Årets spillere 2019 kåret

2019 har været et nyt godt år for Erritsø GIF Rugby.

UNGDOM

Ud over en fantastisk forældreopbakning har vores mange børn og unge haft nogle virkelig gode kampe og ture, hvor de har spillet mod mange interessante hold og har knyttet nye venskaber i rugbysporten. Især turene til Göteborg og Hamburg var mindeværdige.

Den helt store rugbydag var dog DM-runden i Erritsø lørdag den 24. august, hvor ikke færre end 493 børn og unge spillede rugby i Erritsø. Med deltagende hold fra hele landet, samt fra Sverige og Tyskland. Det hidtil største rugbystævne af sin art i Danmark.

Rent medaljemæssigt i 2019 vandt vores U/12-drenge DM-bronze, imens U/16 vandt DM-sølv. Fantastiske resultater efter en række superspændende DM-stævner. Stærkt, drenge.

Det er desuden en glæde, at alle vores dygtige ungdomstrænere fortsætter i 2020. Det er Kenneth Holm, Morten ‘Conny’ Jørgensen og Thomas Arvad Meier. Herligt.

I ungdomsrækkerne foretog vi i december disse fuldt fortjente kåringer for 2019:

Årets u/10 spiller: Hannibal Ullerup

Årets upcomming u/12: Jens Hansen
Årets u/12 spiller: Victor Brodersen

Årets upcomming u/16: August Severinsen
Årets u/16 spiller: Sebastian Guldager

KÆMPE tillykke, drenge!!!

SENIORER

Det blev en sæson med store sportslige udsving. Vi nåede semifinalen i pokalen, vandt begge træningskampe og sejrede suverænt i 10-a-side stævnet i Århus i oktober. Til gengæld tabte vi samtlige 10 ligakampe og sluttede nr. 6 og sidst i 1. division.

Vi fik dog tilgang af nogle nye og unge spillere som Andreas Raun og Nicolai Lykkegaard, imens Theis Arvad Meier og Mads Larsen begge rykkede op i seniortruppen. Desuden spillede Christoffer Kiwi Winstrøm sig tættere på en stamplads på både XV- og Sevens-landsholdet. Vores hårdtarbejdende cheftræner, Dennis Graversen, fortsætter heldigvis også i 2020, hvor han vil stå i spidsen for vores førstehold, der skal kæmpe i 2. division vest.

Årets seniorspiller 2019 blev fuldt fortjent Casper Aerts Brodersen. Casper har været en stærk klippe i vores forsvar og har desuden fået lagt nye lag på sin offensiv i løbet af 2019. Her ses han gå forrest i udekampen mod DTU Exiles i maj måned.

OLDBOYS

Det blev blot til to stævner for vores oldboys i den forløbne 2019-sæson. Det gik til gengæld supergodt. I februar vandt gutterne således ‘Fast Five Touch’ i Erritsø Idrætscenter, imens det blev til bronzemedaljer i Scandinavian Open Sevens i Kastrup i august. Billedet herunder stammer derfra.

Årets logebroder i støtteforeningen “Fratres Ovalibus” (Ovale Brødre) blev fuldt fortjent Thomas ‘Liller’ Pedersen. Liller har i det forløbne år virkelig knoklet i vores klubhus, så lokalerne og redskabsskuret her ved udgangen af 2019 står flottere end nogensinde. Det er forbilledligt.

TILLYKKE TIL JER ALLE! Og på gensyn i 2020.

Læs om RUGBY i EGIF-bladet SPORT

Den nye udgave af SPORT er netop blevet udgivet.

Igen er vores sport og vores rugby-afdeling solidt omtalt i bladet. Vores PR-ansvarlige, Paul Erik Jensen, har endnu engang redigeret og indsendt vores indlæg.

Læs denne gang om:

• DM-medaljer til vores ungdomshold.
• Rugby-VM i Japan – en kæmpe succes.
• Førsteholdet vandt 10-a-side stævne.
• Ny landskampsejr til ’Kiwi’.
• Oldboys genskaber rugbykultur.
• Rugbytur 2020 går til Odessa.

EGIF’s glade U/16 DM-sølvvinderne 2019. Læs mere i bladet side 14.

I vores klubhus fulgte vi hele Rugby-VM 2019. Her er det kvartfinalen Japan v Sydafrika.

