pres. Det varede i næsten et kvarter, dog uden scoring. Herefter igangsatte Erritsø et kontraangreb tæt under eget mål. Bolden blev hurtigt spillet bredt og endte hos Raun på venstre wing. Herfra løb og sled han sig fri af tre Hundestedspillere og spurtede over en halv banelængde yderligere 5 points hjem til sit hold. Et moralsk boost for unge Raun og hele holdet.

Erritsø GIFs holdkaptajn Thor Steendahl i færd med at sparke bolden hen over Hundesteds forsvar. Steendahl kom selv først til den løse bold og bragte sikkert sit hold i front 27 – 19. Fra anden halvleg af pokalkvartfinalen Erritsø GIF vs. Hundested RK. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

Erritsø GIFs holdkaptajn, den landsholdsaktuelle Thor Steendahl, var lettet efter kampen:

”Det var godt med en sejr. For os var det et trin op i forhold til træningskampen mod Roskilde. Det er positivt, at vi kan beholde strukturen i vores spil kampen igennem. Jeg glæder mig allerede til at møde Hundested igen i ligaen. Vi spiller altid nogle tætte kampe mod dem.”

Ansættelsen af Dennis Graversen som Erritsø GIFs første betalte rugbytræner markerer overgangen til en mere eliteorienteret tilgang til sportsgrenen i Trekantsområdets eneste rugbyklub. Talentudviklingen er kommet helt i fokus. Cheftræneren har denne vurdering efter kvartfinalen mod Hundested RK:

”Jeg glæder mig over sejren. Jeg er ikke helt tilfreds med måden, vi fik den på. Men gutterne viste moral og spillemæssig fremgang i forhold til storsejren i træningskampen over Roskilde forrige lørdag. Jeg synes, det var et godt lag, vi fik lagt på det, vi arbejder på ved træning. Allerede nu synes jeg, vi står godt rustet til pokalsemifinalen om knap to uger.”

Pokalsemifinalen CSR/Nanok vs. Erritsø GIF spilles lørdag den 30. marts 2019 på Holmen, Christianshavn.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

 

Erritsø GIF i rugby-kvartfinale

RUGBY. Efter en overbevisende sejr i træningskampen hjemme mod Roskilde Vikings sidste lørdag er det lokale rugbyhold fra Erritsø GIF klar til forårets første store kamp: Kvartfinalen i Dansk Rugby Unions pokalturnering 2018/2019. Modstander er Hundested Rugbyklub. Kampen spilles lørdag den 16. marts ved Erritsø Idrætscenter. Kampstart er kl. 13.

Efter Hundested RKs oprykning skal begge klubber i denne sæson spille i landets øverste rugbyliga, 1. division. Men inden 1. divisionskampene starter til maj, står der pokalkampe på programmet.

Erritsø-spillerne har de seneste tre uger trænet flittigt under cheftræner Dennis Graversens kyndige ledelse og instrukser. Et par unge spillere er rykket op og indlemmet i bruttotruppen. En af dem er Andreas Raun, der fylder 19 år i næste måned. Han har spillet rugby i Erritsø GIF siden efteråret 2017. Han debuterede på førsteholdet mod Roskilde Vikings sidste lørdag. Unge Raun fik en glimrende debut og lavede desuden en flot 5-points scoring, et såkaldt try.

Holdkaptajn Thor Steendahl (med bolden) fører an i et nyt angreb. Fra Erritsø GIFs træningskamp hjemme mod Roskilde Vikings, lørdag den 9. marts. Det lokale rugbyhold vandt træningskampen 69 – 0 efter føring 33 – 0 ved pausen. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

Ansættelsen af Dennis Graversen som Erritsø GIFs første betalte rugbytræner markerer overgangen til en mere eliteorienteret tilgang til denne sportsgren i Trekantsområdets eneste rugbyklub. Selv siger cheftræneren forud for kampen:

”Pokal-kvartfinalen mod Hundested bliver vores første rigtige test. Det skal blive spændende at se, hvordan vi klarer os mod et meget fysisk spillende rugbyhold.”