Vores førstehold vandt 10-a-side stævnet i Århus i oktober. Læs mere i bladet side 15.

Vores seje klyngehalf Christoffer ‘Kiwi’ Winstrøm spillede sin femte landskamp, da Norge blev besejret overbevisende i Trondheim. Læs mere i bladet side 15 – 16.

Flere af vores oldboys har genskabt rugbykulturen i vores klubhus. Læs mere i bladet side 16.

Download hele SPORT-bladet her http://www.egif.dk/bladetsport/2019/2019-11.pdf eller find trykt udgave af bladet i vores klubhus.

Lokalt rugbytalent står foran sjette landskamp

Pressemeddelelse, udsendt fredag den 25. oktober 2019

RUGBY. Erritsø GIFs klyngehalf, Christoffer Ki Winstrøm, er igen udtaget til Danmarks rugbylandshold. Årsagen er, at Danmark i morgen lørdag den 26. oktober spiller sæsonens anden kamp i gruppen Rugby Europe Conference 2 North. Det sker på hjemmebanen, Odense Atletikstadion, hvor Danmark tager imod Finland. Landskampen, der livestreames, starter kl. 15.00.

Begge nationer vandt deres første gruppekamp. Finland besejrede overraskende Moldova, imens Danmark levede op til favoritværdigheden og slog Norge i Trondheim. Derved er der tale op et tidligt topopgør i gruppen, der også tæller Moldova og Østrig.

”Målet er at vinde. Mit mål er at sikre, at afleveringerne ligger perfekt. Jeg er klar til at yde mit bedste!”,

udtaler en forventningsfuld Christoffer Ki Winstrøm.

Erritsø GIFs Christoffer Ki Winstrøm kan lørdag den 26. okt. 2019 spille sin sjette landskamp, når Finland kommer på besøg i Odense. Foto: Dansk Rugby Union.

Det er kun et år siden, at den talentfulde Erritsøspiller fik debut i rødt og hvidt. Siden da har Danmark vundet fire og kun tabt en landskamp. I alle sine fem hidtidige landskampe er Winstrøm startet ude. Det er igen tilfældet ved morgendagens landskamp i Odense, hvor Aarhus RK’s Thorbjørn Vestergaard på ny har fået førstevalg på positionen som klyngehalf.

Hvorvidt Danmarks femte landskampsejr af seks mulige i løbet det seneste år kommer i hus, bliver interessant at følge. For Danmark har faktisk revanche til gode. For lidt over et år siden vandt finnerne nemlig sensationelt over Danmark. For første gang nogensinde. Nederlaget på 18 – 22 i Helsinki blev senere kostbart for de rød-hvide, som i dette forår lige akkurat missede oprykningen til Conference 1 North. Står det til Erritsø-klyngehalfen skal det gå anderledes i denne sæson 2019/2020.

”Vi skal sikre vores plads som nummer 1 gruppen”,

fastslår Christoffer Ki Winstrøm.

Se rugbylandskampen Danmark v Finland LIVE her: https://www.rugbyeurope.eu/2019-20-reic-men-xv-m9-denmark-vs-finland

Oversigt over hele gruppen, de foreløbige resultater, og tabellen findes her: https://www.rugbyeurope.eu/competitions/2019-20-reic-men-xv (vælg ”2019 – Rugby Europe Conference 2 North”)

Dansk Rugby Unions optakt til landskampen: https://info48053.wixsite.com/rugby-danvfin

Danmarks holdopstilling til landskampen Danmark v Finland, lørdag den 26. okt. 2019.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 61273891, PaulerikJensen@hotmail.dk

RUGBY er temaet i det nye nummer af SPORT

I EGIF-bladet sport kan du denne gang læse om:

  • Godt 500 børn og unge til det kæmpe rugbystævne i Erritsø i august.
  • Førsteholdets første sejr siden marts.
  • 35-års jubilæum med 1. divisions rugby, Highland Games og højt humør.
  • Mere om vores talentsatsning.

Find den trykte udgave af SPORT i vores klubhus eller download det her:

http://www.egif.dk/bladetsport/2019/2019-09.pdf

Ungt Erritsø-talent på rugby-landshold til Polen

Pressemeddelelse, udsendt onsdag den 11. september 2019

RUGBY. Dansk Rugby Union sender i den kommende weekend to 7-mands landshold i alderen u/19 til en international turnering i Polen. Det 18-årige talent Theis Arvad Meier repræsenterer som eneste mand Erritsø GIF i truppen på 24 spillere, der i Krakow Sevens skal kæmpe i rødt og hvidt.

I det danske u/19-rugbylandsholds første turnering i 7-mands rugby i dette efterår har Dansk Rugby Union, DRU, valgt at rejse til Krakow. Det er en international turnering, hvor Danmark kommer til møde hold fra Polen og andre europæiske lande.

Det sportslige niveau i Krakow Sevens forventes at være højt. Sevens er blevet utroligt populært, især efter at denne form for rugby i 2016 blev olympisk disciplin. Det ses også ved, at DRU har valgt at sende hele to u/19-landshold afsted til Polen. Formålet er, at alle de unge danske rugbyspillere får en fornemmelse af at spille i en stort internationalt stævne.

18-årige Theis Arvad Meier i kamp for Erritsø GIF, i holdets seneste hjemmekamp i 1. division, landets øverste rugbyliga.

Erritsø GIF’s 18-årige talent, Theis Arvad Meier, som tidligere har spillet for Danmarks ungdomslandshold, siger før det går løs i Krakow:

”Jeg ser utrolig meget frem til turneringen. Vi har som u/19-landsholdsspillere trænet godt i Billeshave ved Strib. Det bliver spændende at se, hvor vores niveau ligger i denne turnering. Turen til Polen bliver noget, vi kan arbejde med frem mod andre turneringer i år.”

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby

Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 61273891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

 

Masser af RUGBY i det nye nummer af EGIF-bladet SPORT

August-nummeret af SPORT er på gaden. Temaet er fodbold, men som altid er vores sport og vores rugbyafdeling solidt omtalt i bladet.

Vores indlæg er endnu engang samlet og indsendt til redaktøren af vores PR-ansvarlige, Paul Erik Jensen. Godt arbejde, Paul Erik.

I dette nummer af SPORT kan du blandt andet læse om:

  • Sølv til vores U/16 hold i Viking Cup.
  • Første landsholdsscoring – og OL-kval kampe – af ‘Kiwi’.
  • Bronze til vores oldboys i Scandinavian Open Sevens 2019.
  • Status på vores elitesatsning.
  • Vores nye PR-plakat, digitalt og på tryk.
  • Fremgang i vores sponsorarbejde.
  • Interessant efterår og fuldt kampprogram for vores 1. divisionshold.
  • Hvordan udbredes vores sport bedst muligt?
  • Og meget mere.

Download hele denne udgave af SPORT-bladet her: http://www.egif.dk/bladetsport/2019/2019-08.pdf

Eller find trykt udgave af bladet i vores klubhus.

Heroisk rugbyfight på varm jubilæumsdag

Pressemeddelelse, udsendt mandag den 2. september 2019

1. division: Erritsø GIF vs. DTU Exiles: 3 – 20 (3 – 10). Spillet lørdag den 31. august 2019.

Points for Erritsø GIF: Theis Arvad Meier 3 (på et straffespark).

RUGBY. Det blev ikke til hjemmesejr for Erritsø GIF, da den lokale rugbyklub i lørdags fejrede klubbens 35-års jubilæum. Dertil var det gæstende mandskab fra DTU Exiles for stærke. Helt fortjent kunne universitetsholdet fra Lyngby hente sæsonens fjerde sejr, imens Erritsø stadig har sine første ligapoints til gode i år. Men indstillingen blandt Erritsø GIFs rugbyspillere kan der ikke pilles ved. Kampen var i øvrigt både velspillet og intens, så de godt 100 tilskuere i det flotte og varme sensommervejr fik sig en god oplevelse og samtidig en flot start på jubilæumsdagen i Erritsø.

Få minutter inde i kampen bragte gæsterne sig foran 0 – 3. Det skete på et straffespark. Erritsø formåede dog hurtigt at svare igen. Det 18-årige talent Theis Arvad Meier udlignede for Erritsø, også på et straffespark.