Erritsø GIFs holdkaptajn, den landsholdsaktuelle Thor Steendahl, tilføjer:

”Vi håber på en god kamp, hvor vi kan bruge den angrebs- og forsvarsstruktur, vi har arbejdet på. Og så går vi selvfølgelig efter en plads i pokalsemifinalen.”

I fjor nåede Erritsø GIF faktisk semifinalen i pokalen. Den blev dog tabt knebent til RK Speed. I år satser det lokale rugbyhold på at nå endnu længere. Men først skal lørdagens modstander Hundested besejres.

Pokal-kvartfinalen Erritsø GIF vs. Hundested RK spilles lørdag den 16. marts 2019 fra kl. 13 på den normale hjemmebane ved Erritsø Idrætscenter på Krogsagervej.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Førsteholdet sejrede i årets første kamp

Træningskamp: Erritsø GIF vs Roskilde Rugby Klub Vikings: 69 – 0 (33 – 0)

Spillet lørdag den 9. marts 2019 i Erritsø.

Points for Erritsø GIF i kampen: Thor Steendahl 11. Jack Levey, George Melgaard og Per Søndergaard hver 10. Theis Arvad Meier 8. Alexander Hansen, Andreas Raun, Christoffer Ki Winstrøm og Michael Klæsøe hver 5.

Vores nye cheftræner Dennis Graversen fik en glimrende debut i spidsen for vores talentfulde førsteholdstrup. I ugerne op til kampen havde spillerne trænet flittigt under Dennis’ kyndige ledelse hver tirsdag og torsdag aften – med indlagt individuel løbetræning for hver spiller ind imellem træningsaftenerne og specielt i weekenderne.

Lørdagens modstander Roskilde Vikings kæmpede bravt, men kunne ikke forhindre vores i alt 11 forsøg og 7 konverteringer i løbet af kampen. Vores tre debutanter Andreas Raun, Theis Arvad Meier og Jack Levey kom desuden alle på scoringstavlen. Det lover godt for sæsonen og for vores klubs fremtid. Hele truppen fik spilletid og Dennis fik et godt fingerpeg om, hvor vi står som hold og som trup, før sæsonen for alvor går løs.

Fynsk dommer

Den rutinerede fynske dommer Steen Jensen fik kampen igennem god support af dagens linjevogtere Mark Hewson og Thomas Arvad Meier. Afviklingen af træningskampen blev derved helt optimalt for begge hold. Det var en rugbykamp, hvor der blevet gået til den. Hårdt og kontant, men aldrig voldeligt. Det var helt efter reglerne og værdierne i vores elskede rugbysport.

Venskab Uden Kendskab

Flere nye ansigter havde desuden fundet vej til sidelinjen og klubhuset, heriblandt en fotograf fra de lokale medier. De fik sig vist alle en god sportsoplevelse. Vi kan være rimeligt sikre på at se nogle af dem igen.

Vejret var mere april end marts. Så både tilskuere og spillere fik smagt sol, regn og blæst i løbet af de 2 x 40 minutter. På grund af vejret var kåringen af dagens spillere henlagt til klubhuset, hvor alle blev budt på suppe og flûtes, imens vi nød Six Nations på TV. Skotland kunne ikke besejre Wales, der synes helt ustoppelige lige nu. Og England fik efter en lidt tøvende start styr på de italienske gæster og vandt en komfortabel sejr.

Rugby-værdier i højsædet

Herligt at møde Roskilde for første gang på seniorniveau i 15-mands rugby. En god klub med nogle herlige spillere og ledere. Deres formand, Kenneth Nielsen, stammer i øvrigt fra Fredericia, hvilket flere først fik oplyst efter kampen, hvor Kenneth måtte bunde en øl – som den “Fortabte Søn”, der for et kort øjeblik vendte hjem…

Næste kamp

Vi ser meget frem til denne uges træning og – ikke mindst – kvartfinalen i DRUs pokalturnering. Den kamp spilles også på hjemmebane. Nu på lørdag den 16. marts. Modstanderen er Hundested RK. Kampen har opspark kl. 13. VEL MØDT!

Fotos: Paul Erik Jensen og Pertti Frandsen / Erritsø GIF Rugby.