Kampen var meget intens, hvor Erritsøspillerne måtte yde deres allerbedste, især i tacklingerne. Hjemmeholdets indkast fungerede derimod ikke, hvilket fik cheftræner Dennis Graversen til at justere Erritsøs taktik. DTU Exiles formåede med klogt spil at presse Erritsø i store dele af første halvleg. Godt fem minutter inden pausen fik udeholdet så lavet det gennembrud, der bragte dem foran 3 – 10. Det skete efter et særdeles flot angreb med mange korte pasninger. I halvlegens overtid havde gæsterne endog chancen for yderligere points, men Exiles’ faste sparker brændte et straffespark tæt under mål.

Hos hjemmeholdet spillede franske Gilles Boué sin afskedskamp. Efter næsten tre år i Erritsø-trøjen flytter han i næste måned til Holland. I dagens anledning var franskmanden derfor udnævnt til holdkaptajn, for første gang siden han kom til klubben. Gilles Boué spillede en ny stor kamp og vil blive savnet i Erritsø, på og uden for banen.

Allerede i første minut af anden halvleg måtte Erritsø erkende, at Exiles var en tand skarpere på dagen. Da hjemmeholdet spillede bolden bredt på tværs af banen, løb en Exiles-spiller lynhurtig frem og opsnappede bolden midt i luften. Dernæst løb han trekvart banelængde uden at blive indhentet, selvom hjemmeholdets unge, stærke Mads Larsen var meget tæt på. Bagud 3 – 17 skulle Erritsø nu grave dybt for at komme tilbage i kampen.

Cheftræner Graversen fik sine spillere til at tro på opgaven. Det var dog først i kampens sidste 20 minutter, at Erritsø truede gæsternes føring. Men så blev det også hedt. Erritsø-forward Rune Rytter Larsen var således centimer fra at reducere for Erritsø. Men da Erritsøspilleren kastede sig over Exiles’ mållinje med bolden i favnen, lykkedes det i sidste øjeblik en Exiles-spiller at få presset end hånd under bolden. Helt korrekt tilkendte kampens dommer Diane Lintonbon ingen Erritsø-scoring i den situation. I stedet blev det Exiles, som på et nyt straffespark knap fem minutter før slutfløjt, satte punktum for scoringen til slutresultat 3 – 20.

Erritsø GIFs enlige pointscorer i kampen, Theis Arvad Meier, med hvid hjelm og med nr. 9 på ryggen, presser DTU Exiles’ klyngehalf. Foto: Paul Erik Jensen / Erritsø GIF Rugby.

Kampresultater i 1. division samt resterende kampe 2019:  http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2019-xv-maend/calendar/267

Stillingen i 1. division 2019: http://www.rugby.dk/turneringer/2017-03-24-13-31-54/dm-2019-xv-maend/table/267

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

 

Erritsø GIF Rugby fejrer 35 år med fest og farver

Pressemeddelelse, udsendt torsdag den 29. august 2019

RUGBY. Den lokale rugbyklub markerer lørdag den 31. august 35-året for rugbyens indtog i Fredericia.

Først spiller klubbens førstehold hjemmekamp i landets øverste rugbyliga. Imod københavnske DTU Exiles. Sidenhen bydes på de såkaldte Highland Games, hvor tilmeldte hold dyster i pælekastning og andre traditionelle skotske sportsdiscipliner. Her deltager DTU Exiles, hjemmeholdet, og mange medlemmer og supportere af Erritsø Rugby i løjerne. Om aftenen er der fælles spisning og jubilæumsfest i klubhuset. Det bliver en dag og aften for spillere, medlemmer, fans, familier og venner. Det er det, rugby især handler om.

Rugby lever stadig med et ry om, at det er en voldsom sport. Og det er da også korrekt, at rugby er en fysisk betonet kontaktsport, navnlig blandt voksne spillere. Men rugby er ikke voldeligt. Det fastslår formanden for Erritsø GIF Rugby, Allan Pertti Frandsen, 54 år. Umiddelbart før lørdagens 35-års jubilæum udtaler han:

”Rugby er for alle. Store og små. Piger og drenge. Kvinder og mænd. I dag har vores rugbyklub godt 165 medlemmer i alle aldre og begge køn. I sidste weekend havde vi godt 500 børn og unge til kæmpe rugbystævne her i Erritsø. Her blev der gået til sagen, uden at nogen kom slemt til skade. Det var fantastisk.”

Formanden fortsætter:

”Der er sket meget, siden vores stifter, Paul M. Kjærgaard, i 1984 fik idéen om at indføre rugby i vores by. Jeg var selv blandt de første til at møde op ved banerne i Erritsø og se, hvad der foregik. Dér mødte jeg jævnaldrende teenagere, som snart blev mine venner og holdkammerater. Vi indså, at rugby er langt mere end en sport. Det er en livsstil, hvor vi udlever værdierne Passion, Sammenhold, Respekt, Disciplin og Fairplay. Også med vores modstandere efter kampen. Vores rugbyklubs motto er ’Venskab Uden Kendskab’. Du behøver ikke kende os eller rugby, før du kommer til vores klubhus eller rugbybane. Som alle andre rugbyklubber har vi tradition for at have spillere fra mange lande. I Erritsø har vi haft spillere fra flere afrikanske lande, New Zealand, Nordamerika, og mange europæiske lande. Rugby er godt for integrationen.”

Ovenstående fire fotos er fra klubbens 25-års jubilæum i 2009.

Rugbyformanden tilføjer:

”I januar lavede vi en elitesatsning med støtte fra gode sponsorer og Fredericia Idrætsfond. Det muliggjorde ansættelse af klubbens første professionelle cheftræner, Dennis Graversen. Han gør det fremragende. Men var det ikke for vores dygtige ungdomstrænere, hårdtarbejdende frivillige, utrættelige forældre, loyale supportere og trofaste medlemmer af Erritsø GIF Rugby, var vi aldrig kommet så langt som til at fejre 35-års jubilæum lørdag. Vi glæder os til at se mange tilskuere og medlemmer møde op ved vores rugbybane ved Erritsø Idrætscenter.”

Formanden for Erritsø GIF Rugby, Allan Pertti Frandsen, byder lørdag den 31. august, fra klokken 12, velkommen til klubbens 35-års jubilæum. Alle fotos: Erritsø GIF Rugby.

Med venlig hilsen, Erritsø GIF Rugby, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, Mobil +45 6127 3891, PaulerikJensen@hotmail.dk

Læs mere om Erritsø GIF Rugby her: www.erritsoerugby.dk og www.facebook.com/EGIFRUGBY/?fref=ts

Rekord ved børne- og ungdomsstævne hos Erritsø GIF Rugby

Pressemeddelelse udsendt mandag den 26. august 2019

Erritsø GIF Rugby slog rekorden ved børne- og ungdomsstævne.

Det var ny rekord i antal rugbyspillere ved et stævne i Danmark. For Erritsø GIF Rugby havde i lørdags den 24. august 2019 hele 493 ungdoms rugbyspillere ude på rugbybanerne ved Erritsø Idrætscenter. Den gamle rekord havde Rugbyklubben Speed på Amager med 388 deltagere. Det hele foregik ved Erritsø GIF Rugbys 35-års jubilæumsstævne, arrangeret af hjemmeholdet og Dansk Rugby Union.

Det var et imponerende syn at se så mange mennesker rundt omkring diverse rugbybaner. De var der i alle aldre, helt nede fra under 8 år og helt oppe i 18-års alderen; den veltrænede, den store, den høje, den lille drenge, og ikke at forglemme pigerne, som spillede sammen med drengene om den hvide ovale rugbybold. Der var endda nogle førstegangs rugbyspillere i pige- og drengerækkerne.

På banerne, midt i hele kampens hede, skal vi ikke glemme de frivillige dommere. Ude på sidelinjen var diverse holds frivillige trænere, og tæt på dem var de stolte forældre og dele af familien, som var med til at se deres unger, og heppe på dem.
Engelsk og dansk var hovedsprogede i baneområdet. Men i år havde Erritsø Rugby fået besøg af flere ungdomshold fra vores nabolande Tyskland og Sverige. De var med til at sætte deres præge på kampene.

Der var omkring 100 tilskuere, inklusive forældre og familie rundt på banerne, samt de mange frivillige, som der var godt 100 af. Dette syn denne lørdag var helt fanatisk.

Tilbagemeldingerne til arrangørerne var positive, imens opbakningen blandt de frivillige og sponsorerne var super. Der var få og små skader i betragtning af, at der var så mange spillere på banerne hele dagen. Der er ingen tvivl om, at Erritsø Rugby vil gentage succesen igen næste år.

Med venlig hilsen, Paul Erik Jensen, PR-ansvarlig, PaulerikJensen@hotmail.dk